Gyldenrisparken. Amager. 1966. Forskelsbehandling.
Foto: Gyldenrisparken på Amager er et blandt mange vellykkede renoveringer af socialt boligbyggeri. For yderligere information se f.eks: Fra Ghetto til blandet by. Stender/Bech Danielsen, 2017.

13. marts 2018

Leder: Er forskelsbehandling en dansk værdi?

Skulle regeringen mangle ideer og referencer, ligger planlæggere, forskere, boligforeninger og udførende arkitekter inde med en masse viden, akkumuleret gennem årtier.

Det gode ved regeringens ghettoplaner er ambitionen om at gøre noget ved den socialt skæve visitering til bestemte boligområder.

Fattigdom afskaffer man selvfølgelig ikke på den måde, men hvis der findes fornuftige alternativer til de såkaldte ydelsesmodtagere, med mere blandede boligformer, skal det selvfølgelig sættes i værk. Nye visioner for boligbyggerier og nye finansieringsmuligheder kan helt sikkert skaffe nogle mere fleksible rammer og billigere boliger. Og hvis disse byggerier mixes med mere konforme mellemklasse-modeller, får vi muligvis nye samværs-former til at blomstre. 

Skulle regeringen mangle ideer og referencer, ligger planlæggere, forskere, boligforeninger og udførende arkitekter inde med en masse viden, akkumuleret gennem årtier.

VLAK ønsker også at afsætte yderligere midler til en gennemgribende ændring af de eksisterende fysiske strukturer samt til boligsociale indsatser.

Mange tak! Også den dør står på vid gab. De lokalpolitikere, boligselskaber, beboere og rådgivere, som i årevis har knoklet på med at gøre netop det, som regeringen vil støtte, siger sikkert ikke nej til mere hjælp. 

Hvis man ønsker at skræmme de største kriminelle fisk og mest hårdføre banditter væk med skærpede strafzoner, er ghettoerne til gengæld nok ikke de rigtige målområder. Denne lederskribent har en mistanke om, at de tunge bagmænd og -kvinder bag organiseret kriminalitet, skatteunddragelse f.eks., hverken bor eller kommer i den slags udsatte boligområder, som regeringen gerne vil til livs. 

I øvrigt er forskelsbehandling af borgere vel ikke en dansk værdi? Mange vil nok pege på demokrati og ligestilling og Grundloven som danske herligheder, og når man i regeringsudspillet ligefrem taler om ét Danmark, så er det åbenbart med to tunger. 

Det gode er viljen til at gøre noget – men tonen er negativ, og der tales næsten udelukkende om sanktioner og straffe, som om de kommuner og boligforeninger, der prøver at løse problemerne, er inkompetente og består af uduelige medarbejdere.

For undertegnede er det omvendt. Regeringen har noget at lære, og viden kan de få fra f.eks. Lejerbo Københavns organisationsformand, Jan Hyttel, som d. 1. marts for rullende kameraer holdt et instruktivt foredrag for Lars Løkke Rasmussen, da han og nogle af ministrene var troppet op i Mjølnerparken på Nørrebro for at besigtige the real thing. 

Kom indenfor! – Fagfolk over hele landet er sådan set allerede i gang med det store
kvarterløft.  MK

Udgivelse: Arkitekten 03/2018