Tipperne. Rasmus Norlander. Johansen Skovsted Arkitekter
Tipperne. Foto: Rasmus Norlander

24. november 2017

Tipperne

Tipperne er fugleflokkenes, vandspejlenes og kastevindenes land. Fugletællere har observeret reservatets bevægelser siden 2. Verdenskrig. Nu er det sarte økosystem blevet åbnet for offentligheden. Et tårn, et skjul, et skur og en feltstation gør det muligt. Med fugletællerens stamina og afventende hvilepuls placeres arkitekturen i landskabet. Yndefuldt tøvende.

FAKTA
Steder i landskabet – Tipperne fuglereservat
Tippervej 6, 6830 Nørre Nebel
Arkitekt: Johansen Skovsted Arkitekter
Bygherre: Naturstyrelsen
Med støtte fra: Realdania
Ingeniør: Ingeniørgruppen Vestjylland ApS, NordBase Engineering ApS 
Opført: 2017

Vinden møder kun lidt modstand på Tipperne. Stående med ryggen krummet mod et massivt vindtryk forstår man de små stridbare træers vækstbue. På den store, bare flade er alt, hvad der rager det mindste op over enggræsset, under pres. Selv om vi er et stykke vej fra Vesterhavet og inde i bunden af Ringkøbing Fjord, så føles vandet meget nært. På Tipperne er grænsen mellem land og vand usikker. Landet ligger lavt og oversvømmes kontinuerligt. Atmosfæren er vandholdig og fuld af fugt. 

Vandmarkerne er et af Europas vigtigste ynglesteder for vandfugle og rasteplads for store fugleflokke på træk. Reservatet blev oprettet i 1928. Ved 2. Verdenskrigs afslutning flyttede man et observationstårn, som tyske soldater havde rejst ved Fahl, ud til Tipperne. Selv deres kikkert tog man med. Siden har fugletællere observeret viber, klyder og et utal af andre fugles bevægelser gennem området. 

Som et led i åbningen af det beskyttede reservat i september 2017 er der renoveret, bygget til og anlagt en sti til offentligheden igennem det følsomme anlæg. 

Og nu står der et nyt tårn på Tipperne. Det har været altafgørende for fugletællerne, at betingelserne for indsamling af data var nøjagtigt som før. De samme blik ud over landskabet, den samme afstand til kystlinjen, det samme grundniveau og de samme panoreringsmuligheder for den 2,2 meter lange kikkert. 

Bindingerne har forløst sig i et grågrønt tårn, som sprødt og spindelvævsspinkelt rejser sin elegante konstruktion over engfladen. Øverst hviler et trekantet skjul, hvis sideplader afhængigt af vejrlig kan åbnes i partier for enten at stoppe vinden eller lade den passere. 

Tipperne. Rasmus Norlander. Johansen Skovsted Arkitekter
Tipperne. Foto: Rasmus Norlander

Tårnet er del af et spredt bygningsanlæg, der inkluderer Tipperhuset, et grundmuret, stråtækt hus fra 1950erne, et nyt fugleskjul og en ny toilet/skurbygning. Tårnet er flyttet til en ny placering længere væk fra Tipperhuset end tidligere. Det giver luft i landskabet. Og det gør stedet godt. Der sker nemlig det mærkværdige, når man nærmer sig Tipperne af den lange lige Tippervej, at landskabets fladhed forvrænger og forvirrer synet. Uden sammenligningsgrundlag, så synes det, der ligger langt væk på engfladen, enormt.

Således samlede Tipperhusets tagflade, de bagvedliggende træer og tårnet sig for mit blik til et kolossalt tankskib, der var stødt på grund i det fjerne. Når man så kommer tættere på, sker der et zoom i dobbel hastighed. Objekterne skrumper som i eventyrland og får deres egen form tilbage. Først når man har indgangsdøren til Tipperhuset som sammenlignende skalamarkør, forstår man, hvor lille det nye tårn er. 

Tårnet er anlæggets ubestridte, men beskedne hovedperson. Den bærende konstruktion er opbygget af spinkle, galvaniserede rundrør af sortjern (ø22). Valget af rør betyder, at skyggespillet i tremmekonstruktionen reduceres til det minimale, til en blød brydning af lys. De er flimrende lette. På en gang stærke og æteriske. Konstruktionen søger ikke at optage plads. Tværtimod reducerer den sig selv til et minimum. Man ser lige igennem den, ud på landskabet. 

Tipperne. Rasmus Norlander. Johansen Skovsted Arkitekter
Fugleskjul, Tipperne. Foto: Rasmus Norlander

Rørkonstruktionen er fremstillet i samarbejde med en lokal smedevirksomhed, der har specialiseret sig i mobilmaster. Lukker man hånden omkring et rør, mærker man, hvordan kræfterne føres ned gennem materialet. Lytter man efter, kan man høre, hvordan vindtrykket får rørene til at vibrere.

Alt er klædeligt nedbarberet til det allermest nødvendige, og det, som er allermest nødvendigt, er formgivet med præcis og beundringsværdig sans for detalje, samling, placering. Kun trappen forvirrer kroppen. Den ligner en trappe, men opfører sig som en stige. På afstand, når den tegner sig som tynde streger i lyset, ligner det, at den er kastet ned oppefra som en reb­stige fra en luftballon, og man overvejer, om tårnet gerne vil lette, ligesom Inger og Johannes Exners vidunderlige kirketårn til Nørrelandskirken i Holstebro (1969).

Men trappen er stærk som bare pokker. Således formidler den et udsøgt fint og dobbelttydigt møde mellem himmel og jord. Oppe i skjulet har fugletællerne adgang til hængelåse, der kan skyde facadepladerne op og trække plexiglasplader for. Kikkerten er tårnets sære, gamle beboer, der kan trækkes frem og tilbage mellem åbningerne. 

Tipperne. Rasmus Norlander. Johansen Skovsted Arkitekter
Foto: Rasmus Norlander

I Tipperhuset er der i stueetagen indrettet frokoststue med nyt langbord og bænke. Solidt bygget og smukt samlet. På første sal er der indrettet feltstation til fugletællerne. Her opbevarer de deres data i endeløse rækker af ringbind i nybyggede reoler. I gavlene er der indrettet soveværelser. Apteringen af OSB-plader, der er anvendt generelt, balancerer indretningen mellem midlertidigt felttelt og hjemlig alkove.

Installationer er gennemgående malet med den røde blymønje-tone, vi kender fra PH’s eget hus i Gentofte. Med det farvevalg peger man tilbage på det maskinelle, ‘stations’-prægede. Som modspil hertil er store flader malet svalt matblå. Samspillet er eksklusivt, uden at være det, og demonstrerer igen et æstetisk overskud hos arkitekterne. 

Det nye fugleskjul ligger en kort, sumpet vandretur fra Tipperhuset. Foran er anlagt en ny pande, et vandhul, så fuglene kommer helt tæt på. Som en skarptskåret, okkerfarvet jernvinge rejser skjulet sig som et minimalt telt af cortenstål fra jorden. Det slutter sig tæt om kroppen. Det tynde materiales origami-foldning er så vidt muligt holdt fri for synlige samlinger. 

Arkitekterne har sanset og formgivet i vekselvirkning. Aftrykket er komprimeret. Det er så småt og sart, men også stærkt. Som en fugleunge i hånden, der kan lette når som helst.  

Anmeldelsen blev første gang bragt i Arkitekten 9, november 2017.