Frihavnstårnet. Foto: Jens Markus Lindhe

Frihavnstårnet

Frihavnstårnet var og er en del af DLGs ikoniske solimakkerpar i Nordhavn. Dens nyligt færdiggjorte transformation gør den til et emblem for en ny bydel og en ny tid.

FAKTA
Frihavnstårnet
Helsinkigade 18 & 20, 2150 Nordhavn
Arkitekt: Praksis
Bygherre: Kornaksen A/S
Ingeniør: Henry Jensen A/S, Halldór Stefánson, Joachim Krongaard-Mikkelsen, Jesper Kristensen, Jepser Thorsted
Opført: 2017

Anmeldelsen er første del af en dobbeltanmeldelse af de to nye silotransformationer i Nordhavn, hhv. Frihavntårnet og The Silo. Læs anmeldelsen af The Silo her

Siloernes største aktiv er naturligvis beliggenheden. På trods af den kulturhistoriske og materielle værdi er det først og fremmest udsigten og den umiddelbare nærhed til by og havn, der tillader lejlighederne at sætte salgsprisrekorder.

Vi har også set det andre steder; siloernes unikke beliggenhed og størrelse gør dem super­attraktive som udviklingsprojekter. Bl.a. får man muligheden for at arbejde med en bygningshøjde, man næppe havde fået tilladelse til på et nybyggeri med samme beliggenhed.

Ud over den oplagte fordel, hvad beliggenhed angår, er spørgsmålet, i hvor stor grad motivationen til at bevare silokonstruktionerne først og fremmest er kulturelt betinget. Man skulle mene, at der trods store investeringer i modificeringer også må være et økonomisk og bæredygtighedsmæssigt incitament i at bevare den eksisterende struktur fremfor at nedrive og bygge nyt, når der er tale om så store konstruktioner.

Spørgsmålet er særligt interessant i forhold til diskussionen om, hvor meget af det oprindelige udtryk, der skal bevares rent æstetisk. At arkitekter finder en særlig skønhed i de rå siloer, der før stod som to gigantiske volumener, er ikke så mærkeligt. Men det er egentlig heller ikke så mærkeligt, at den almindelige, betonforskrækkede borger og boligejer ikke nødvendigvis værdsætter skønheden i monolitisk industriarkitektur. Hvor vigtigt er det visuelle og taktile bidrag til stedets kulturhistorie, når der formentlig er andre, lige så tungtvejende begrundelser for at bevare siloerne?

Frihavnstårnet. Praksis Arkitekter. Nordhavn. Foto: Jens Markus Lindhe
Frihavnstårnet. Foto: Jens Markus Lindhe

Siloen er indeni

Praksis’ bevaringsmodel for Frihavnstårnet er i den forstand af ret konceptuel karakter. Lejlighederne ligger inden i silokonstruktionen, som er skåret op og beklædt med sammenhængende altaner på tre af facaderne og ekstra rummoduler på den fjerde.

Siloen kan ikke ses udefra, og den er forholdsvis gemt også interiørt. Sidstnævnte skyldes dels boligejernes præferencer, men stilen lægges allerede i korridorerne, hvor sisaltæpper og gipsvægge til lige over dørhøjde skjuler siloens flader.

Det giver en lidt kulisseagtig følelse, eftersom man kan se betonen i rummets øverste del. Inde i lejlighederne er væggene i de tidligere kornkamre for det meste skåret helt op og står tilbage som en slags udspringende pilastre. Den af lejlighederne, hvor vægfragmenterne og de nøgne betonvægge har fået lov at stå åbne, er selvfølgelig beboet af en arkitekt.

I vedkommendes lejlighed kan man se, hvor smukt resultatet bliver, når siloens grove beton møder nye elementer i fin beton. Hertil kommer aptering og vinduesrammer i egetræ, som giver lejlighederne et varmt og eksklusivt præg. At flere af boligejerne ikke dyrker denne kontrast mellem silobeton og egetræ, kan man undre sig over, for den er virkelig lækker.

De øverste fem etager af bygningen er bygget oven på den eksisterende konstruktion, hvilket viser sig subtilt som en rytmeændring i søjlerækkerne i facaden. Inden i toplejlighederne er der ingen referencer til siloen, her er den rå beton udskiftet med rå udsigt, så man glemmer alt om nostalgi og taktilitet. Der skal også temmelig rå ressourcer til for at erhverve en af penthouse­lejlighederne, men med 75 forskellige lejligheder, der går ned til godt 60 kvm, er der et bredt udbud i Frihavnstårnet. 

Frihavnstårnet. Praksis Arkitekter. Nordhavn. Foto: Jens Markus Lindhe
Frihavnstårnet interiør. Foto: Jens Markus Lindhe

En modernistisk kniplingskjole

Tanken om, at der ind imellem al den finskårne, hvide luksus gemmer sig en silokolos, er ret besnærende. Særligt når man beundrer bygningen på afstand, og Frihavnstårnets elegante søjlespil står som en modernistisk kniplingskjole rundt om siloen.

Og selv om beklædningen ikke svajer i vinden, står den anderledes bevægeligt end den forstenede betonsilo, noget alle dilatationsfugerne vidner om. Bygningen fremstår rytmisk og velkomponeret som helhed, med en dejlig kombination af gentagelser og forskelle.

Noget så enkelt som et skift i arkadehøjden fra nord- til sydfacaden skaber en afgørende dynamik i bygningen. Helt tæt på risikerer kritiske øjne at snuble i fugerne og enkelte rytmeforskydninger, men det kan man nemt se bort fra. Som beboer ville jeg muligvis også have irriteret mig over de hvide sten, der dækker udhænget over den sydlige arkade, men jeg aner ikke, hvad alternativet skulle have været, så lad nu det ligge.

Man lægger kun mærke til det, fordi alt andet er så fint og velgennemført. Mon ikke beboerne også har travlt med at kigge alle mulige andre steder hen, når nu de har fået så store altaner, der generøst smelter deres lejligheder sammen med himmelen over København.

Det fine lag af horisontale bevægelsesplaner, der er trukket helt ud i facaden, viser, med hvilken graciøsitet arkitekterne har kontrasteret siloens glatte, vertikale og utilgængelige konstruktion. Netop denne kontrast er noget af det fineste ved Frihavnstårnet.  

Frihavnstårnet. Praksis Arkitekter. Nordhavn. Foto: Jens Markus Lindhe
Frihavnstårnet inden transformation. Foto: Jens Markus Lindhe

Arkaden med de mange glæder

Frihavnstårnet gør sig også bemærket i mødet med byrummet, hvor en arkade løber rundt om hele bygningen. Praksis har givet sjældent set opmærksomhed til flisebelægningen i arkaden, hvor sten i tre farver danner mønster. Det er flot og understøtter arkademotivet, der balanceres fornemt mellem det arkaiske og moderne. I sydsiden bliver søjlegangen del af en restauration i bygningens stueetage, der vender ud mod den kommende Hamborg Plads.

Et lille skår i arkadeglæden er de overdimensionerede, taghængte lamper i nordsiden, hvor beboerne har deres adgang til huset. Lamperne virker klodsede og mod hensigten i forhold til at lade den høje arkade møde den lille menneskekrop, så man i stedet bliver en smule skalaforvirret. Til gengæld er hele væggen her klædt med imødekommende egetræsbrædder, så man genfinder sin skala.

Den fine sammensætning af flisebelægning, egetræ og beton gentages i de to ankomstfoyerer, der står som to smukke æsker foret med silobeton, plisserede egetræspaneler og en bænkeniche i egetræ. Herfra er der også adgang til bygningens mest forunderlige rum, som er trappeopgangen.

Her har ny og gammel beton blot fået et lag guldlasur, der sammen med den velovervejede belysning får væggene til at stå som smukke relieffer. Det er enkelt og alligevel ret spektakulært. Det samme kan man faktisk sige om cykelkælderen, der netop ikke er en kælder, men som ligger i niveau og dermed har fået den placering i byggeriet, som egentlig burde være en selvfølge i København. Sådan!