Københavns Kommune, Bebyggelse ved Borups Allé (fra byggesagsarkivet)

13. november 2017

Debat: Tegninger, digitalisering og valgkamp

En grundig tværfaglig analyse kan udrede, hvordan man fremover skal sortere byggeriets digitaliserede materiale, skriver arkitekt MAA Michael Asgaard Andersen i kølvandet på debatten om afbrændte tegninger.

Under overskriften “Man brænder da arkitekttegninger” satte Jes Fabricius Møller forleden gang i diskussionen om den digitalisering af historiske arkitekturtegninger, der har stået på i mere end et årti.

Kommunal valgkamp

Reaktionerne i medierne viste, at vi er midt i en kommunal valgkamp. De landsdækkende dagblade kastede sig frådende over Københavns Kommunes digitalisering og efterfølgende afbrænding af materiale i byggesagsarkivet. Lige så hurtigt reagerede politikerne. Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell fik sat en midlertidig stopper for afbrændingen og underrettet medierne herom. Samtidig var mange fag- og lægfolk på de sociale medier ved at koge over af forargelse.

Der er god grund til at være forarget over, at Københavns Kommune brænder vores fælles kulturarv uden en seriøs arkitektfaglig vurdering af materialet. Forargelsen bliver ikke mindre af, at andre offentlige institutioner har gjort det samme i årevis. Det er absolut ikke i orden!

Egentlig burde digitaliseringen være en glædelig begivenhed, da Københavns Kommune gør byggesagsarkivet mere tilgængeligt for alle, som er interesserede i det. Nu kan naboerne se, hvordan man har bygget om, byggebranchen kan hurtigere få indblik i konkrete byggesager, og forskerne kan lettere få adgang til at studere det byggede miljø i hovedstaden.

Men at de så efterfølgende brænder alt det scannede materiale, er virkelig dumt.

Arkæologisk tilgang

Det er almindelig sund fornuft, at der lejlighedsvis ryddes op og smides ud, og i mange tilfælde kunne man måske ønske sig, at det skete lidt oftere inden for den offentlige sektor.

Flere har argumenteret, at der ikke er mange originaltegninger i arkivet. Til det har andre svaret, at det kan være de eneste tegninger, som stadig findes af projekterne. Disse argumenter kan være vigtige i en arkitekturhistorisk debat, men i et større perspektiv er der andet og mere på spil.

Velkendte argumenter om, at der ved scanning går information tabt, at filerne senere skal formateres om, og at dataopbevaring også koster penge, er tillige blevet fremført. Det er alt sammen korrekt, men er næppe gode grunde til ikke at rydde op og smide noget ud efter digitaliseringen.

Andre igen har fremført, at det er i henhold til vor tids standarder, denne digitalisering finder sted, og at man kan forvente bedre og billigere teknologier fremover, hvilket er meget sandsynligt.

Til sammenligning graver arkæologer i dag kun dele af historiske bygningskomplekser ud, så senere generationer med mere sofistikerede teknologier kan fortsætte arbejdet. Det er måske en tilgang, som Københavns Kommune og andre offentlige institutioner kunne lære af.

Fremtidig værdi

Spørgsmålet er således ikke, om man skal digitalisere og smide noget ud, men hvordan man sorterer og arkiverer i en løbende og gerne langvarig proces. Som Jes Fabricius Møller peger på, er retningslinjerne i dag for lempelige, ligesom mange offentlige institutioner tilsyneladende er for ivrige med at smide ud. Det er en dårlig kombination.

Byggesagsarkivet fortæller ikke alene om Københavns arkitektur, men også centrale historier om bl.a. byudvikling, bureaukrati og offentlig forvaltning. Så ud over sin arkitekturhistoriske signifikans er arkivet vigtigt for forståelsen af hovedstadens politik, økonomi og kultur gennem mange årtier.

Det er nødvendigt at se nuanceret på digitaliseringen i dette og andre af byggeriets arkiver, da en snæver økonomisk eller arkitekturhistorisk synsvinkel er utilstrækkelig. Derimod kunne en grundig tværfaglig analyse formentlig udrede, hvordan man fremover skal sortere byggeriets digitaliserede materiale, bl.a. i Københavns Kommunes byggesagsarkiv.

Det kunne resultere i, at man gemmer eksemplarisk materiale, der er repræsentativt for hvert arkiv. Hermed vil digitaliseringen og arkiveringen forhåbentlig udbygge en levende formidling og forståelse af det byggede miljø.

Michael Asgaard Andersen er arkitekt MAA, ph.d. og tidligere afdelingschef og lektor i arkitekturens teori og historie på Chalmers University of Technology. Debatindlægget udtrykker skribentens egen holdning.