Devilat og Felipe Lanuza: Et hus nær Santiago, Chile. Tegningen er baseret på 3D-laser-scanninger af stedet.
Devilat og Felipe Lanuza: Et hus nær Santiago, Chile. Tegningen er baseret på 3D-laser-scanninger af stedet.

15. december 2017

En smuk abstraktion

Konferencen og udstillingen "Drawing Millions of Plans" satte i november fokus på plantegningens potentialer. På, hvordan den påvirker os og afslører os, og på, hvordan den har forandret sig, i takt med at nye medier som 3D-modellering og digitale renderinger har vundet indpas i den arkitektoniske praksis.

Interview med arkitekt MAA og ph.d. Anna Katrine Hougaard og Martin Søberg, adjunkt og ph.d., KADK.

Hvad er det en plantegning kan? 

AKH                         Planen er i stand til at koge en masse information ned og skabe overblik over bygningens rumlige kompleksitet, som ellers kan være svær at overskue. Den er helt central for vores fag, hvilket var grunden til, at vi valgte netop den og ikke opstalten eller snittet, da vi skulle fokusere konferencen og udstillingens emnefelt. 

Derudover ville vi gerne undersøge, hvilken betydning det har haft for plantegningen, at nye medier som 3D-modeller og renderinger har fundet vej ind i den arkitektoniske praksis. I den forstand har konferencen og udstillingen handlet lige så meget om de forskellige måder, vi ser og forholder os til arkitekturen på i dag. 

MS                           Planen viser os noget, vi ellers ikke ville kunne se; huset set oppe fra, minus tag, etage for etage, og som repræsentationsform er den således meget abstrakt og fuldstændig løsrevet fra vores kropslige oplevelse af verden. 

I dag ser vi en tendens til, at arkitekternes visualiseringer bliver mindre og mindre abstrakte. De digitale værktøjer har gjort det muligt at visualisere arkitekturen mere realistisk, og man forsøger i højere grad at simulere, hvordan arkitekturen vil komme til at se ud i fremtiden, fremfor at repræsentere. Forskellen er, at hvor man med repræsentationen ikke er i tvivl om, hvad der er virkelighed, og hvad der er afbildning, så prøver man i simulationen at nedbryde grænsen mellem afbildning og virkelighed; man bliver i tvivl om, hvad der er hvad, hvilket vi f.eks. kender fra virtual reality (VR) eller renderinger. 

Har det påvirket måden, vi forholder os til plantegningen på?

MS                           Arkitekter afkoder uden besvær en plantegning, men når vi skal samarbejde med andre faggrupper og lægfolk, rækker vi måske oftere ud efter renderingen, idet vi forestiller os, at den er lettere at forstå og leve sig ind i. På konferencen kom der flere interessante bud på, hvordan vi kan gøre planen lettere at læse. F.eks. havde Kyle Branchesi og Shane Reiner-Roth fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) set på kort over IKEA, storcentre og forlystelsesparker – kort eller plantegninger, som alle bør være lette at aflæse, men hvis rumlige fremstilling sjældent overholder skalaforhold og ofte springer i perspektiv osv. Men på trods af at disse planer hverken overholder skala eller konventionerne for en korrekt plantegning, så er de ofte tættere på vores egentlige måde at opleve rumlige forhold og arkitektur på. Branchesi og Reiner-Roths oplæg åbnede op for en diskussion om, hvorvidt man ville kunne arbejde med plantegninger på andre og mere komplekse måder, end vi er vant til, hvilket måske ville kunne gøre det lettere for arkitekter at diskutere et projekts rumlige organisering med andre faggrupper. 

AKH                         For mig er det inspirerende som arkitekt at se, hvordan plantegningen udvikler sig, i takt med at nye visualiseringsformer kommer til; f.eks. kan et 3D-scan opmåle hver eneste lille ting og detalje i et eksisterende rum. Denne hyperrealitet smitter af på måden, vi tegner planer på, f.eks. ser man i øjeblikket plantegninger, der også viser rod og efterladenskaber fra livets tilfældigheder, et fokus, der traditionelt ikke er i en plan. Det er, som om planen vokser ind i og muterer i mødet med de digitale muligheder, også i forbindelse med 3D-modellering og -produktion. Her bruger man måske ikke én, men utroligt mange planer, der så printes lag for lag, når man skal materialisere komplekse rumlige geometrier. Her eksisterer planen forsat, men på en anden måde, end vi er vant til. 

Det er svært at sige, hvad fremtiden bringer, men ligegyldigt hvad, er plantegningen jo virkelig god, når du som arkitekt skal forstå en bygning; du sidder med fingeren, fører den fra rum til rum; går fra et værelse til et andet, alt imens du forestiller dig, hvordan rummene tager sig ud.

MS                           Der har været arkitekter, for hvem planen har været et utrolig vigtigt arbejdsredskab. For Le Corbusier genererede planen det hele; det var den, han lagde ud med, sad og rykkede rundt på, afprøvede og undersøgte ting igennem. De nye digitale arbejdsredskaber har måske åbnet op for, at vi begynder et andet sted og således arbejder på en anden måde. Så selvfølgelig er der ting, som har forandret sig, i takt med at vores værktøjer har forandret sig, men når det er sagt, har der jo også tidligere været arkitekter, der var mindre optagede af planen. Adolf Loos f.eks.; han tillagde ikke planen særlig stor betydning; han tænkte mere i rumlige forløb. Hvordan man forholder sig til plantegningen, vidner måske i højere grad om den gældende arkitekts holdning til arkitektur – og de forskellige holdninger kan genfindes på tværs af tidsperioder. 

AKH                         Poul Ingemanns skitser er et enormt godt eksempel på, hvordan planen kan danne afsæt for en kontinuerligt undersøgende arbejdsproces. Han bliver ved med at stille spørgsmål til planen; til hvordan den kan organiseres, og til hvilke rumlige implikationer det f.eks. får, hvis en streg flyttes eller slettes. Den kreative idéproces og arbejdet med tegningen er her helt tæt sammenknyttet. Ofte oplever man jo, at tegningen kaster noget af sig, når man sidder og arbejder med den; at den vil et andet sted hen, end man havde forudset. 

Poul Ingemann: Planskitse.
Poul Ingemann: Planskitse. Den blå farve markerer første fase, den røde den næste.

Men synes tegningen til tider at have sit eget liv?

MS                           Ja, eller der er i hvert fald en gensidig påvirkning mellem den, som tegner, og tegningen; en slags samskabelse. Måden, vi kreativt arbejder med tegningen på, vidner her en hel del om, hvordan vi forholder os til kreativitet og til arkitekten som skabende subjekt. I renæssancen forsøgte Leon Battista Alberti at gøre arkitektdisciplinen idébåret. Her herskede en forestilling om, at arkitekten udtænkte sit projekt – det var en idé, der lod sig nedfælde på et stykke papir som et gudsbenådet partitur og kunne således opføres direkte herefter. Mange af de eksempler, vi har med på udstillingen, peger på, at vi anser arkitekturens tilblivelsesproces for mere kompleks i dag. Man er mere bevidst omkring, hvordan et projekt tager form af det sociale og materielle, af dem, man samarbejder med, at tingene kan gå galt og ændre kurs osv. 

AKH                         Tegningen har sin egen agens og intelligens; når du har tegnet planen, ved du allerede noget om de andre tegninger – om opstalten og snittet. Eller når du har tegnet opstalten, så begynder du allerede at vide noget om planen. Tegningen er på den måde større end én selv – den driver dig et sted hen, hvilket er ret spændende at blive mere bevidst omkring. 

Kunne vi være bedre til at tale om tegningen som medie? 

MS                           Ja, vi kunne sagtens være mere mediebevidste som arkitekter og inddrage tegningen, særligt planen, mere i vores diskussion af arkitektur. Når vi sætter en streg, så markerer vi jo en forskel; et indenfor og et udenfor, og på den måde fortæller planen en hel del om, hvordan vi organiserer os. 

I 2015 udkom bogen Grundrißfibel Wohnbauten, der indeholder planer fra en lang række af konkurrencer om almennyttige boligprojekter i Zürich. Ved at udskrive en konkurrence for hvert projekt og ved sidenhen at samle alle planerne i bogen blev der skabt grobund for en faglig såvel som politisk diskussion af boligbyggeriets udvikling, hvor man spurgte ind til, hvad en bolig er, hvad den skal kunne osv. De mange planer gjorde det muligt at sammenligne og katalogisere de mange projekter, og planen fungerede her som et analytisk redskab, hvormed man kunne få en føling med skiftende tendenser i samfundet. 

Herhjemme har vi haft Kay Fisker, der i 1930erne kortlagde samtidens boligbyggeri ved netop at analysere og sammenligne planer. Hans arbejde – på arkitektskolen – fik stor betydning for måden, vi byggede boliger på i 30erne og 40erne og var således med til at højne boligstandarden herhjemme.

Men plantegningens mange sociale og kulturelle aspekter tænker vi ikke altid over – men det burde vi måske blive bedre til. For måden, vi bruger medierne på, siger en hel del om, hvordan vi forholder os til hinanden og til verden.

AKH                         Tegningen står aldrig alene, forstået på den måde, at når vi underviser i tegning i forhold til mediebevidsthed, så kan man ikke gøre det uden samtidig at tale om at bygge. Tegningen står altid mellem arkitekten og bygningen, og det kan være svært at skille tingene ad; tegningen fra bygningen, bygningen fra arkitekten, arkitekten fra tegningen. Hvem påvirker hvem? Det er vigtigt at tale om, for ellers tegner vi jo bare uden at tænke nærmere over det. Hvis vi var mere bevidste om de muligheder og begrænsninger, som tegningen rummer, og var bedre til at stille spørgsmål til konventionerne, ville nye måder at tegne – og bygge på – måske opstå. 

MS                           Som akademi er det vores opgave på den ene side at bevare og værne om konventionerne og på den anden side at være dem, som går forrest i forhold til at udfordre dem. Vi skal spørge ind til fagets mange aspekter som f.eks.: Hvad er en tegning, og hvilken betydning har det, at vi arbejder, som vi gør? Vi skal være kritiske, lære vores studerende at være det og at være bevidste om måden, de arbejder på, for på den måde at kunne skubbe til faget – også ude i praksis.

Rachel Hurst: A Million Hours of Plans, 2017

Hvad gør en plan smuk? 

AKH               På Arkitektskolen lærer man vel netop at kunne se det smukke i en plan. Man lærer at læse den; afkode de intentioner, der skjuler sig bag stregernes organisering. En af de planer, jeg selv holder mest af, er konkurrenceplanen over Freie Universität i Berlin af Josic, Candilis og Woods. Jeg kan godt lidt tegningens æstetik og det tankesæt, som gemmer sig bag; at organiseringen er fleksibel, og tanken om, at dem, som bruger bygningen, skulle kunne tilpasse den til et fleksibelt liv. Men jeg tror ikke, at jeg ville have fundet planen over Freie Universität smuk, før jeg begyndte på skolen. Jeg ville nok bare have syntes, den var lidt tør og kedelig. Planen er et sprog – et sprog, man lærer at tale.