Absalon.
Foto: Alastair Philip Wiper

23. marts 2018

Absalons transformation

En solid, men samtidig afdæmpet rumlig transformation i kombination med legende farvebonanza. Læg hertil et anstrøg af den vesterbroske fascination af retro og hjemmelavet caféstemning, så nærmer vi os en overordnet beskrivelse af Folkehuset Absalon.

FAKTA

Absalon
Sønder Boulevard 73, 1720 København V
Arkitekt: Arcgency & Arkitekt Allan Lyth
Kunstnerisk udsmykning: Tal R
Bygherre: Familien Lajboschitz, Mitco ApS.
Hovedentreprenør: BGB A/S
Konstruktionsingeniør: Mikkel Max Andersen, Eduard Troelsgård
Rådgivende Ingeniører
Udført: 2015

Forvandlingen af Absalons Kirke til Folkehuset Absalon må siges at være Københavns mest kendte og spektakulære kirketransformation. Med tilbud om fællesskab og over 50 aktiviteter hver uge strømmer folket til den tidligere kirkebygning i sådan en grad, at man allerede kan tale om Folkehuset som en institution på Vesterbro.

Stedet lægger også hus til kvarterets arbejdsnomader, hvis tilstedeværelse kan tælles på de lysende æbler. Man kommer til at tænke, at den manglende bid i æblet symboliserer udvisningen fra de fastansattes paradis – sammenligningerne med det sakrale lader sig ikke sådan lige ryste af i Folkehuset. Især fordi der jo er visse overlap i kirkens og Folkehusets program, hvilket i øvrigt sætter kirkens manglende tilslutning i relief. 

Af samme årsag har tidens (manglende) ånd indhentet Absalons Kirke. Kirken blev i sin tid tegnet af Arthur Wittmaack og Vilhelm Hvalsøe og stod i 1934 færdigopført på et hjørne langs Sønder Boulevard. Det karakteristiske tvillingetårn med hovedindgangen vender fronten mod boulevarden, mens kirkeskibet ligger langs sidegaden. Ind mod karréens baggård ligger en T-formet sidebygning, der i sin tid var menighedshus og kirkekontor. Alt sammen muret. Som brokvarterskirke balancerer bygningen fint mellem vartegn og integrering; tårnet med den store teglfacade, der kun brydes af enkelte rundbuede elementer, rager lidt op over kvarterets femetagers boligejendomme, men møder naboejendommen gennem en tilhørende port- og trappebygning med nedskaleret størrelse og firkantede vinduer. Her har generationer af børnehavebørn passeret, på vej til den børnehave, der siden 1945 har haft til huse i kirkeskibets høje førstesal. Under de små børnefødder lå det hvide kirkeskibsrum udspændt mellem et mørkt træloft og teglstensgulvet med de mørke træbænke.

Hvordan går man til sådan en transformation, hvor det, man skal ændre, allerede er så delikat og gennemtænkt? I dette tilfældet er det sket gennem et stærkt fokus på programmet og afståelse fra at ændre på de væsentligste træk ved rummene, såsom volumenet.

Absalon. Arcgency.
Foto: Arcgency

Fine koblinger og svævende nicher

De formmæssige ændringer er således relativt subtile, hvoraf et nyt galleri er af de mest markante. Det forbinder pulpituret og en dansesal, der ligger i sidebygningen. I pulpituret er der indrettet møblerede nicher. Det samme er der på galleriet de steder, hvor det griber fat i kirkens væg mellem de høje vinduer. Galleriets tydelige stålkonstruktion adskiller det fra den oprindelige arkitektur, samtidig med at galleriet som rumelement ikke er fremmed i et kirkerum.

I hovedrummets stueetage er der også skabt en åben forbindelse til det tidligere menighedshus i sidebygningen, hvor man har placeret køkken og bar. Caféområdet er bygget sammen i niveau med koret, som nu også fungerer som scene. Alle disse relativt små indgreb, i form af åbninger og koblinger, har bidraget til, at kirkens lukkede akse er afløst af en mere organisk bevægelse gennem hele huset. Caféen liger som et halvåbent tyngdepunkt i siden og giver en rar balance i rummet, der eliminerer fornemmelsen af at befinde sig i bunden af en gudsovervåget beholder, som man i klaustrofobiske øjeblikke kan have som kirkegænger. 

En tredimensionel collage af farver og folk

Selv om indtagelsen af kirkens vertikalitet er et væsentligt aspekt ved transformationen, er og bliver det farverne og hypen, der er blevet Absalons vartegn. Enkelte steder kan det se ud, som om det er kvarterets borgere, der i glad fællesskabsånd har svinget malerkostene, men det er selveste Tal R, i samarbejde med arkitekt Allan Lyth, der har orkestreret paletten, hvilket da også viser sig i det overordnede indtryk.

Ved nærmere eftersyn er huset tillige fyldt med små billeder i form af farvernes uhøjtidelige, men velovervejede møder i hjørner, overgange og trapperum. Den kunstige belysning, der på samme tid virker tilfældig og nøje placeret, bidrager til kunstfærdigheden. Det samme gør dagslyset, der blødt changerer farverne, og sollyset, der sætter sig glødende og bueformet på de vertikale farveflader.

Det er alligevel med skrækblandet fryd, man ser Absalons Kirkes hvide indre for sig som lærred under Folkehuset Absalons frygtløse farveglæde, malet med tydelige penselstrøg. Og det er altså frygtløst; indgangsbuens tre stenforsætninger har fået hver sin farve, hvoraf hovedfarven ligger et sted mellem candyfloss pink og det, mine børn ville kalde hudfarve. Den samme farve har galleriet og ydersiden af korbuen, mens dens inderside er lysegul og afsluttes med en bagvæg i lysende rød med et strejf af gul. Det er svært at gøre sig til dommer over farver, og det skal man muligvis heller ikke. Men man kan tale om, hvordan de virker. F.eks. føles det mindre formelt at befinde sig i et rum malet i forskellige farver end et hvidt rum.

De mange farver skaber også en vis camouflage-effekt, man bliver ikke så udstillet i Folkehusets store rum og glider lettere ind i fællesskabet. Måske er det i virkeligheden en collage-effekt, som Tal R har sat i spil i den nøgne kirke, hvor farver, mennesker og handlinger mødes i tableauer, der udspringer fra en central idé om at komme hinanden ved. 

Absalon.
Foto: Alastair Philip Wiper

Et lag til lyd

Tilbage til den røde bagvæg, for den giver ikke blot visuel nydelse, men er først og fremmest resultatet af et omfattende arbejde med en anden, uhåndgribelig faktor, ud over farver, nemlig lyd. Meget af transformationen af kirken har nødvendigvis handlet om akustikken. Kirkens rungende efterklang, der mest gav anledning til enetale og sang, har været ubrugelig i et summende folkehus, der ovenikøbet skulle agere koncertsted. Den røde bagvæg er en derfor en lydabsorberende forsatsvæg, der sammen med det nye scenegulv optager vibrationer og tillige beskytter naboerne mod støjgener. Kirkevinduerne er indrammet i støjdæmpende paneler, og både galleriets og hovedrummets lofter har støjdæmpende paneler, ligesom gulvets teglklinker er skiftet ud med træ. Et stort scenetæppe i rosa nuancer er også med på akustikholdet, det samme er de ombyggede kirkebænke i langsiderne, der er forhøjet med egetræslamellerede paneler. Og det virker. Utallige gange har man siddet i smagfuldt indrettede restauranter og deslige med elendig akustik og forbandet, at den slags er blevet ignoreret. I Absalon er man omvendt imponeret over, hvor god akustik sådan et stort rum kan opvise. Så må man tage med, at det engang så flotte træloft er blevet en hybrid af træ, akustikplader og lysarmaturer. Det har også sin eklektiske charme. 

Ikke lutter latter

Netop denne form for charme gennem det sammensatte er ret betegnende for projektet. Visuelt kan det til tider blive rodet, fordi man aldrig strammer det op og lader alle møbler være med på balladen. Det er ikke sublime finesser og forfinede kompositioner, der tegner billedet, snarere en legende og pragmatisk tilgang med tydelige undertoner af ansvarlighed, både i det programmatiske og arkitektoniske. Og det virker; Folkehuset syder af liv dagen lang. Folkehuset kan, hvor kirken ikke kan. 

Et faktum, som alligevel foranlediger et lille hjertesuk. De ressourcer, som er nedlagt i kirkens høje rum, dens kunsthåndværksfremstillede, sakrale genstande, de dæmpede ceremonier, fraværet af krav til de tilstedeværende og selve stilheden er alt sammen udtryk for prioriteringer, der er presset af tidens mentalitet. I den optik kan Folkehusets evige happenings og jagt efter hybride oplevelser virke forjaget, og alle farverne som et suggererende trylleri, der stikker blår i prekariatets øjne. 

Når en kirke afsakraliseres, er det, som om der ryger en lille flig af samfundets sjæl. En lomme af noget særligt går tabt og kommer næppe tilbage i sin oprindelige form. Men Absalons Kirke har nok været god i sit forrige liv, for en reinkarnation som Folkehuset Absalon er trods alt ingen dårlig deal. 

Kristine Annabell Torp er arkitekt og ph.d.

 

Anmeldelsen blev bragt i Arkitekten 03 2018.

Absalon.
Før transformationen. Foto: Mathias Skafte