Papirøen. Foto: WikiCommons
Papirøen. Foto: WikiCommons

Hvem skal eje den samfundsskabte by?

Papirøen – og byen i det hele taget – er et samfundsskabt produkt. Som derfor også bør være en fælles demokratisk ejendom, skriver arkitekt og forfatter Peter Schultz Jørgensen.

FAKTA
Om Papirøen

Papirøen blev anlagt 1690erne som en kunstig holm. Siden har den været brugt til skibsværft, krigshospital, oplag af kanonkugler og kanonvogne, krudtværk, lager for salt og kul, papiroplag m.v. I 2011 opsagde Den Danske Presses Fællesindkøbsforening (DDPF) lejeaftalen med By & Havn, der ejede øen. DDPF overdrog ved udgangen af 2012 sine bygninger til selskabet Christiansholm Ø ApS, der fra 31. december 2017 er ny ejer af Papirøen.

Christiansholm Ø ApS består af Nordkranen A/S, pensionsselskabet Danica med en andel på 50% samt Unionkul Holding, der ejes af Klaus Kastbjerg (på Nordhavn står Kastbjerg bag Kulkranen og The Silo – den gamle industrisilo med det berømte “Hvad drikker Mølr” – som nu er bygget om til de dyreste boliger i byen). Læs Arkitektens anmeldelse her

Som andre steder, hvor arealer har været tilovers og har befundet sig i et vadested, slog kreative folk med små budgetter rod på Papirøen. De ville noget med byen, og som det ofte sker, er mad en katalysator for udviklingen.

Copenhagen Street Food (CSF) har i dag 300 arbejdspladser. Inderhavnsbroens strømme af gående og cyklende gjorde for alvor Papirøen til en del af byen. CSF har sammen med Experimentarium og promenaden i sig selv, været de største attraktioner. På blot fire år blev øen en topdestination for københavnere og turister.

Men på trods af succesen slutter festen 22. december. I det nye år går de nye ejere i gang med at nedrive bygninger og byggemodne.

De oprindelige initiativtagere til CSF flytter 2,5 km længere ud på Refshaleøen på en tiårig lejeaftale. Her er der mere plads, og initiativtagerne satser på, at det bliver større og vildere. Andre har planer om at flytte ind i Baron Boltens Gård i City.

Man skal ellers ikke have meget fantasi til at forestille sig, hvad det kunne være blevet til på Papirøen, hvis kommunen – københavnernes fællesskab – havde beholdt øen og ladet stedet udvikle sig organisk og uden bagkant. Byen burde have et helt netværk af den slags frirum ligesom parker.

Men, som geografen David Harvey skriver:

“Urbanisering er en fortløbende produktion af byen som fællesskab… og samtidig de private interessers fortløbende tilegnelse og destruktion af dette.”

Transformationen

I samarbejdsaftalen mellem By & Havn og Christiansholm Ø ApS’s fra 2012 blev det fastlagt, at Christiansholm Ø ApS skulle overtage driften af bygningerne. Samtidig skulle By & Havn i tæt samarbejde med Christiansholm Ø ApS og Københavns Kommune udarbejde lokalplangrundlag for den fremtidige anvendelse af øen. I 2015 blev der igangsat en arkitektkonkurrence for “et helt særligt sted i København”. Vinderprojektet, der var et skulpturelt forslag fra COBE, skulle efterfølgende indarbejdes i en lokalplan. Læs dommerbetænkningen

Forslaget gav anledning til ændring af Kommuneplan 2015 og lokalplanen. Bebyggelsesprocenten blev øget fra 110 til 150. Det er ca. 12.000 kvm ekstra. Bygningshøjden er ændret fra 20 til 41 m. I lokalplanen står der nu: “Bebyggelsen må være op til 30 m og herudover højst tre tårne i op til 41 m.”

Der udlægges 1.800 kvm til butikker til daglig- eller udvalgsvarer med en maks. størrelse på 100 kvm. Kommuneplantillæg og lokalplan for Christiansholm

Der kan opføres 270-340 boliger med en gennemsnitsstørrelse på mindst 95 kvm, heraf 25% almene boliger. Dertil hotel, udadvendte publikumsorienterede erhverv, et kommunalt vandkulturhus samt nye delvist åbne haller, der omkranser ‘den grønne hal’. Herligheden omkranses af promenader, der er noget bredere end i dag.

By & Havn havde gjort sin del af arbejdet. Med lokalplanen var Papirøens værdi øget markant. By & Havn har brug for penge i kassen.

Salgsprisen for “byens kronjuvel” – som direktøren for By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen, har kaldt Papirøen – er hemmelig. Ja, hvad kan mon en ø mellem Nyhavn, Operaen og Christianshavn med 45.000 kvm byggeret koste?  Hvis det er nordhavnspriser, er det ca. en halv mia. kr. Den centrale placering samt de sidste års midlertidige aktiviteter og den generelle prisudvikling peger måske på det dobbelte? Hvem ved.

Mens Nordhavn, som jo er meget større, bliver solgt i bidder med mulighed for variation, så bliver hele Christiansholm solgt til én investor (bortset fra et hjørne, hvor kommunen vil opføre et vandkulturhus). Hvordan de videre ejendomsforhold vil blive, vil vise sig. Lokalplanen er nu næsten det eneste tilbageblevne styringsredskab.

På kollisionskurs med københavnernes by

Er det ikke dybt problematisk, at en meget betragtelig del af byudviklingen i København foregår i regi af en selskabsform baseret på indskrænket demokrati? Med en snærende gæld, en bundlinjeparalyseret byudvikling og en pantsat fremtid er By & Havn og selve selskabskonstruktionen på kollisionskurs med københavnernes by.

Denne økonomi- og ideologidrevne byudvikling, med afhændelse af københavnernes byjord til private hænder, baserer sig på et koncept, der bringer sig i et tiltagende modsætningsforhold til københavnernes langsigtede behov, og til de nye indsigter i, hvad bysamfundets økonomi, demokrati, bystruktur og økosystemer er – eller kunne være.

Der er jo sket en del siden midten af 1990erne, da forudsætningerne for dagens byudvikling blev lagt fast. F.eks. er vi flyttet ud i byens rum og opfatter dem som vores fælles gode. Cyklen og kollektiv transport er blevet de primære transportformer, og vi erkender i dag byen, eller endnu bedre, regionen, som biotoper, hvor de miljø- og samfundsmæssige forandringer er uadskillelige og integrerede.

Der er selvfølgelig flere felter med positive landvindinger, men er vi nået til en helhedsopfattelse af, hvad urbanitet kan være også i den store skala? Af hvad København sammen med Vestegnen og det øvrige Sjælland kunne være som urbant samfund? I det perspektiv er det f.eks. langt fra sikkert, at den massive byudvikling i Københavns Kommune med de planlagte 3.700 boliger om året frem til år 2027, ca. samme niveau som i 2007, lige inden boligmarkedet kollapsede.* 

Den samfundsskabte by

Som det øvrige København er Papirøen jo et samfundsskabt produkt, som derfor også forsat må være en fælles demokratisk ejendom. Er det ikke nu, vi skal have en debat om, hvilke af de arealer, som By & Havn ejer, der skal føres tilbage til københavnernes demokratiske rum – kommunen?

Det skal være inden, de sidste arealer glider ud mellem fingrene på os til kommerciel udnyttelse. Der er ikke mange tilbage.

Papirøen og f.eks. Nordhavn kunne jo være blevet steder, som kommunen beholdt ejerskabet over for at sikre frirum for københavnerne.

Steder, hvor iværksættere, foreninger og kooperativer kunne trives med en billig leje, og hvor københavnerne, som de er flest, kunne trives, være og være med uden penge på lommen.

Steder, der kunne bære biotoper af by og havn. Nordhavn kunne i en langsom forvandling i det stigende havvand blive byens undervandspark, østersbanke og meget mere, som man nok skal finde på efterhånden.

I midlertidighedens nøjsomhedskultur har aktivister, iværksættere, kulturfolk og kunstnere vænnet sig til at blive skubbet rundt. Det er nødvendigt at løfte blikket fra ‘projektet’ og – sammen med jævne københavnere – at forholde sig lige så kreativt til byen som helhed, samt til hvad det er er for et bysamfund, vi vil have i det lange perspektiv. Der må en anden skala på bordet, som tager fat på byens struktur, radikal demokratisering, produktion og bysamfundets egenøkonomi, den sociale dimension m.v.

Vi bliver nødt til at tale om jorden. Om hvem der ejer Københavns matrikler, og hvem der bestemmer.

Peter Schultz Jørgensen er byplanlægger og skriver om byer og urbane bevægelser. Bogen: “Byer i Opbrud – om det anti-fælles, det fælles og det næste samfund” er netop udkommet på forlaget Bogværket. Den kan købes her

*Mens 29% af boliger i perioden 1994-2006 blev opført i Håndfladen i Hovedstadsområdet, er den andel i perioden 2007-2015 45%. Hovedstaden 2010 – Fremtidens udfordringer for planlægning i hovedstadsområdet. Dansk Byplanlaboratorium 2017.