Vadehavscentret, Dorte Mandrup. Foto: Adam Mørk
Vadehavscentret, Dorte Mandrup. Foto: Adam Mørk

Vadehavscentret

Stoflighed er på vej ud af vores del af verden, og arkitekterne prøver at generobre forbindelsen. Således er Vadehavscentret mere end et stykke fremragende arkitektur for øjet.

FAKTA

Vadehavscentret
Okholmvej 5, Vester Vedsted, 6760 Ribe
Arkitekt: Dorte Mandrup A/S,
Marianne Levinsen Landskab A/S
Udstillingsdesign: JAC studios
Bygherre: Esbjerg Kommune
Med støtte fra: Realdania, A.P. Møller Fonden m.fl.
Ingeniør: Steensen & Varming og Anders Christensen ApS
Opført: 2017

Blandt Vadehavscentrets overvældende mange besøgende kan arkitekterne på nuværende tidspunkt  formodentlig tælles i hundredtal. Undertegnede er en af dem, som tilmed har været forbi to gange.

Centret var og er stadig et gårdanlæg eller en lille landsby med større og mindre, fritliggende og sammenhængende bygninger. 

Den nye arkitektur har forbindelser til lokalområdets længehuse med stråtækte tage. Andre elementer minder om træbeklædte lader i USA. Visse facadepartier er lameldøre, som kan skydes frem og tilbage, så stolper kommer til syne. Det virker japansk.

Men måden, strå og træ er skåret sammen på, findes kun her. At facade og tag nogle steder er i ét stof, er sjældent; alle løfter hånden for at røre ved husets stride kamelpels. 

Arkitekturen er fyldt med associationsmuligheder og nye indtryk, som minder om noget, man har oplevet før, uden at lighederne bliver helt tydelige i bevidstheden. Deja-vu-oplevelser hævdes at forsvinde, når man går grundigt ned i stoffet, men i mit tilfælde har det ikke hjulpet; jeg har besøgt dette sted mere end to gange, men det må have været i drømmende tilstand. På den måde er arkitekturen, for mig, forbundet med Vadehavets ofte slørede, uvirkelige skift mellem vandspejl, vader og marsk. Også her kommer man i tvivl om grænsen mellem drøm og virkelighed.

Vadehavscentret, Dorte Mandrup. Foto: Adam Mørk
Vadehavscentret, Dorte Mandrup. Foto: Adam Mørk

Sofistikerede kombinationer

Byggeprojektet er en transformationshistorie, for konkurrenceprogrammet fordrede, at dele af de eksisterende centerbygninger fra 19971 skulle integreres i det nye. 

Således indgår ydervæggene og de bærende stålkonstruktioner, i hvad der oprindelig var en trelænget gård, derfor delvist i den nye hovedform. Mest tydeligt er den vestvendte hovedbygning, som i dag er beklædt udvendigt med lister i forpatineret robinietræ på tage og facader, således at konturerne af de gamle huse træder igennem det nye eksteriørs hovedlinjer. I samme dels indre har man ladet den eksisterende bærende stålkonstruktion og de murede ydervægge, enkelte steder med nye åbninger, indgå i denne sofistikerede kombination af nye og gamle konstruktioner. 

Også i nordfløjen er en mindre del af de bærende elementer og murpartier inddraget i den nye strå- og træklædte skal, som både indkapsler og vokser frem som en stor, vinkelformet nybygning. Syd for naturskolehuset, som er uberørt af ombygningen, ligger en nyopført, fritliggende formidlingsbygning. Som ved hovedanlægget fremkommer varierende udhængsbredder, ved at facaderne er trukket ind i skrå vinkler, og også her er der strå på både tage og facader, kombineret med felter med robinietræslameller.

Bygningerne er bundet sammen af en nord-sydgående gangbro, der kobler sig på udstillingscentrets terrasser mod gårdrummet. Ved indgangsfacaden findes en lignende kombination af rampe og terrasse. Man løftes over den bløde bund og ledes naturligt gennem anlægget. På samme tid en funktionel gestus og et elegant landskabsarkitektonisk element.

Vadehavscentret, Dorte Mandrup. Foto: Adam Mørk

Skræddersyet

Udstillingen om Vadehavets 15 millioner trækfugle og omkring 10.000 forskellige plante- og dyrearter er i harmoni med de nye rum, og resultatet er på samme tid en spændende og fagligt instruktiv fortælling og et kunstværk i sig selv.

En spredt fordeling af elementer i de forskellige hvide rum med lyse gråtoner og naturtræ som farvepalet er en frydefuld vadehavsæstetik, hvis man kan tale om det. Plinte, skilte, montrer, skærme, modeller og belysningsarmaturer er ned til mindste detalje designet og skræddersyet til formålet.

I et specialformet rum flakser fugle op fra en større skærm og fortsætter mod loftet som glimt i omkring 500 små LCD-skærme. Sort sol er der ikke tale om – den ser man bedst i virkeligheden, men sanserne og opmærksomheden skærpes i denne permanente udstilling, som er second to none, inden for sin genre.

Intimitet

Lav, marskbeplantning iblandet grå granitsten, kompositorisk anbragte betonæg og træstubbe skyder op gennem gårdrummets rektangulære fliser og grusbelægning.

Det skaber intimitet og noget for øjet blandt publikum, særligt når vejret tillader udeservering. Fine, farverige bede, igen med den japanske air.

Også langs Vadehavscentrets ydersider er landskabet bearbejdet og beplantet. I forhold til stedets store formater forekom de enkelte elementer lidt klejne ved mit andet besøg i september, mens det hele var endnu i sin vorden.

Mest virkningsfulde er stubbene i gården og søen ved vestsiden med en gangbro delvist under vand, fordi begge arbejder med det, man ser, når man kører ud i Vadehavet.

Vadehavscentret, Dorte Mandrup. Foto: Adam Mørk

Håndskåret

De tækkede tage og facader, som løber ud i ét, er udført af danske og hollandske eksperter. Stråene er høstet i Limfjorden og i Ringkøbing Fjord, og når stof og form i dag virker så stærkt, som det gør, er det, fordi det minder os om, at mennesket i det daglige kun udnytter en begrænset del af sit sanseapparat. Stoflighed er på vej ud af vores del af verden, og arkitekterne prøver at generobre forbindelsen. 

På den måde er Vadehavscentret mere end et stykke fremragende arkitektur for øjet. Stråtækte overflader er bløde at se på, men hårde at røre ved, og de lange stræk uden åbninger i facaden ud mod ankomstarealerne fremstår som et aerodynamisk legeme, skåret ud med en kæmpekniv. 

Stråtagets synlige dele og korte rørstykker i forskellig diameter og tæthed skaber dybde og farvetoneforskelle, afhængig af synsvinkel og lysforhold. 

Den ubrudte overgang mellem facade og skrånende udhæng er markant ved hovedbygningens udadgående hjørne. Ved lav sol gløder udhængets underside. Det øvede, håndskårne præg træder frem for en stund. 

Moderne? Gammeldags? Kontekstuelt? Konceptuelt? Alle begreber fordamper, og arkitekturen står tilbage.