Tirpitz. BIG. Blåvand. Foto: Rasmus Hjortshøj
Tirpitz. Foto: Rasmus Hjortshøj

24. november 2017

Tirpitz

Vi er dybt nede i mørket, men der er lys foroven. Dette er et af tegnestuens hidtil bedste arbejder.

FAKTA

Tirpitz
Tirpitzvej 1, 6857 Blåvand
Arkitekt: BIG
Udstillingsdesign: Tinker Imagineers
Bygherre: Vardemuseerne
Med støtte fra: A.P. Møller Fonden
Ingeniør: Ingeniørgruppen Vestjylland ApS, NordBase Engineering ApS 
Opført: 2017

Den diskrete ankomst til museet er perfekt: Forbi den sortsvedne bunker, ind i klitten og ned under jorden. Det er ikke en poetisk fortælling, man følger her. Men historien om organiseret død og ødelæggelse. For Tirpitz’ vedkommende havde de tyske tropper overgivet sig, inden anlægget nåede at blive færdigt. Længere kom man i Hanstholm, hvor kanoner var monteret og prøveaffyret inden krigens afslutning. 

Danmark slap med færre tragedier end andre lande, men det ændrer ikke ved, at Atlantvolden var organiseret og fungerede (f.eks. langs Normandiets kyst) som et dødbringende, men i sidste ende ubrugeligt våben. Betonbygningerne var typologiseret efter funktion og størrelse; et gigantisk byggesystem foldede sig ud langs Europas besatte kyster, fra Nordnorge til Pyrenæerne, med lokal fri- eller modvillig arbejdskraft på opgaven, som blev gennemført på tre år.

Tirpitz. BIG. Blåvand. Foto: Rasmus Hjortshøj
Gårdrummet mellem klitterne. I baggrunden ses den gamle bunker. Foto: Rasmus Hjortshøj

Ikke alle udstillingsrum er dedikeret til krigshistorien. En række andre museer er samlet i det nye Tirpitz, og det er, set ud fra en økonomisk betragtning, sikkert godt for driften og for finansieringen af det nye museum. For bunkerfortællingen er det dårligt. For oplevelsen af det, man skal se på, minder om en vandretur i et center, hvor der bydes på vidt forskellige varer. Hvad en rav-model af operahuset i Sydney har at gøre med Adolf Hitlers helvedesmaskine, eller omvendt, forbliver i hvert fald uklart for denne besøgende. 

Tirpitz’ konstruktioner, rumformer og materialevalg er til gengæld så markante og suverænt gennemført, at disse elementer i sig selv bliver udstillingen om den afventende, klaustrofobiske vrede og rædsel i de trange bunkers og om panserstålets ondskab. 

Kan man gå og stå på benene, er ståltrappen fra foyeren og ned til den underjordiske udstilling værd at bruge. For den er skæv og vredet og en anelse glat. Den forsigtige, langsomme nedstigning gør både, at man retter blikket nedad, og at øjet når at omstille sig fra skarpt himmellys til kælderdunkel stemning.  

Alt er tydeligt i museets konstruktioner, med gigantiske svingdøre og dybe perspektiviske kig i mange retninger. For enden af en lang gang kan man besøge den gamle, skumle kanonbunker og vende om igen til udstillingssalene. Her åbner himlen sig foroven, og lyset strømmer ind gennem de store sprækker i landskabet. 

Tirpitz. BIG. Blåvand. Foto: Rasmus Hjortshøj
Udstillingsrum. Foto: Rasmus Hjortshøj

Udstillingsdelen om Atlantvolden prøver at nuancere og blødgøre historien med personlige skæbnefortællinger, attrapper af bygningsdele og originale møbler og genstande  fra dengang i bunkeren. Det er det, man møder i virkeligheden i Museumscenter Hanstholm, hvor selve fæstningsanlægget spiller hovedrollen.

Her i Blåvand har man været nødt til at gøre det på en anden måde, som virker udmærket – særligt hvis man husker at gå ned og op i den rigtige bunker.

Det ene af de fire snit i landskabet flugter med siden af bunkeren og peger ud mod parkerings- og ankomstområdet. De tre andre løber bare ud i klitterne, og det er en af de andre store kvaliteter ved projektet.

Selv om de fleste vil ankomme fra syd, kan man nå museets forplads fra mange sider, og det er besøgsteknisk helt afgørende, at gæster udstyres med armbånd, så man kan bevæge sig frit ud og ind af museet og rundt i landskabet.

Tirpitz. BIG. Blåvand. Foto: Rasmus Hjortshøj
Kig til gårdrum. Foto: Rasmus Hjortshøj

Facaderne fremstår i dagslys som ganske lukkede, mørke flader tilsyneladende beklædt med blankt, spejlende glas. Men afhængig af tidspunkt og lysforhold ser man igennem og ned i de forskellige udstillingsrum. 

Det hjælper på skyggerne i kløfterne, at bunden er i lys beton.
De store betonplader, som vipper op af klitterne og danner de fire snit, har parallelle sider, rette flader og skarpe kanter, som alle er med til at markere noget andet end klitternes naturskabte, bløde, krumme former. Løsningen er dermed afsprittet for imitation og hittepåsomhed i forhold til, om det lige skal være den eller den anden krumning eller bølgeform, der virker rigtig. Der er således også i landskabets niveau tale om en understregning af historiens alvor og ‘fremmedhed’ i forhold til de milde danske kyster. 

Arkitekturen tager historien på sig og fremstår ikke som en kontrast til bunkeræstetikken og krigens gru. Vi er dybt nede i mørket, men der er lys foroven. Dette er et af tegnestuens bedste arbejder.