Slagtergårdene på Vesterbro. Foto: Laila Versemann Photography
Slagtergårdene på Vesterbro. Foto: Laila Versemann Photography

21. november 2017

Debat: Til forsvar for rummeligheden

Det vil være en katastrofe for København, hvis Slagtergårdene på Vesterbro rives ned, skriver kunsthistoriker og ph.d.-stipendiat Jesper Eis Eriksen i et debatindlæg. Han opfordrer byens politikere til at leve op til egne visioner og se værdien i rod, trods og rummelighed i planlægningen.

Det var egentlig en undren over, at jeg så ofte oplever, at arkitektstuderende skriver rummelig i stedet for rumlig, der ansporede mig til at tænke nærmere over de to begreber. Kender de ikke forskellen? Gør jeg egentlig? Måske er det bare en tastefejl eller autokorrekturen, der spiller ind, men rent faktisk har vi hér fat i to meget centrale begreber. For efter min opfattelse er det ønskeligt, ja ligefrem nødvendigt, at der er rummelighed, når vi diskuterer rumlige forhold i såvel arkitektur som byudvikling. 

Værdifuldt / værdifyldt

Et andet begrebspar, som mange også kløjs i, men som ikke desto mindre også er vigtigt i netop denne diskussion, er begreberne værdifuldt og værdifyldt. Kan der f.eks. være steder i byen, som er fyldt med værdi(er), uden at være særligt værdifulde som et stykke arkitektur eller et formuegode, f.eks. som fast ejendom? Jeg tror, de fleste, helt intuitivt og uden tøven, vil svare “ja!” til det spørgsmål.

Men helt anderledes ser det ud, når vi bevæger os fra det tænkte, menneskelige plan, hvor rummeligheden for det meste hersker, til det konkrete, dagligdags plan, hvor rumligheder bl.a. skal følge ordlyden i en lokalplan og/eller give lukrative afkast til investorer.

Lad mig forsøge at eksemplificere min pointe, først ved et tysk tiltag og dernæst ved en konkret – og meget aktuel – københavnsk bevaringssag, der er genstand for heftig debat. 

Stadtwildnis

For år tilbage begyndte man i Tyskland aktivt at arbejde med Stadtwildnis [by-vildnis] som begreb i byplanlægningen. Oftest bruges Stadtwildnis som beskrivelse og ledende princip for byparker på tidligere industri- og jernbaneområder i storbyer, men begrebet er som sådan skalaløst. Lige fra blomsten, der er vokset gennem en sprække i asfalten, til store, forladte områder af byen, hvor tiden og manglende menneskelig indblanding har tilladt naturen at tage over og skabe, ja, et vildnis.

Men i Tyskland erkendte man, at dette skønne rod har en rolle at spille i et moderne samfund og den planlagte by. Ikke blot fordi det er opstået af sig selv, men i højere grad fordi det selvgroede repræsenterer et ’andet’. Det, der i en landskabsarkitektonisk og byplanmæssig forstand tidligere var blevet betragtet som karakterløst eller uden særlig identitet, og som for bystyret mestendels var en vedligeholdelsesmæssig/økonomisk udfordring, blev efterhånden genstand for massiv folkelig interesse.

Efterhånden som interessen for dette ’andet’ voksede, blev også vigtigheden – og dermed værdien – mere tydelig for såvel politikere og forvaltning. Hermed opstod også behovet for at kalde det noget: Stadtwildnis.

 

Natur-park Schöneberg Südgelände. Foto: Holger Koppatsch
Natur-park Schöneberg Südgelände. Foto: Holger Koppatsch

Godsbanepark i Berlin

Et eksempel på et sådant Stadtwildnis er Natur-Park Südgelände i Berlin. Parken, der åbnede i 2000, er et tidligere godsbaneområde, som i 50 år havde ligget stort set ubenyttet og uberørt hen. Omkring 1980 var der planer om at ’udvikle’ området til igen at fungere som fragtcentral, men lokale borgerprotester havde held til at overbevise bystyret om stedets vigtighed som urban økologi.

Hermed mente man ikke bare som habitat for det dyre- og planteliv, der i årenes løb var opstået, men i ligeså høj grad som historiebærer og tidslomme – et fortryllende sted, som var vigtigt at bevare for eftertiden så uberørt som muligt.

Argumentet var altså, at området var værdifyldt som et sted i byen, og i en sådan grad, at det langt oversteg sin værdi som byggegrund, ligesom man argumenterede for, at der i storbyer som Berlin var behov for den byplanmæssige rummelighed, som dette vildnis repræsenterede.

Stort folkeligt engagement

I forhold til sin størrelse (18 ha) er parken blevet til på et forbløffende lille økonomisk grundlag, men med et stort folkeligt engagement. En fond bidrog med knapt kr. 7 mio. til anlæg og de mest nødvendige vedligeholdelsesarbejder, men ellers har parken udviklet sig organisk.

Kunstnere, kreative og iværksættere har indtaget områdets forskellige bygninger, og brugerne står i det hele taget stort set selv for alle aktiviteter i parken. Og nok har Natur-Park Südgelände fået tilført lidt møblering og anlagt nogle stier, men al det rod og råhed, som var områdets oprindelige tiltrækningskraft og egentlige værdi, er bevaret.

Rummelighed i byens forvaltning

Særligt i en storbymæssig kontekst er det i fraværet af det friserede, at de rå og rodede steder har en værdi. Men naturligvis opstår sådanne steder ikke ved, at man omfavner kaos for enhver pris eller ved pletvis anarki i byplanlægningen. De opstår ved bestandighed.

Det kræver en vis rummelighed i forvaltningen af byen – særligt, når der skal byudvikles – at bevare disse ’lommer’ af noget andet, af steder, der emmer lidt af trods. Det kræver først og fremmest, at fagkundskaben accepterer, at vildnisset ikke ’bare’ er med til at skabe mangfoldighed i bybilledet, men er et reelt og vigtigt bidrag til byen. Og fra politisk og administrativ side kræver det, at man erkender, at lovgivningen ikke altid slår til i alle henseender, og at byen udvikler sig hurtigere, end loven kan følge med.

Slagtergårdene på Vesterbro. Et københavnsk Stadtwildnis. Foto: Laura Versemann Photography
Slagtergårdene på Vesterbro. Et københavnsk Stadtwildnis. Foto: Laura Versemann Photography

Slagtergårdene – et københavnsk Stadtwildnis

Sidstnævnte situation er netop, hvad Slagtergårdene i København er havnet i. Slagtergårdene er et gammelt bygningskompleks ved Enghavevej på Vesterbro. Bygningerne er ikke særligt kønne og heller ikke særligt arkitekturhistorisk interessante. Hverken hver for sig eller samlet. Og så har de ikke været vedligeholdt i årtier.

Men det er et fuldstændig fantastisk sted! En tidslomme, et lille stykke ’andet’ midt i en moderne storby, et Stadtwildnis. For mig behøver begrebet netop ikke begrænse sig til bevoksning. Jeg mener, at Slagtergårdene ved sin bestandighed og ’værdifyldthed’ repræsenterer et helt særligt stykke by-vildnis.

Området er ejet af en privat rigmand og af Københavns Kommune. De ønsker bygningerne nedrevet for at gøre plads til opførelse af boliger. På papiret giver det uden tvivl mening, men efter min opfattelse vil det være en katastrofe for København, hvis Slagtergårdene forsvinder for altid.

Bebyggelsen er som samlet kulturmiljø helt unik, den er vidnesbyrd for hele byens arbejderklassehistorie og, ydermere, er Slagtergårdene det sidste overlevende bygningskompleks fra  midten af 1800-tallet, hvor København ophørte med at være fæstningsby og blev udbygget med brokvartererne, først mod vest (Vesterbro) og nord (Nørrebro).   

Utilstrækkelig lovgivning

Ét af de (andre) forhold, som gør netop denne sag så prekær, er, at den har vist, hvor utilstrækkelig lovgivningen kan være. Lad mig kort ridse sagen op:

I 2016 indstillede Det Særlige Bygningssyn Slagtergårdene til fredning. Københavns Bymuseum, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur samt Vesterbro Lokaludvalg anbefalede alle at lade bygningerne, som samlet hele, frede. Knapt 9.000 borgere støttede fredningsbestræbelserne med en underskriftsindsamling.

Kulturstyrelsen besluttede ikke at frede Slagtergårdene, da der ikke er hjemmel i bygningsfredningsloven til bevaring af sammenhængende bygningsmiljøer. Styrelsen henviste i stedet til planlovens bestemmelser om bevaring af hele arkitektonisk eller kulturhistorisk værdifulde miljøer gennem lokalplanlægningen. Og nu bliver sagen næsten grotesk. For Kulturstyrelsen skriver i afslaget, at Slagtergårdene ”udgør et værdifuldt kulturmiljø med klare bevaringsværdier” og opfordrer derfor Købehavns Kommune til at genoverveje planerne for området og i stedet gøre brug af muligheden for bevare Slagtergårdene via en lokalplan.

For nuværende har det ikke været muligt at samle flertal i Borgerrepræsentationen til en bevarende lokalplan for Slagtergårdene. Det kan selvfølgelig ændre sig efter kommunalvalget, men meget overraskende synes de afgørende socialdemokratiske stemmer stålsat på at slette dette fysiske spor af Københavns arbejderklassehistorie.

Politikere modsiger egne visioner

Med Slagtergårdene har man ellers en oplagt mulighed for at vise, at vedtagne visioner og politikker rent faktisk bliver retningsgivende og udmøntet fysisk i byen. Her tænker jeg på visionen Fællesskab København fra 2015 og Arkitektur for mennesker, der er byen Københavns arkitekturpolitik for 2017-2025. Begge er vidtfavnende, men dog helstøbte og begavede i en grad, som virkelig tjener denne by til ære.

Det interessante i denne sammenhæng er pejlemærket, der i visionen blev kaldt En by med kant, som så i arkitekturpolitikken blev til temaet En by der fortæller, hvoraf det tredje princip er som skræddersyet til Slagtergårdene; Respektér eksisterende kulturværdier i bymiljøer, bygninger og byrum. I den forklarende tekst hedder det endvidere, at kommunen

ikke alene skal se på, om en bygning eller anden fysisk struktur i sig selv er bevaringsværdig, men at vi også tager højde for, hvad der har en særlig kulturel eller social værdi for byens borgere og brugere”.

Særligt interessant bliver det så i handlingspunkt 03.2, hvor kommunen bryder med traditionen ved at vende bevaringsprocessen på hovedet, idet man kun vil ”nedrive eller fjerne [bygninger og bynatur] med særlig begrundelse”. Med andre ord skal man fremover argumentere for, hvorfor det er vigtigt at nedrive, fremfor hvorfor det giver mening at bevare. Et virkelig tiltrængt paradigmeskift! Og netop udtryk for den rummelighed i byplanlægningen, som jeg efterlyser, og en anerkendelse af, at bygninger, bynatur og byrum kan være værdifyldte uden nødvendigvis at have en kvantificérbar værdifuldhed.

Skal stå sin prøve

Visionerne og de gode intentioner skal stå deres prøve flere steder i byen i de kommende år. Nok er der i tiden en romantiseren over det skæve, det med kant, det forladte og det rå (prøv bare at lave en billedsøgning på f.eks. forgotten places, abandoned spaces, urban wilderness, urban decay eller lignende). Men denne romantiseren er et udtryk for den tiltrækningskraft, jeg beskrev tidligere – og tiltrækningskraften er igen udtryk for dels et behov for, at en by også indeholder noget ’andet’ og dels, at dette ’andet’ er sparsomt repræsenteret i udbuddet af alt, hvad storbyen ellers tilbyder.

Så når vi nu (heldigvis!) har besluttet, at vi ønsker en by, der fortæller, mener jeg, at vi skal tilstræbe at byudvikle, så København ikke blot fortæller om sin lange historie, men også om vores tradition for rummelighed. At bevare Slagtergårdene som et Stadtwildnis er en sådan mulighed.