The Silo. Nordhavn. COBE. Foto: Rasmus Hjortshøj - COAST studio
The Silo. Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST Studio

The Silo

COBE har lavet en spektakulær og monumental transformation af den ikoniske DLG-silo i Nordhavn. Siloarbejderen Møller, der drikker bajere, er skiftet ud med anonyme velhavere, der kan klare dagens gerning fra deres penthouselejligheder med udsigt over Øresund og København.

FAKTA
The Silo
Fortkaj 30, 2150 Nordhavn
Arkitekt: COBE
Bygherre: Klaus Kastbjerg & NRE Danmark
Ingeniør: Wessberg, Balslev
Opført: 2017

Anmeldelsen er anden del af en dobbeltanmeldelse af de to nye silotransformationer i Nordhavn, hhv. Frihavntårnet og The Silo. Læs anmeldelsen af Frihavnstårnet her

Hvor navnet Frihavnstårnet intet røber om bygningens programmatiske ophav, er nabosiloens nye navn sigende for COBEs tilgang til transformationen. I The Silo gøres alt for at føre den rumlige og materielle arv videre. Hvor Praksis lægger fine fliser rundt om Frihavnstårnet, støber COBE fraskårne stykker fra siloen ned i betonen rundt om bygningen.

De udskårne lysåbninger står stadig knivskarpe, idet vinduerne er lagt udenpå og ydermere skjult bag facaden. Resultatet er, at hele siloen står som en skygge bag facaden, som et stort væsen, der kan skimtes bag en skinnende brynje. Eller som et hus inden i et hus.

Det er mytisk og smukt, og spejler arkitekternes fascination af siloens monumentalitet. En monumentalitet, der er videreført i den nye facade, hvor galvaniserede plader danner en ubrudt og dynamisk stålkappe, som omfatter altanerne, der står som udfoldninger af metallet.

Den djærve indpakning har udløst sammenligninger med Gotham City. Sci-fi-origami, var der en anden, der sagde, transformers en tredje. Selv kommer jeg til at tænke på både samuraisværd, Chrysler-bygningen, smukke rustninger og frække frakker. Og når jeg står og betragter The Silo fra Konditaget Lüders, kommer jeg til at tænke på Påskeøens mystiske kæmper. Kært barn giver mange konnotationer.

Det, der kan synes som legende ubesværethed, er samtidig et mesterligt stykke arbejde. De mange stålplader, der med stor nøjagtighed samles rundt om den småt skrånende silo har krævet deres beregninger, og hver plade er således skræddersyet. Kontrasten mellem denne uantastelige præcision – også der, hvor pladerne møder vinduer og danner hjørner – og grovheden i det galvaniserede stål, er fascinerende.

COBE formår gennem facaden at trække forbindelser mellem fortid og fremtid, idet de galvaniserede stålplader refererer til siloens industrielle æra, mens den computerberegnede præcision i sammensætningen af dem refererer til fremtidens industri. Over for siloens grove funktionalitet, hvor præcision var ligegyldig, står der nu et skarpt digitalt aftryk i facadens ornamentering. 

The Silo. Nordhavn. COBE. Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST Studio
Facaden under konstruktion. Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST Studio

Ultraluksuriøst og megafantastisk

Den funklende stålfacade ligger som et tyndt lag rundt om den grove silo, der på ingen måde skjules, når man kommer ind i bygningen. Beton og rumhøjde er bevaret i størst muligt omfang, hvilket har resulteret i 39 rå, luksuriøse og betagende lejligheder.

Det topper i de fire øverste midterlejligheder, der er mellem 220 og 300 kvadratmeter og har 7 meter til loftet. Her er de indre silovægge skåret ud til søjler i det dobbelthøje rum i midten og giver en vis følelse af at befinde sig i Tyrell Corporations hovedkvarter fra Blade Runner, for nu at blive ved konnotationerne. At vinduerne ligger uden på lysåbningerne, giver en formidabel følelse af udsyn og forstærker fornemmelsen af at have indtaget siloen.

Inde i lejlighederne opdager man, hvor meget mening det også indefra giver med de særlige altaner. De skærmer for både indsyn, vind – og udsyn. Der mangler hverken luft eller udsigt i lejlighederne, og man kan forestille sig, at glas på altanerne ville give følelsen af at bo på et plateau, og endda være en lille smule angstprovokerende. Altanerne bringer også noget af facadens futuristiske æstetik med ind i rummet og skaber samtidig associationer til vand og refleksioner uden at blive dumme billedlige, som perforeringer ofte har det med i ny arkitektur.

På mange måder ligger nøglen til lejlighedernes særkende i lysåbningerne. I dem ses både siloen og transformationen af den, mens selve den værdi, udsigten udgør, konkretiseres. Fantastisk arkitektur eller ej, så udgør udsigten over hele metropolen via Nordhavn det dyreste element i regnestykket – et faktum, der smukt gøres til et arkitektonisk motiv. 

The Silo lejlighed. Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST Studio

Offergaven

Elevator direkte op i lejlighederne og betjent lobby. Begge dele sjældenheder i dansk boligbyggeri. Men egentlig helt på sin plads i The Silo. Ligesom i Frihavnstårnets foyer er The Silos lobbyer en opvisning i, hvordan siloens dejlige drabelighed på elegant vis kombineres med blødt og ekstravagant.

Siloens oprindelige lastbilsport og -rampe fører beboerne ind i lobbyen, hvor sammensmeltningen af det rå og det eksklusive peger på bygningens nuværende funktion som boligbyggeri. Elevatoren står som en reflekterende sort kube, der meget vel kunne være en portal til en verden, og for så vidt også er det. Det havde været rart, hvis den ikke var klemt inde i hjørnet, men det kommer man kun til at bemærke, fordi arkitekterne har gjort sig den ulejlighed at gøre den til noget særligt.

Som et lille sjovt indslag – og nok så betegnende for den rare uhøjtidelighed, arkitekterne også besidder – er en af korntragtene ned til bygningens underetage bibeholdt. Den har en glaslåge ovenpå, og man kan lige forestille sig, hvordan uønskede gæster kan tømmes direkte ned til fitnessrummet, der nu huserer for enden af tragten, ved blot et tastetryk fra conciergen. Tanken er garanteret en stående vittighed for længe siden. 

The Silos forhold til byrum og offentlig adgang er måske udtryk for den samme uhøjtidelighed. Ligesom lokalplanen foreskriver, er der lagt op til erhverv i stueetagen. Men derudover har arkitekt og bygherre valgt at placere et rum tilgængeligt for alle på toppen af The Silo. Glasskrinet, kalder de rummet, som er en tilføjelse på toppen af siloen.

Når nu glasskrinet ikke blev nævnt i beskrivelsen af facaden, skyldes det, at man på en måde gerne vil se lidt væk fra det, når man betragter bygningens æstetiske helhed. Det er en tydelig tilføjelse, og således i tråd med den overordnede strategi. Alligevel er der en snert af noget påklistret over det, som om tilføjelsen stjæler en lille smule af bygningens monumentalitet. Men det er samtidig det, der gør den sympatisk, i al sin programmatiske generøsitet.

I aftentimerne kommer tilføjelsen til at stå som et lysende bånd over stålfacaden og minde om, at glasskrinet er en passende betegnelse, idet det er her, bygningens mest kostbare eje gemmer sig, nemlig den uhindrede udsigt over hele København, hvortil offentligheden gives adgang gennem en restaurant med tilhørende tagterrasse. Glasskrinet er arkitekternes offergave og giver bygningen et anslag af rørende socialisme. Det er vigtigere, end man umiddelbart skulle tro.

Ærgerligt er det dog, at både COBE og alle andre går glip af tegnestuens interiøre design af glasskrinet. Første udkast, med sømløs overgang fra søjle til loft, som vi kender det fra Nørreport, ser formidabelt ud. Andet udkast, med brændte trælameller i loftet får det til at gibbe længselsfuldt i sanseapparatet. Det endelige udkast – restauratørens – virker temmelig ligegyldigt, og man forstår til fulde arkitekternes ærgrelse over frarøvelsen. 

The Silo. Nordhavn. COBE. Foto: Rasmus Hjortshøj - COAST studio
The Silo foyer. Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST Studio

Beauty contest

Man skulle næsten tro, der havde været en konkurrence om, hvilken silo der kunne blive højest og smukkest. Om hvordan man skulle tegne altaner, der ikke bare var små ligegyldige kasser uden på et kæmpekorpus. Om hvordan mødet mellem bygning og by kunne artikuleres så gavmildt som muligt, og om hvordan rå betonkraft kunne danne vellykkede rammer om boligliv på første klasse. Det er i hvert fald nogle af de tematikker, der på meget forskellig vis er lykkedes i de to siloer. Fra inderst til yderst er begge bygninger formidable transformationer, og de klæder hinanden virkelig godt. Jeg er ret sikker på, at de ville stå lidt svagere alene. De løfter simpelthen hinandens gode sider, og den ene kontrasterer den anden på en delikat facon. 

Man kunne spørge til den generelle italesættelse af transformationerne, for i den politiske og retoriske fortælling er der lagt stor vægt på, at siloernes udtryk skal bevares. Måske var det i visse tilfælde mere på sin plads at tale om genbrug? I begge projekter kommer siloen mest til udtryk rent materialemæssigt indeni, og selv om COBE i højere grad dyrker det industrielle afsæt, er det op til boligejerne selv at aptere lejlighederne. Tiden vil vise, om siloens rå indre, der præges af kornets fedtede aftryk og forskellige slags forskallinger, der står som evige aftryk efter en proces, hvor pragmatismen var det førende parameter i konstruktionen, kommer til at bestå. Og hvis ikke, er det måske netop i bygningens ånd, at man går til den med den samme form for pragmatisme. 

Af samme årsag er det svært at hidse sig op over, at Frihavnstårnets silo er så godt gemt, når nu der er vokset det her kæmpe lag af hvide, smukke koraller rundt om den, der aldrig var kommet op at stå lige præcis på denne måde uden siloen. Samtidig bliver man høj af at være i de helt igennem fantastiske indre kompromisløse rum i The Silo og af at betragte siloens lysåbninger bag ved den changerende facade, når man står på gaden. Fascinationen af bygningernes forskelligartede, men meget gennemarbejdede udtryk peger på, at der ikke findes et facit for transformationer. Imellem de to bygningers tilgang til omdannelse folder der sig en diskussion ud om bevaringsgrad og boligpræferencer. Om æstetik, kulturelle værdier og pragmatisk genbrug – på den ene og den anden led. Mens vi diskuterer, kan arkitekterne knuselske The Silo, og alle kan synes Frihavnstårnet er flot. Heldigvis er de der begge to.