Frederiksberg. Svømmehalskvarteret. Jesper Dahl. Martin Keiding.
Frederiksberg. Øverst th. Svømmehalskvarteret. Foto: Frederiksberg Kommune

23. marts 2018

Arkitekturpolitikkens betydning 1

Frederiksberg Kommune har udgivet en ny arkitekturpolitik, og en af forfatterne er kommunens byudviklingschef, arkitekt MAA Jesper Dahl.

Det begyndte i Københavns Kommune, hvor han som områdechef for det, der dengang hed Arkitektur og Byrum, medvirkede til udgivelsen af den arkitekturpolitik, som gik forud for byens nuværende, der kom i 2017. Den næste arkitekturpolitik, som Dahl var med til, kom til at gælde hele landet…

JD: I Kulturstyrelsen var det en nyoprettet stilling, som handlede om, at man ville lægge mere vægt på arkitekturpolitik og nyere tids arkitektur. Det var en stilling, jeg søgte, fordi jeg i København havde fundet ud af, hvor meget det egentlig batter at have en arkitekturpolitik. 

Det virker både i dialogen med politikerne, som man har løbende i form af politiske indstillinger, lokalplaner, byggesager etc. Og så betyder det rigtig meget i dialogen med bygherren. Det har selvfølgelig også et vigtigt internt perspektiv, at forvaltningen har et fælles ståsted.

Med den tidligere regerings arkitekturpolitik fra 2014 lagde kulturministeren, som var Marianne Jelved (R) på det tidspunkt, vægt på, at den skulle gå på tværs af forskellige ministerier.

Jeg tror, vi nåede op på at få 11 ministre involveret i arkitekturpolitikken, som havde meget fokus på processen. Her var det især Jelved, der definerede, at den skulle have en meget omfattende involveringsproces, både internt i ministerierne og udadtil til branchen og miljøet, for at få en solid forankring. Derudover havde den fokus på initiativerne, altså at sætte noget i gang, så det ikke blot var en masse pæne ord pakket ind i flotte billeder. De initiativer var noget af det, der for alvor forpligtede. 

Hvilken strategi har I så fulgt i Frederiksberg Kommune?

JD: Først og fremmest har jeg arbejdet tæt sammen med stads­arkitekt Claus Sivager og vores projektleder, Martin Thue Jacobsen, om den nye politik og en god proces.

Fundamentet er, at vi har nogle politikere, som efterspørger kvalitet. Det gør de i alle vores projekter. De beder også om en meget detaljeret beskrivelse af de projekter, der bliver lagt frem, f.eks. i en lokalplanssammenhæng, for at være sikker på, vi opnår den ønskede arkitektoniske kvalitet. Det er det ene fundament, vi står på. Det andet er det rent hjemmelsmæssige, hvor man kan spørge, om vi har hjemmel til at stille de krav, vi gør. Det har vi langt hen ad vejen, fordi vi har en kommuneplan, som i vid udstrækning giver én adkomst til at kræve lokalplan og til at definere udformningen.

Frederiksberg Kommune er stadig det område i Danmark, hvor der bor flest mennesker pr. kvadratmeter?

JD: Ja, og den hurtige forklaring er, at den er bygget tæt. Omkring 1950 var kommunen helt udbygget, og inden da havde Københavns Kommune nået at slå ring om Frederiksberg. Så der har aldrig været nogen udvidelsesmuligheder, og derfor er den anlagt tæt fra starten. 

Netop fordi man altid har haft den tætte by som præmis, så har man også været meget opmærksom på, at den tætte by skulle komme med kvaliteter.

Det har dog ikke været ærindet at lave en arkitekturhistorie om Frederiksberg. Men vi har prøvet at snige det ind i arkitekturpolitikken og tage udgangspunkt i udviklingshistorien, fordi vi forventer, at nye projekter tager udgangspunkt i den eksisterende kontekst. Den tætte by er flettet sammen med villakvartererne. Hvis du ser på alle hovedstrøgene i byen, så er de domineret af etagebyggeri, men lige bagved, på sidevejene, ligger villaerne.

Den fletning mellem den store og lille skala er simpelthen Frederiksbergs kendetegn.
På den måde kan man opnå den tætte bys kvaliteter og samtidig et grønt præg. Derudover er hovedstrøgene ofte anlagt med træer, og sidegaderne med forhaver. 

Som skrækeksempel fremhæver I Platanvejs udvikling i 1970’erne. Hvad gik der galt?

JD: Platanvej var en meget ufølsom måde, man pludselig begyndte at bygge og rive ned på. Vi vil holde fast i den grundstruktur, jeg nævnte før, at etageejendommene ligger ud mod de større veje, og at der er en mindre skala ad sidevejene. Så man skal ikke forvente, at man kan lave et projekt, der som på Platanvej gjorde, at man rev en række villaer ned, for så at bygge højere. Det er ikke den måde, vi vil udvikle på. 

Hvor er der så plads i dag?

JD: Der, hvor Frederiksbergs udviklingsmuligheder har været gennem de sidste fire årtier, har været, fordi industrien er flyttet ud; Nimbusparken, Den Kongelige Porcelænsfabrik og Flintholm. 

Frederiksberg Hospital er det helt store projekt i de kommende år. Det er den sidste store arealreserve, vi har i kommunen. Det er igen, som før, fordi noget andet flytter ud. Det var ikke uden vemod, at man modtog beskeden om, at der ikke længere skulle være hospital på Frederiksberg. Men det giver jo nogle kolossale udviklingsmuligheder. Her tænker jeg også helt snævert på kommunens egne interesser i at kunne placere kommunal service.

Hvis vi vil udbygge vores plejehjemskapacitet, og hvis vi en dag skal udbygge børn og unge-området eller kultur og fritidsområdet, så er det et af de steder, hvor der er arealer, man kunne erhverve og gøre det på. Det er et område, der indtil videre er udlagt til offentlige formål.

Så det er en given ting, at kommunen vil tænke nogle af sine kommende serviceinvesteringer ind i en sådan udvikling. Men vi vil også gerne lave en blandet by. Vi skal ikke lave en enklave. Hospitalsområdet har i dag rigtig mange kvaliteter. Men en af de ting, vi savner i området, er, at det bliver mere integreret med den øvrige by. Det er højt prioriteret.

Frederiksberg. Landbohøjskolen. Jesper Dahl. Martin Keiding.
Frederiksberg. Blandet by. Øverst th. Landbohøjskolen. Foto: Frederiksberg Kommune

Men fremtiden er næppe, at man holder et så stort område på offentlige hænder?

JD: Du har ret, hvis vi vil den blandede by, så skal der også andre funktioner end offentlige. Det kan være boliger, erhverv, etc. Det er noget, vi drøfter i øjeblikket, som der ikke er afklaring på endnu.

Hvordan udvikler vi byen bedst, hvilke funktioner skal der være og hvordan kommer vi derhen. Til syvende og sidst vil det være en blanding af privat og offentligt ejede arealer.

En ting, som mange læsere af fagtidsskriftet Arkitekten vil være interesserede i at høre noget om fra en byplanchef, er den debat, der er i øjeblikket om, i hvilken grad man skal bruge konkurrencer til at udvikle en by, og i hvilken grad det skal være åbne eller inviterede konkurrencer. 

JD: Frederiksberg Kommune bruger selv meget konkurrencer. Men derudover ser vi også en kæmpe fordel i at få en bred belysning af private opgaver. Der har vi som regel ikke en håndfast hjemmel, men vi opfordrer alle bygherrer til at sikre en bred belysning af en opgave. F.eks. gennem konkurrencer, eller parallelopdrag.

Før jeg kom til kommunen, havde man gennemført en lignende proces her på Diakonissestiftelsen (redaktionel note om projektet). Det er blevet en mønstermodel, som vi fortæller om til bygherrerne, fordi, som jeg nævnte i starten, der er en kolossal interesse fra politikerne i, at vi får de rigtige kvaliteter. På Frederiksberg har man den grundholdning, at hvis der overhovedet skal bygges noget, skal det gøre byen bedre. Hvis ikke projekterne, og så kan de være nok så langt, er til gavn for byen, så falder de.

Og hvordan med ressourcer? Det er vel ikke altid, at man som kommune eller kommunal myndighed har mulighed for at lade noget falde, hvis der er en stor privat developer ind over? 

JD: Det bedste redskab, vi har, er at grave tilbage og se, hvordan den politiske behandling af andre sager har været. Der er det godt at have et mønstereksempel som Diakonissestiftelsen. Fordi politikerne tidligt var med i processen, tog ejerskab og var med i diskussionen om de forskellige muligheder, der var, gik den sag let igennem.

Der kan man omvendt pege på andre sager. Vi havde et par sager sidste år, lokalplansager, hvor enten forslaget til en lokalplan eller den endelige lokalplan ikke blev vedtaget. Der har både vi og developeren brugt mange ressourcer. Men det er jo også rigtig vigtigt for den demokratiske proces, at politikerne tager planprocessen alvorligt, lytter til de indsigelser, der kommer, og tager bestik af det. Så er der altså sager, der nogle gange falder, fordi politikerne ikke mener, at det er til gavn for byen. Og det hænger igen sammen med at kunne styre investeringslysten. 

Der er rigtig mange, der gerne vil tjene penge, f.eks. på det kneb, jeg nævnte før – at rive en villa ned og bygge en etageejendom. Der er mange penge at tjene på det frederiksbergske boligmarked. Et andet meget efterspurgt projekt på Frederiksberg er at købe en erhvervsejendom og konvertere den til boliger. Her har vi set eksempler på, at værdien stiger med 50%. Men der er Frederiksbergs Kommunes politikere også blevet meget tilbageholdende med at konvertere, for vi vil gerne have den blandede by. Vi vil gerne have erhverv og lejemål for små og mellemstore virksomheder, eller iværksættere.

Til gengæld har vi valgt at sætte minimumskravet til boliger ned, fra 80-65 kvadratmeter, men vi har ikke sat kravet til gennemsnitsstørrelse ned. Det er stadig 100 kvadratmeter. Det er ikke et udtryk for, at vi skal forsyne byen med flere boliger. Det er også et udtryk for, at vi kan se nogle familiemønstre, som kræver nogle andre boformer. En større variation i lejlighedsstørrelsen.

Hvor blandet kan man egentlig lave en by, når man er i en af landets dyreste kommuner?

JD: Samtidig med kommuneplanen og de ændrede minimumsstørrelser blev det slået fast, at vi fremover vil bruge det redskab, at vi kan kræve op til 25% almene boliger. Man har skrevet ind i kommuneplanen, at vi vil bruge den mulighed, hvor det er rigtigt, men på baggrund af konkrete vurderinger. Der kommer f.eks. helt sikkert almene boliger på hospitalsområdet, for at sikre en bred beboersammensætning. Løsningen på boligproblemer i hovedstadsområdet er ikke at bygge absurd meget på Frederiksberg. Vi ville aldrig kunne løse det problem.

Kommunens planlægning og arkitekturpolitik tager mere højde for at bevare og udvikle de værdier, vi har, og sikre, at det er en god by at leve i for dem, der er her, og dem, der måtte komme. Ikke at have så stor en boligforsyning som muligt. Vi har oplevet befolkningstilvækst de sidste 25 år, men når vi ser på, hvor væksten er kommet fra, er det ikke fra at bygge flere boliger. Den største vækst kommer fra, at folk har eller får nogle andre familie- og flyttemønstre.

I de store år, hvor Nimbusparken, Porcelænshaven og Flintholmen blev udviklet, der kom op til 500 nye borgere. Men det bliver langt overdøvet af de andre trends – at en ældre dame flytter ud af en seksværelses lejlighed, og der flytter seks studerende ind. Eller at der bor én i en lejlighed, hvor kæresten så flytter ind. Eller at et par får børn. Familiemønstrenes skift overdøver helt klart det, man kan bygge sig til ift. befolkningstilvækst. Og det vil det sandsynligvis gøre stadigvæk fremover.

Så kommunen har ikke nogen indflydelse på den trend? 

JD: Nej, ikke direkte. Derfor har vi også i forbindelse med kommuneplanen og i arkitekturpolitikken gjort opmærksom på, at frem for at byggeriet skal være styret af, hvor mange mennesker vi gerne vil være, hvilket vi kan gøre på nogle helt store projekter, skal vi dagligt regulere det ud fra, hvilken by vi gerne vil have.

Hvordan sikrer vi kvaliteten – det er vores take på det. Det betyder rigtig meget for kommunen, hvor mange mennesker vi rent faktisk er. Så vi øver os i at ramme en prognose, der holder vand. Men det er vores kvalitetskriterier, der styrer vores projekter.

Jesper Dahl er arkitekt MAA og byudviklingschef i Frederiksberg Kommune.

Interviewet blev udgivet første gang i Arkitekten 03/2018.

Øvrige artikler i samme serie:
Arkitekturpolitikkens betydning 2