Mærsk Tårnet og SUND Naturpark. Foto: Adam Mørk
Mærsk Tårnet og SUND Naturpark. Foto: Adam Mørk

22. januar 2018

Bedst & Værst #1

Indvielsen af SUND Naturpark af SLA er i følge Ulla Tofte noget af det bedste, der skete i 2017, hvorimod det værste, hun kan komme i tanke om, er industriområdet Tietgenbyen i Odense, hvor opførelsen af Facebooks 56.000 kvadratmeter store datacenter påbegyndtes sidste år.

Bedst: SUND Naturpark. SLA

Blomsterenge, sumpcypresser og en parksmutvej. Hvem skulle have troet, at der i slagskyggen af det 75 meter høje Mærsk Tårn ved Panum Instituttet i København skulle opstå ét af byens allersmukkeste rum. Et raffineret og delikat landskab, der indbyder til udforskning og leg. De sumpede enge langs Blegdammen, før brokvartererne skød op, er udgangspunktet for denne nye bypark – et paradis for storbyhipsterens naturromantiske fantasier.

Men netop fordi drømmen om det vilde og naturlige har fået fuld skrue, fremstår parken som en meget vellykket og stærk kontrast til Eva og Nils Koppels betonbrutalistiske Panum Institut og Mads Mandrup/C.F. Møllers kobberbeklædte Mærsk Tårn. Den senmoderne genreopløsning er total, men resultatet er usædvanlig vellykket. Og et vidnesbyrd om, at drøm, fantasi og leg sagtens kan trives side om side med fakta og forskning.

SUND naturpark åbnede i september, og selvom der går et par år, før den (forhåbentlig) bliver til dét tilgroede vildnis, arkitekterne drømmer om, ja, så opleves den allerede som en sti ind i det ukendte. Vilde blomster og græsser, eksotiske træer og buske og en 300 meter zigzag-bro gennem parken kombinerer by, natur og eventyrlyst. Lad os håbe, at det forfinede greb er robust nok til at modstå byens konstante angreb.

Facebook. Odense. Tietgenbyen
Facebooks kommende datacenter er en del af Tietgenbyen i Odense. Illustration: Facebook

Værst: Tietgenbyen, Odense

Industriområdet, der er opkaldt efter én af danmarkshistoriens største erhvervsmænd, C.F. Tietgen (som i øvrigt også stod bag færdiggørelsen af Marmorkirken), er ikke nogen by. Ikke engang en bydel, men et endeløst landskab af det grimmeste og mest trøstesløse industriarkitektur, der er set i nyere tid.

I 2017 påbegyndtes endnu en pind til det fynske landskabs ligkiste – opførelsen af Facebooks 56.000 kvadratmeter store datacenter. Paradoksalt nok rejser dette monstrøse symbol på det hyper-globaliserede overvågningssamfund sig samtidig med, at Realdania og andre fonde er gået i gang med at rydde op efter 60ernes håbløse byplanlægning i Odenses bymidte.

Der postes millioner i at rette op på nogle af fortidens største planlægningsmæssige synder, mens fynboerne – tilsyneladende fuldstændig uden at se sig tilbage – kaster sig over udkants-Odense. Og naivt spreder ben for virksomheder, der opfører gigantiske haller som ramme om robotters arbejde, mens førerløse biler i fremtiden forhindringsløst kan bevæge sig rundt – for intet levende væsen synes at trives i denne pseudo-by. Selvbedraget er dermed totalt i Tietgenbyen.