Hiroshi Sugimoto. Time Exposed. Benesse House Museum. Shigeo Anzai.
Hiroshi Sugimoto, Time Exposed, 1980-97. Benesse House Museum. Foto: Shigeo Anzai.

22. februar 2018

Hvad skal vi med Statens Kunstfond?

Det er en politisk beslutning, at vi som samfund støtter kunst, ligesom det er en politisk beslutning, at det skal ske gennem 'organet' Statens Kunstfond. Hermed overlader det politiske system forvaltningen af midlerne, de sætter til rådighed, til faglige repræsentanter. Men hvad skal vi egentlig med Statens Kunstfond?

Om lidt har vi første uddelingsrunde i Statens Kunstfond, hvor resultaterne selvsagt giver anledning til glæde og skuffelse blandt ansøgerne, men traditionen tro også til diverse mere eller mindre velfunderede analyser og iblandt mistillidsbårne anklager om nepotisme og dét, der er værre. Til dét er der kun en ting at sige: Alle udvalg skal leve op til såvel Forvaltningsloven (inhabilitet og klargjort uddelingsgrundlag) som Offentlighedsloven (transparens i proces), og at der på tværs af embedsværk og fagudvalg er tårnhøj opmærksomhed på at forvalte opgaven på faglig, lødig og professionel vis – herunder selvsagt at holde sig dydigt på forvaltningsrettens smalle sti.

Jævnfør Lov om Statens Kunstfond hedder Arkitekturudvalget: Legat- og Projektstøtteudvalget for Arkitektur. Baggrunden for dette mundrette navn er, at udvalget skal agere både reaktivt og proaktivt. Reaktivt som det organ, der behandler indkomne ansøgninger, og proaktivt som dagsordensættende. Udfaldet af det første er meget afhængigt af de ansøgninger, der kommer ind. Så kridt skoene. Det andet kan derimod forvaltes på et utal af måder. Det netop afgåede udvalg valgte bl.a. med afsæt i 150-års-jubilæet for dansk-japansk samarbejde at etablere en pulje til støtte for fortsat udvikling heraf. Desuden tog de diskussionen om kunstens mulige bidrag til en regional udviklingssammenhæng op, hvor danske og især japanske eksempler, som Benesse Art Site Naoshima, blev vist og diskuteret på konferencer om emnet rundt om i Danmark.

Men har vi på arkitekturområdet overhovedet brug for noget, der hedder Statens Kunstfond, når praksis i disse år leverer gode tal på bundlinjen trods et noget udsultet uddannelses- og forskningssystem? Sorte tal på bundlinjen er en god måleenhed, hvis vi laver enzymer eller pumper. Men vi arbejder med den vigtigste af alle kunstarter: den fysisk-rumlige. Dén, som danner ramme om HELE vores liv. Det kan næppe blive vigtigere! Så derfor er netop spørgsmålet om, hvordan vi bedst støtter den kunstneriske dimension i arkitekturen, bredt forstået, afgørende. Og heri ligger Kunstfondens berettigelse.

Set i forhold til delvist parallelle aktører som Akademiraadet og private fonde som Realdania, Ny Carlsbergfondet, Dreyers Fond m.fl., udgør Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg en overordentlig vigtig del af det samlede ‘økosystem’. Og økosystemer er per se komplekse og delene gensidigt afhængige af hinanden som organismer i et habitat. Statens Kunstfond har netop til opgave at adressere hele økosystemet på flere af de vitale områder, som andre ikke dækker. Det gælder talentudvikling, fremme af dansk kunst i Danmark og i udlandet, herunder den mere fundamentale ambition om at synliggøre kunstens værdi og relevans i samfundet.

Arkitektmiljøet i Danmark er dog så småt, at ingen med faglig indsigt kan agere uden også at indgå i et væld af relationer. Men praksis i fonden er, at vi går uden for døren, så snart det kommer for tæt på, og skulle nogen være i tvivl, kan man se efter på fondens hjemmeside. Så lad os i stedet sammen bruge kræfterne på at diskutere, hvordan vi bedst muligt kan investere kunststøtten i talent og udvikling, så den kommer så mange borgere som muligt til gode. Hvordan vi laver strategiske satsninger, der rammer skiven rent. Og ikke mindst hvordan vi får diskussionen om arkitekturens værdi til at række ud over de arkitektfaglige cirkler – og allerhelst ind i både naboens og politikernes virkelighed. Denne opgave kan ikke løses decentralt, det er en statslig opgave. Og udvalget er da også sammensat med et strategisk sideblik på spredning i både alder, geografi, praksistilknytning og faglig ekspertise. Ambitionerne om at bidrage til at højne den kunstneriske kvalitet i dansk arkitektur står fortsat øverst på dagsordenen – uagtet at det har været skiftedag.