The Water. Cisternerne. København. Foto: Jens Markus Lindhe
"The Water" I Cisternerne. Foto: Jens Markus Lindhe

10. januar 2018

Bedst & Værst #2

Tivoli Hjørnet er i følge Gemma Lalanda 2017s værste nybyggeri. Hun savner både indlevelse og forståelse for Tivolis magi og stedets historie. Magi, indlevelse og historie fornemmer hun omvendt i rigt omfang i 2017s to bedste udstillinger af tre asiatiske arkitekter.

Bedst: Asiatiske herligheder

Asiatiske arkitekter og deres fodaftryk i Danmark i 2017 har for mig været det bedste: kineserne Wang Shu og Lu Wenyu i udstillingen på Louisiana samt japaneren Hiroshi Sambuichi og hans installation i Cisternerne på Frederiksberg. Intet forbinder disse mestre, ud over at de er mindre tegnestuer med rødder i øst. Begge udstråler i udpræget grad gennemtænkthed, nøjsomhed, sanselig poesi, eksperimenterende og pålideligt håndværk; de udtrykker den kultur og natur, de kommer fra, og arbejder i perfekt harmoni med stedet i deres værker. De skaber følelser – ikke bare bygninger.

The Water i Cisternerne er en overvældende installation, hvor alle sanser vækkes: duften af fugtigt cedertræ, lys og mørke, vand, der spejler og drypper, det grønne, der får lov til at vokse, hvor nogle få lysstråler trænger ind. Man er under jorden i Danmark, men alligevel ikke, man indånder japansk minimalisme, og stemningen bliver næsten hellig, mens man går på vandet og bliver transporteret langt, langt væk i tid og sted. Sambuichis installation, med to års forberedelse, har ledt til et enestående resultat. Tak!

Wang Shu og Lu Wenyu har grundlagt en meget lille tegnestue i den kinesiske by Hangzou som, på trods af en Pritzker-pris på hylden, kalder sig Amateur Architecture Studio. Deres bygninger rummer lige de ingredienser, der repræsenterer en lokal, uglobaliseret arkitektur: fortidens erindring, stedets identitet og lokale håndværkstraditioner.

Man fornemmer i alt, hvad de laver, deres eksperimenterende virke og kunstneriske sjæle. I forbindelse med udstillingen på Louisiana kom de ikke til Humlebæk med en stak papmodeller og upersonlige 3D-renderinger, men med det rigtige stof: sammensætningen af byggematerialer, man kunne røre ved, facadebilleder i 1:1, gamle kinesiske malerier, modeller opbygget på stedet samt deres ord og fortællinger på forskellige skærme.De formåede virkelig at få én til at føle deres arbejde. En fantastisk iscenesat udstilling om to arkitekter, der som få andre hylder, hvad de fleste ikke gør, og som desværre er næsten ikke-eksisterende i ny dansk arkitektur: moderne arkitektur med rødder. Bravo! 

Tivoli Hjørnet. Foto: Gemma Lalanda

Værst: Tivoli Hjørnet

Jeg oplever i Danmark en stor trang til at opdatere, implementere, udskifte og forny. Men jo hurtigere vi fornyer byen og arkitekturen, jo mere synes vi at søge ly i historien – i et forsøg på at opretholde en vis balance. Vi leder i den historiske by efter noget, som nye sjæleløse bydele ikke kan tilbyde os; den varmer vores hjerter og vækker vores minder. At ramme stedet og den eksisterende konteksts identitet med moderne arkitektur er en kompliceret kunst – man kan let komme til at flytte tyngdepunktet og udviske byens hukommelse. 

Det nye Tivoli Hjørne synes ikke at mestre denne svære kunst og er for mig årets værste nybyggeri. Den romantiske hovedindgang til forlystelseshaven, der blev skamferet af sine sidebygninger i 1960erne, står i dag trist flankeret af to spøgelser: Immaterielle glasbygninger om dagen, der overlever natten på en fest af et LED-orgie.

Men arkitekturen og byen, skal de ikke virke døgnet rundt? Gavlen og bagfacaden på Industriens Hus støder hensynsløst mod Tivolis hovedindgang, og på den anden side udfoldes det nye Tivoli Hjørne med en bølgende og svævende glasfacade, der forsvinder i reflekserne og trafikken på Bernstorffsgade. Den toetages, krumme bygning krones med et firkantet taghus – som på et boligbyggeri. I modsætning til Nimbs finurlige og stilfuldt tivoliserede facade mod gaden med den hvide stål-jalousi med de mauriske mønstre har hjørnenaboen slet ikke formået at være fortællende om det særlige sted, den omkranser.

Tivoli Hjørnet kunne være hvor som helst. Efter min mening har arkitekterne ikke aflæst eller forstået stedets magi. Tivolis aura består i at være en lukket oase, hvor en eventyrlig verden udfoldes, så snart man lægger den ydre verden bag sig – en decideret hortus conclusus. At foreslå en glasbygning, der åbner sig mod byen på en lang strækning af havens perimeter, modsiger havens princip og som følge af sit immaterielle udtryk efterlades et ikke-eksisterende hjørne. En skam!