Tipperne Fuglereservat af Johansen Skovsted Arkitekter. Foto: Rasmus Norlander

10. januar 2018

Bedst & Værst #3

I 2017 slog Johansen Skovsted Arkitekters lavmælte elegance igennem både herhjemme og internationalt. Christoffer Thorborg giver sit bud på det bedste og værste, der skete i arkitektverdenen i 2017.

Bedst: Johansen Skovsted Arkitekter

Oven på den slemme omgang hollandsk syge, der har sengelagt mangt en postmoderne arkitekt i de seneste årtier, er det pragtfuldt at se en ung tegnestue blive anerkendt for en anderledes lavmælt elegance. Det er tilfældet med Johansen Skovsted Arkitekter. I 2017 blev de shortlisted til Mies van der Rohe-prisen samt fik Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. At deres hårde slid hermed opnår den højeste anerkendelse, er glædeligt og viser, at verden vil have andet end tomme kalorier. 

Johansen Skovsteds arbejder bærer præg af stringent tektonisk integritet og rummer en tavshed og et nærvær, der er vor forstyrrede tid så klædelig. Det er det monumentale i det ydmyge. Skulle man give deres stil et navn, ville det være ny ærlighed. Tegnestuens arbejder trækker tråde tilbage til Hans Chr. Hansen og internationalt til Alison & Peter Smithson. I sin samtid relaterer tegnestuen sig til engelske arkitekter som Sergison Bates og Caruso St Johns komplekse almindelighed og ikke mindst til den ganske idiosynkratiske belgiske tegnestue de Vylder Vinck Tallieu. 

Johansen Skovsted kommer til at tegne nogle af de bygninger fra vor tid, vi i fremtiden vil frede og forske i. Jeg ønsker dem alt godt i 2018 og fremover.

P.A. Rosenkilde Gram. Tykhudehus i Zoologisk Have. 1913. Illustration: Zoologisk Have. Dyrenes boliger.
P.A. Rosenkilde Gram: Tykhudehus i Zoologisk Have 1913, facade mod nord. Illustration: Scan fra bogen 'Zoologisk Have - Dyrenes boliger'

Værst: Nedrivningen af Elefanthuset i Zoo 

P.A. Rosenkilde Grams hus for tykhuder var på en og samme tid en humoristisk og dybfølt hjertelig bygning. For mig personligt var det et skattet barndomsminde. Nu er huset væk.

Rosenkilde Gram iagttog dekorum og byggede, så selv et tilbagestående barn som jeg langt senere i start-firserne kunne se, at her var dog et hus for elefanter. Murfalsenes rundede formsten, portenes buestik og de ukannelerede doriske søjler mindede jo uhyre om dette tunge dyr (hvem har måske nogensinde set en kanneleret elefant?).

Forlægget for Rosenkilde Grams bygnings tempelfront var næppe det klassiske tempel, men snarere det arkaiske, dvs. det førklassiske. Den arkaisk-doriske tempelarkitekturs netop elefantine tyngde passede jo så glimrende til et hus for tykhuder. Tempelfronten var på smukkeste vis udpræget prostylt og rummede den grove kraft, som kun et arkaisk tempel rummer (sml. det ældre, nu tabte, arkaiske tempel på Aigina). Det arkaiske forlæg gav ydermere Rosenkilde Gram muligheden for at fremføre den klassicistiske vittighed, som den pentastyle tempelfront var. Enhver klassicist vil vide, at man aldrig stiller en søjle i midten. Hvorfor gør en connaisseur så pludselig sådan? For at gøre sig morsom over elefantens snabel, velsagtens! Så meget desto mere viste det periodens humor og legesyge og havde som sådan kulturhistorisk værdi.

Det er forstemmende, at man i disse bæredygtighedstider ikke kan finde ud af at genbruge et så dejligt hus. Mine studerende kunne have lavet de første hundrede vellykkede transformationer. Og Zoos argument om, at det ville have kostet et trecifret millionbeløb at restaurere bygningen, kan enhver arkitekt sige sig selv var løgn (læs bare noget Riegl og noget Ruskin).

I det mindste har vi dog endnu tegningerne. Nå nej, dem har man jo brændt.