Foto: 2017 Alcon Entertainment, LLC All Rights Reserved
Generationsarkiv af replikanter i Wallace Corporation. Foto: 2017 Alcon Entertainment, LLC All Rights Reserved

7. december 2017

Blade Runner 2049

Blade Runner 2049 er en forventnings-opstemt replika af 80ernes størte sci-fi-udladning. Momentvist langsom og rumfortryllende, langt oftere skriggul, effektjagende. Hvor alt er by i 2019, tager vi i 2049 ud på landet. Her finder filmen døren til sit eget værelse.

FAKTA

Blade Runner
USA, The Ladd Company/ Warner Bros., 1982
Instruktør: Ridley Scott 
Manuskript: Hampton Fancher og David Peoples
Baseret på: Phillip K. Dick-romanen Do Androids Dream of Electric Sheep? (1982)
Production design: Lawrence G. Paul, David Snyder (art director) og Syd Mead (‘visuel futurist’)

Blade Runner 2049
USA, Warner Bros., 2017
Instruktør: Denis Villeneuve
Manuskript: Hampton Fancher og Michael Green
Production design: Dennis Gassner, Syd Mead (design team)

Blade Runner 2049 starter som sin forgænger i luften, men uden for byen. Filmens optakt tager os med på en svævetur ind over et postkatastrofalt landskab, hvor markdannelser af grålige drivhuse og solpaneler i endeløse rækker dækker Jordens ufrugtbare skorpe. Da vi lander sammen med protagonisten, Nexus-9-replikanten K, skifter farverne til brunt. På den store, golde flade ligger en gård, et beboelseshus flankeret af giftdunstende dyrkningshaller. Et dødt træ på gårdspladsen er fastholdt i naturlig position af wirer. Stilheden, brudt af K’s fartøj, gemmer på en latent vold. Et atmosfærisk slægtskab med et fortidigt landbysamfund slås an. Men der findes ikke noget samfund herude, ingen landsby, kun én overlever, en eftersøgt Nexus-8-replikant fra den sidste Tyrell-generation, og han skal pensioneres. Scenen for aflivningen, som instruktør Denis Villeneuve bruger til at hæfte sig på Ridley Scotts plot og kronologi, foregår indenfor på gården. Vi kommer ind, ser en gryde, der koger på et komfur. Under vinduet et køkkenbord, vask og vandhane. Det ligner i går, det ligner i morgen. Lyssætningen er indendørs overskyet som en mørkegul Hammershøi eller Tarkovskij på vej ind i Zonen. Få skramlede genstande her og der stilles virkningsfuldt an, en lædersofa mod slidt tapet, en mærket blikæske, der gemmer på en hemmelighed. 

Sekvensen fra landing til indtræden i filmens første bolig er efter min overbevisning nogle af de vigtigste billeder, der bygges i Blade Runner 2049. Boligen som beskyttende æske for minder og fravær rummer filmens store åbning, et sted, hvor vi kan se langt og se os omkring. Genkendelse er sci-fi’ens mest frapperende og forlokkende virkemiddel. En dag vil en fabrikeret cyborg tage et glas vand fra hanen i dit køkken. Genre-grebet minder os om, at ting, rum og robotter vil overleve vores egen historie. Sci-fi er, når den er bedst, en test-scene for fremskrevne arkæologiske udgravninger, projiceret ind i vores hverdagsrum.

Bladerunner. Foto: 2017 Alcon Entertainment, LLC All Rights Reserved
Las Vegas I 2049, indhyllet i nuklear tåge. Foto: 2017 Alcon Entertainment, LLC All Rights Reserved

Så snart vi kommer ind til byen igen, fordamper originaliteten. Selvklart. Blade Runners L.A. anno 2019 var aldrig set før og tilbød uerstattelige billeder. Modelbyen, der kommer til live som en mørk, neoromantisk Frankenstein-figur under kameraets panoreringer, er filmens største skabelseshistorie, parallelt med dens narrativ om identitetsopbyggelse/fortabelse. Den horisontale megaby, der har rejst sig, er et ubetinget mesterværk. Forfærdende og forlokkende, en grænseløs en-dag-tilbage-forlystelsespark, for tæt og forstoppet. Indbyggerne er cool, kæmpende punk-dyr, men med fantasiens charmerende, krøllede sårbarhed, flertydighed og detaljerigdom. Arkitekturen ligesådan. L.A. foregribes som ophobet modificeringsarkitektur, adderingsarkitektur, et miskmask af ruinøs cyberarkitektur. Nye konstruktioner brager gennem gamle. Man planlægger ikke til fremtiden, snarere implosion. Og det regner. 

I 2049 er byen ikke styrtet sammen. Den er blevet endnu tættere. Koldere og mørkere. Nu falder sneen over holo­gramoplyste gader. Den klare sociale struktur fra 2019 (udskud i bunden, de få rige på toppen) synes at være gået i opløsning. Noget, der ligner småskala-bydannelser, som brasilianske favela-kvarterer, er kravlet op på højhusenes tagflader. 

Villeneuves mantra til filmens set design har angiveligt været at tilføre mere brutalitet til universet. Hvad tilbyder brutalitet? Brutalitet er et fortæppe, der kun kan gå én gang. Så har vi fanget den. Alt (slemt) kan ske. Uden beregning. Konsekvensløst. Brutalitet er monokromt. Vi ser store konceptuelle træk udfoldet: resiliens-muren mellem byen og verdenshavet. San Diego som waste-land. Las Vegas indhyllet i nuklear orangetåge. 

Ennis House. Frank Lloyd Wright. 1923. Blade Runner. Illustration: Wikimedia Commons
Ennis House, tegnet af Frank Lloyd Wright (1923), blev brugt som location for Rick Deckards hjem i den første Blade Runner-film. Illustration: Wikimedia Commons

Blade Runner kiggede sig grundigt omkring i Metropolis (Fritz Lang, 1927) og hentede inspiration hos Moebius’ tegnede cyber-noir-gigantby i The Long Tomorrow, da den nye verden skulle bygges op. Men det var brugen af faktiske locations til interiørscenerne som Bradbury Building og Ennis House (Frank Lloyd Wright, 1923), der fastgjorde filmen til L.A.s (noirfilm-)historie og etablerede en koketterende, krydsrefererende leg med beskueren. Set-designerne til 2049 har kigget på brutalistisk arkitektur som Barbican Estate i London og stort set kopieret et interiør fra spanske Barozzi Veigas konkurrenceforslag til et Neanderthal-museum (2010), da de designede über-brutalisten og replikant-mageren Niander Wallaces domicil. Skarptskårne flader, kontrollerede slagskygger, ingen pynt og ingen afledning. Frygtens hjem har få detaljer i 2049, men den byggede afkølethed bliver i længden lidt kedsommelig, uforførende, og de importerede billeder kommer til at skygge for arkitekturen. Mellem de to film bevæger vi os fra finurlige rumfoldninger af art deco-interiører og maya-kultiske pragtpyramider til billedstormende fladskærmsbilleder. Musikken følger effektjagende trop. 

2049s selvbillede som efterfølger udforskes i en fantastisk sprogspilsscene, som tilbyder filmens anden store refleksive åbning. K sidder alene og overvåget på en stol i en hvid celle til en såkaldt Baseline Test. Man tjekker, om replikanten er i vatter, ved at lade ham gentage ord fra et digt, der læses op af overvågeren. “Cells interlinked within cells interlinked. Within one stem. And dreadfully distinct. Against the dark, a tall white fountain played”. Tekstuddraget stammer fra Vladimir Nabokovs Pale Fire (1962), et stykke eksperimenterende non-linear metafiktion, der efter udgivelsen blev sammenlignet med, og testet som, hypertekst. Da Blade Runner kom til verden, begyndte informationssamfundets datasky at samle sig over os. Blade Runner 2049 bliver til inde i skyen, hvorfra den undersøger nogle ekstremt interessante, post-humane AI-relationer imellem hologrammer og replikanter. I fremtiden, i celler sammenkædet?

Blade Runner. Foto: 2017 Alcon Entertainment, LLC All Rights Reserved
Et uopført museumsprojekt af Barozzi Veiga er forlæg for Wallances kontor. Foto: 2017 Alcon Entertainment, LLC All Rights Reserved