Siena. Nina Ventzel Riis. Kulturarv.
Siena fra oven, efterår 2017. Den byggede kulturarv er massiv og ikke til at undgå i de Italienske byer, hvor bygninger, gader, fortove, bymure med mere tilsammen danner byer, der ligger som tykke tæpper af sten i de grønne landskaber. Foto: Nina Ventzel Riis

15. december 2017

Den byggede kulturarv og os

Kulturarv skaber identitetsfølelse, sammenhold og historisk forankring for mennesker. Alligevel melder kommunerne om nedrivningsplaner. Nina Ventzel Riis opfordrer til, at politikere og sagsbehandlere tænker sig langt bedre om, før der gives grønt lys til at rive kulturarven ned og bygge nyt.

Jeg har lige været i Italien, og som altid imponerer landet med sin overdådige mængde af historiske levn i form af smukke huse, store villaer, stenbelagte veje og fortove, velbevarede bymure og smukt udførte broer. At alt det smukke findes i en sådan overflod, som man oplever det i Italien, er mindst lige så bemærkelsesværdigt som detaljerne i det enkelte objekt. I Italien er kulturarven umulig at undgå. Man ser på den, går på den, færdes i den, sover i den, spiser i den og rører ved den mange gange om dagen. Et besøg i støvlelandet leder opmærksomheden hen på, hvor forholdsvis lidt den byggede kulturarv fylder herhjemme. Altså fysisk fylder i vores omgivelser. 

Man kunne passende sætte spørgsmålstegn ved, hvordan det påvirker os at omgås versus ikke at omgås den byggede kulturarv på daglig basis. Det er alment kendt, at kulturarv, som generelt begreb, skaber identitetsfølelse, sammenhold og historisk forankring for mennesker i et samfund. Så hvad sker der, hvis man bor et sted, hvor kulturarven ikke er allestedsnærværende og tilgængelig i det daglige? Hvor kulturarven ikke nødvendigvis er noget, vi omgiver os med hver dag, men noget, der skal købes billet til, og som besøges i sommerferier og på søndagsudflugter. Hvad gør den daglige kontakt til kulturarven ved os? 

Uden at gå ind i en større perceptionspsykologisk udredning omkring kulturarvens påvirkning af mennesker kan man sige, at den byggede kulturarv i kraft af sin rumlighed, synlighed, størrelse og tyngde påvirker os på en anden måde end den kulturarv, vi går på museum for at studere. Kulturarvens bygninger brillerer ved, at vi kan gå ind i dem og dermed placere vores kroppe inden i det bevarede objekt. Sammenlignet med en museumsgenstand er dette en helt unik kvalitet. Kulturarvsobjektet kan påvirke os, uden at vi tænker over det. Og det kan ændre på vores opfattelse af os selv, i kraft af den historiske ramme eller baggrund for dagligdagens gøremål, som den danner. 

Og måske glemmer vi netop det. At den byggede kulturarv, ud fra et bevaringssynspunkt, på flere punkter er at sammenligne med en museumsgenstand, der blot adskiller sig med sin størrelse og sin synlige og urokkelige tilstedeværelse i det offentlige rum. Den står der bare som en mut kæmpe, der tvinger os til at interagere med de iboende værdier, der kan fortælle os om en tid, vi ellers kun kan læse om i bøgerne. På samme tid inviterer den os indenfor til en helkropsoplevelse af de tilbageværende bevarede kulturarvsværdier. Hermed får vi en oplevelse af tid, rum og historiske lag, og vi får fornemmelsen af en identitetsskabende forankring i et foranderligt samfund. 

Og enten ved vi det godt, eller også har vi det på fornemmelsen, for flere undersøgelser gennem tiden (bl.a. Realdanias undersøgelse Kulturarv – En værdifuld ressource for kommunernes udvikling – En analyse af danskernes holdning til kulturarv fra 2005) viser, at danskerne vægter kulturarv højt som et vigtigt og betydningsfuldt parameter, når de skal vælge, hvor de skal bo, arbejde og tage på ferie. Analysen konkluderer bl.a., at 82% af danskerne er villige til at betale en højere husleje for at bo i en bolig med kulturarvsværdier. Et tal, der slet ikke ville kunne imødekommes i dag, hvis vi gør tallene op for boliger med kulturarvsværdier versus boliger uden. 

På trods af, at Danmark ikke er i nærheden af at kunne hamle op med den mængde af bygget kulturarv, vi ser i eksempelvis Italien, så har danskerne dog alligevel et veludviklet ømt punkt for kulturarven. Så har vi overhovedet råd til at nedrive eller miste selv den mindste lille bygning, der rummer værdier, der kan kategoriseres som kulturarv? Hvis efterspørgslen og følelserne omkring kulturarv i dag er de samme, som da Realdanias undersøgelse blev lavet for 12 år siden, har vi ikke. Tværtimod. Så ville vi skulle bevare langt mere, end vi gør i dag.

Man kan derfor undre sig over, at man gang på gang læser om flere kommuners nedrivningsiver, når det kommer til bevaringsværdige bygninger, der skal give plads for nyt boligbyggeri, der skal fortætte byen. Tvinger vi i virkeligheden mennesker til at bo i nyopførte, kønsløse boligblokke mod deres vilje, fordi det er de boliger, der er tilgængelige? 

Jeg tror, at vi og især politikerne og sagsbehandlerne på kommunerne skal tænke sig langt bedre om, før der gives grønt lys til at rive ned og bygge nyt. 

Nina Ventzel Riis er arkitekt MAA og del af Arkitektens kritiske klumme-panel.

Artiklen blev bragt første gang i Arkitekten 10/2017.