Tønder Rådhus af SLETH arkitekter. Rasmus Hjortshøj. Åben arkitektkonkurrence.
Tønder Rådhus af SLETH er resultatet af en åben arkitektkonkurrence. Foto: Rasmus Hjortshøj

Arkitektforeningen og de åbne konkurrencer

Den åbne arkitektkonkurrence er værd at værne om. Konkurrenceformen, for hvem alle arkitekter er lige, sikrer både arkitektonisk kvalitet og fornyelse. Men Arkitektforeningen værner ikke nok om de åbne konkurrencer, mener arkitekt MAA Thomas Ringhof – og det er en skam.

Det er lidt svært at tale om åbne arkitektkonkurrencer uden først at se på, hvordan Arkitektforeningen tidligere har spillet en central rolle i forbindelse med afholdelse af arkitektkonkurrencer.

Frem til vel slutningen af 90erne var Arkitektforeningen eneste aktør i afholdelse af arkitektkonkurrencerne: Arkitektforeningen udvalgte et korps af fagdommere blandt foreningens medlemmer. Arkitektforeningen skrev konkurrenceprogrammerne sammen med den offentlige bygherre og bestemte i store træk, hvilket omfang og detaljering et afleveret konkurrenceforslag skulle have, og Arkitektforeningen var specialist i æstetiske og arkitektoniske spørgsmål. På gentlemanagtig vis deltog alle arkitekter, der mente, at de havde en chance for at vinde med et projekt, der i afleveringsomfang var så beskedent, at alle tegnestuer kunne holde trit. Tilliden mellem fagdommernes kunnen, bygherrernes velbeskrevne opgave og, på den anden side, de deltagende arkitekter var intakt.

Et skridt i den forkerte retning

Herefter blev alt anderledes. Den offentlige bygherre ville have mere kontrol over de deltagende arkitekter. Omfanget og detaljeringen af forslagene øgedes betydeligt, og de deltagende var nødt til at investere mere tid i forslagene. Monopolet med både udarbejdelsen af programmerne, men også udnævnelsen af fagdommere blev brudt, og der kom andre konkurrenceforberedelses-rådgivere til, der også ville rådgive den offentlige bygherre. Arkitekternes specialist-viden om arkitektoniske spørgsmål blev beskåret, og andre og mere perifere værdibegreber blev inddraget i bedømmelsen af projekterne. I stedet for åbne konkurrencer, hvor alle arkitekter kunne deltage, blev arkitekterne opfordret til at lade sig prækvalificere i totalrådgiver-teams, så også ingeniørdelen var indeholdt i udbuddet. I begyndelsen var argumentet, at bygherren ikke forventede, at alle rådgivere havde de rette tekniske kvalifikationer til det efterfølgende projekteringsarbejde. De fleste accepterede argumentet, så længe det gjaldt hospitaler og andre teknisk vanskelige bygninger. Senere blev de lukkede konkurrencer udvidet til også at omfatte mindre udendørs rum, pladser osv., hvor der sikkert ikke kunne forventes vanskelige projekteringsopgaver efterfølgende.

Arkitekternes kernekompetence, nemlig at skabe arkitektonisk kvalitet, var ikke mere det vigtigste parameter, der afgjorde, om en opgave gik til den ene eller den anden tegnestue. Tegnestuernes indtjening, antallet af medarbejdere, brand-value osv. blev føjet til listen af beslutningsparametre, der afgjorde, hvem der skulle udføre projekterne.

Uforståeligt

Arkitektforeningen har flittigt deltaget i undersøgelser til vurdering af de eksisterende konkurrenceformer. Både undersøgelsen til de samlede udgifter med tilvejebringelsen af konkurrenceforslag og det aktuelle arbejde med at ny-udvikle rammerne for projektkonkurrencerne. Det er desværre kun prækvalifikationskonkurrencer, der er i fokus i undersøgelserne, og her er det kun omkring 150 partnere fra arkitektfirmaerne, der overhovedet kan søge om deltagelse. De sidste 6800 af Arkitektforeningens medlemmer kan ikke deltage pga. de høje og specielle krav, der stilles for overhovedet at blive prækvalificeret.

At Arkitektforeningen ikke arbejder mere aktivt for den åbne arkitektkonkurrence er uforståeligt og skadeligt for arkitektstanden. Den åbne arkitektkonkurrence er nemlig den mest velegnede udbudsform til at sikre, at vores fælles fysiske omgivelser udformes med langtidsholdbare arkitektoniske kvaliteter. Kun gennem denne åbne konkurrence sikres det, at den mest velegnede løsning til den stillede opgave findes. Kun gennem denne åbne konkurrence sikres det, at der er fri konkurrence mellem fagets rådgiveres ideer og kunnen. Kun gennem denne åbne konkurrence tilvejebringes et fornuftigt arbejdsrum mellem arkitekt og bygherre i skabelsen af unikke arkitektoniske ideer.

Værd at kæmpe for

Fejlagtigt vil fortalerne for ikke-åbne konkurrencer hævde, at “arkitekter ikke skal arbejde gratis!” Det er jo en misforståelse, der vil noget. De kommercielle tegnestuer har løbende omkostninger til kommunikationsmedarbejdere, prækvalifikationsafdelinger, vanity-udgivelser osv. osv., der langt overstiger omkostningerne til at deltage i en veltilrettelagt åben konkurrence. 

Skal vi have ondt af byrådet i Tønder, der udbød og opførte et rådhus efter en åben konkurrence? Skal vi tænke, at det var en skam, at Holmenkollens nye springtårn er blevet udvalgt blandt hundrede af gode forslag? Eller hvor ærgerligt er det lige, at Jellingestenenes montrer får deres idé i to beskyttende hænder? Skal vi være usikre på, hvorvidt det virkelig var det bedste projekt, der blev til Kulturværftet i Helsingør som nabo til Kronborg? Skal vi have ondt af bygherrerne i Sandnes i Norge over, at de er blevet nødt til at tale tysk til arkitekterne fra Berlin, der står for udformningen af deres nye rådhus? Nej, det skal vi ikke. Vi skal glæde os over de gode eksempler og sammen kæmpe for bygningskultur og opretholdelse af arkitektfaget.

Lad 2018 blive året, hvor Arkitektforeningen entydigt og højlydt begynder at arbejde for den åbne arkitektkonkurrence.