Margarete Schütte-Lihotzkys Frankfurter Küche. Foto: Uwe Dettmar
Margarete Schütte-Lihotzkys Frankfurter Küche. Foto: Uwe Dettmar

16. januar 2018

Frau Architekt

Udstillingen “Fru arkitekt” på Deutsches Architekturmuseum i Frankfurt eksponerer arkitektur som machodomæne: 22 portrætter ripper selvkritisk op i historien om stærke, selvstændige, begavede, men også oversete, underkuede og fraklippede kvindelige arkitekter.

Dorte Mandrups opråb om udmattelsen over det uundgåelige vedhæng ‘kvindelig’ arkitekt er også blevet hørt i Tyskland, hvor ligestillingsspørgsmålet i 2017 har sat flere bølger i gang i den diskursive arena.

Arkitekturmagasinet Baumeister omdøbte et hæfte til Baumeisterinnen, universiteter og arkitektkamre har Architektinnen på plakaten, og nu vier Deutsches Architekturmuseum (DAM) i Frankfurt sig kvindernes uskrevne arkitekturhistorie. “Et foruroligende tal viste sig ved et blik på DAMs egen fortid”, skriver kuratorerne i udstillingskataloget.

Ud af 100 soloudstillinger har kun fire vist kvindelige arkitekters værk. Udstillingen portrætterer 22 tyske, kvindelige arkitekter på tværs af verdenskrigene, landets opdeling og genforening, via modeller, tegninger og fotos.

Showet er et tiltrængt bidrag til ligestillingsdiskussionen. “I sammenligning med andre lande befinder Tyskland sig stadig i stenalderen”, når det kommer til ligestilling, har kvindeminister Katarina Barley netop udtalt sig i taz. På spørgsmålet, hvorfor #MeToo-debatten ikke har fyldt så meget i Tyskland som i mange andre vestlige lande, svarer Barley, at Tyskland er præget af en overbærende mentalitet, som får landet til at hænge fast i gammeldags magtstrukturer og kønsrollemønstre.

Spøgelses- og marionetarkitekter

En stor del af udstillingens portrætter vidner således om den systematiske, mandschauvinistiske modgang, de kvindelige arkitekter er blevet holdt nede af og til dels stadig kæmper mod. For slet ikke at tale om vores egen uvidenhed om deres indflydelse. Især portrætterne af det tidlige 20. århundredes kvindelige arkitekter afslører, hvordan kvindernes domæne – ikke altid frivilligt – i høj grad har været indretningsarkitektur og børnehaver, og hvordan kvinderne har arbejdet i skyggen af de mandlige arkitekter. Langsomt tegner der sig et billede af hær af spøgelses- og marionetarkitekter…

Møbel- og udstillingsdesigneren Lilly Reich (1886-1947) dannede fra 1924/25 par med Mies van der Rohe, med hvem hun realiserede en række udstillinger, møbeldesign og indretninger. Mens han blev inviteret til USA, måtte hun blive tilbage i Tyskland og arbejde for nationalsocialisterne. Hun reddede hans værker, mens hendes egne gik tabt i krigen.

Billedhuggeren Marlene Moeschke-Poelzig (1894-1985) og Hans Poelzig, en af den tyske avantgardes mest indflydelsesrige arkitekter, fandt sammen gennem deres stærke interesse for moderne formgivning, som udviklede sig til et arbejdsfællesskab. Hendes intense, ekspressionistiske stil kom til udtryk i skulpturelle værker som flammende gravsteder og muslingeformede søjler i det Store Skuespilhus (Berlin 1920, nedrevet), men hun tegnede også større projekter såsom familiens eget funkishus i Berlin-Charlottenburg (1930). Marlene Moeschke-Poelzig har præget Hans Poelzigs arkitektur i den kunstneriske proces fra design til realisering, men tiden tillod hende ikke at arbejde under eget navn. Diskriminationen illustreres via et foto i tidsskriftet Bauwelt, hvor hun blev klippet ud af et foto, der kun viser Hans Poelzig i mandligt selskab.

Margarete Schütte-Lihotzky (1897-2000) er et af de navne, der er nået ud over Tyskland. Hendes Frankfurter-køkken er ‘urane’ til alle moderne køkkener. I 1926 ansatte Frankfurts stadsarkitekt, Ernst May, hende til det enorme boligbyggeriprojekt “Neue Frankfurt”, i afdelingen for typisering, hvor hun tegnede køkkener og vaskerier til den udearbejdende kvinde. Frankfurter-køkkenet blev bygget i 10.000 boliger. Da hun blev gift med kollegaen Wilhelm Schütte, måtte hun opgive sin stilling, idet datidens regler ikke tillod ægteskabelig ‘dobbeltbeskæftigelse’. Schütte-Lihotzky arbejdede dog videre freelance og rejste senere med Brigade May til Sovjetunionen på den betingelse, at hun “ikke skulle lave flere køkkener”, og bidrog her til opførelsen af socialistiske boligbyggerier med børnehaver og skoler.

Tynd samtid

Turen videre op igennem det sene 20. århundrede illustrerer, hvordan kvinderne efterhånden har erobret mændenes opgaver og tegnet megastrukturer og økobyggerier (Merete Mattern), planetarier (Gertrud Schille), stadioner (Verena Dietrich) og museer (Ingeborg Kuhler).

Desværre rundes det fine show noget plumpt af. Vi ankommer brat i nutiden, som kun repræsenteres af den traditionelle Gesine Weinmiller, der snarere synes inkluderet pga. sin succes end arkitektoniske kvalitet, samt den dygtige formgiver Almut Grüntuch-Ernst, som – sammen med sin mand hhv. Grüntuch Ernst Architekten – tegner lødige kulturbyggerier og skoler. Man ærgrer sig over, at udstillingen ikke formår at komme længere ud over det retrospektive, og savner flere ansigter og mere mangfoldighed.

Sidst i udstillingen vises dokumentarfilmklip og en væg med citater. Det er særdeles interessant – og nedslående – at læse Margarete Schütte-Lihotzkys vidnesbyrd:

“Jeg var fuldstændig ligeglad med køkkener og madlavning. Men mændene omkring mig pressede mig til at overtage denne opgave.”

Ligeledes relevant er det at få belyst branchens sexisme, når en dekan antager sin kollega Inken Baller (der har været gift og arbejdet sammen med den mere berømmede Hinrich Baller) for at repræsentere sin mand, eller en bygherre ytrer, at han ikke vil lave et projekt til 100 millioner med en kvinde. Derimod lyder det lidet reflekteret, når Johanna Meyer-Grohbrügge citeres for at sige, at kvinder i dag ikke interesserer sig for feminisme, men bare vil arbejde. Her kunne en præcisering af tilfældige statements og perspektivering gennem mere radikale udtalelser have hævet loftet. I stedet kunne en talentfuld ung kvinde som Johanna Meyer-Grohbrügge, der arbejder med en æstetisk og programmatisk fornyende arkitektur, have fortjent en plads i rækken af portrætter.

Kvinder og mænd med egen identitet

Udstillingen viser snarere kvindernes livshistorier end deres arkitektur og bekræfter dermed sin præmis: Den manglende ligestilling. Interessen for karrierestrategier kunne dog godt have været italesat mere komplekst. “Kun de færreste kvindelige arkitekter klarer springet frem i første række”, begrunder kuratorerne udstillingen med og nævner alarmerende tal.

Alligevel risikerer denne ofte anvendte maskuline målestok (mest muligt arbejde, højst muligt i hierarkiet) at reducere mænd og kvinder til en gruppe med ens interesser og dermed blot at reificere kønsrelationerne. For skal kvinder blot assimilere sig, overtage den mandlige ratio og acceptere den herskende norm for at vinde anerkendelse? Hvis vi vil ud over de fastlåste kønsroller, må vi ifølge den amerikanske kønsforsker Judith Butler – frem for at definere os ud fra fælles, stabile mål og dermed lukke muligheder – tværtimod tillade forskelle, valg og modstand.

Heldigvis virker kurator Christina Buddes nuancerende katalogtekst “Fremtiden er kvindelig”, hvor perspektivet skifter, velgørende. Hun forskyder vinklen fra spørgsmålet, om ikke kvinder kunne arbejde noget mere, til, om ikke mænd kunne arbejde noget mindre. Emanciperede kvinder/mødre frigør sig netop ikke nødvendigvis via konventionelt ønskede præstationer som at bryde gennem karriereloftet, men genopfinder deres egen identitet. Mænd/fædre, der ønsker ligestillede kvinder, ditto.

 

Frau Architekt – Seit mehr als 100 Jahren: Frauen im Architektenberuf. Kurateret af Mary Pepchinski, Christina Budde og Wolfgang Voigt. Deutsches Architekturmuseum, Frankfurt, til 8. marts 2018.