Strandingsmuseet. MLAS. Thorsminde. Foto: Jens Markus Lindhe
Strandingsmuseet. Foto: Jens Markus Lindhe

24. november 2017

Strandingsmuseet

Lysende smukt og hårdført museum tager os med ned i dybet og op i den salte luft. Strandingsmuseet ligger som et skib mellem bølger i Thorsmindes klitter. Arkitekturen beretter om både tab og berigelse ved havet.

FAKTA

Strandingsmuseum St. George
Vesterhavsgade 1E, Thorsminde,
6990 Ulfborg
Arkitekt: Frank Maali & Gemma
Lalanda MLAS
Udstillingsdesign: Event
Bygherre: Holstebro Kommune
Med støtte fra: A.P. Møller Fonden
Ingeniør: G+K A/S
Opført: 2017

Vi er i Thorsminde, på en spinkel landtange mellem Vesterhavet og Nissum Fjord, lige der hvor udløbet til havet skiller by, tange og klitter i to. Det er et udsat sted. Tæt på det lunefulde hav og i første række til en kyststrækning, hvor store og små skibe i hobetal er gået ned gennem tiden. Mennesket og dets konstruktioner er så skrøbelige i mødet med vandet. Sådan har det altid været, og den store alvor kan læses af kystkirkegårdenes mindeplader for fiskere og sømænd, der aldrig vendte hjem. Havet var alt. Berigelse og ødelæggelse. 

Strandingerne har præget kystkulturen. Fortællingerne fra Vestkysten er fulde af forlishistorier, der ligesom stormfloder har skabt uheldssvangre mærkedage i kontrast til hverdagens slid i fiskersamfundene. Men også forandring. Bjerget last med eventyrlige genstande fra fjerne egne har fundet nye boliger på land. Mennesker med nye sprog er flyttet ind. I 1800-tallet, da bjergning og redning blev sat i system, spredtes også en ny bygningskultur langs kysten. Smukke murede gårde til strandingsfogederne og varslende fyrtårne blev opført i fælles takt i landskabet. 

 

Strandingsmuseet. MLAS. Thorsminde. Foto: Anne Pind
Strandingsmuseet. Foto: Anne Pind

Strandingsmuseet i Thorsminde koncentrerer sig om én fortælling: den julenat i 1811, hvor de store engelske linjeskibe St. George og Defence strandede på en undersøisk sandbanke ud for kysten og blev slået i stykker i brændingen. 18 mænd reddede sig selv i land. 858 omkom. Tabet var massivt. Museet rammer denne alvor ind med store, rolige træk. 

Inden ombygningen stod det tidligere strandingsmuseum som en gruppe sorte skure med spidse saddeltage i én etage og skilte sig ikke særligt ud i det brogede havnemiljø. Arkitekterne har bibeholdt hovedstrukturen, men fjernet et rektangulært indgangsparti samt et mellemliggende skur for at give plads til en ny, samlende midterfigur: en udstillingsbygning med udsigtstårn, der står som en fast og solid skibskrop på stranden mellem skurtagenes sorte savtakker. Formen antyder tillige et slægtskab med Thorsmindes lille kirke, der oprindeligt var byens transformerstation. Med tilsvarende pragmatik har arkitekterne omdannet et hverdagsrum, skuret på havnen, til en beskyttende hjertekule.  

Ankomstområdet er cool og nedtonet, som hele anlægget i øvrigt. Hovedtemaet slås stilfærdigt an på vej mod indgangen. Man træder op på et rillet betondæk, hvor en cirkulær udskæring afdækker sandet nedenunder. Under fladen, over fladen. Temaet bølger og vugger med variationer gennem hele byggeriet. Skurenes konturer og beklædning af sortmalede, stående brædder er knivskarpe. På taget ligger mat­sort tagpap. Ingen overflødigheder her. Så øjet holder fast i grundformernes indbyrdes relationer. Skibskrop og tårn er beklædt med lyse betonelementer. De tager sølvhvidt mod lyset i kontrast til de matsorte skure. Det er så klar en idé. Og det lykkes. Som en poetisk øvelse i et mørkekammer. Man har skabt et billede med de størst mulige kontraster. De sorte skure fremhæver og (med)skaber de hvide bygningsdeles kontur. Som kigger man på et af Man Rays solariseringseksperimenter. Lys og mørke. Skib og bølger. To tilstande og forbundne yderligheder måler og fastholder hinanden gennem arkitekturen. Det er vidunderligt! 

Strandingsmuseet. MLAS. Thorsminde. Foto: Anne Pind
Roret. Foto: Jens Markus Lindhe

Indenfor veksler rummenes lysverdener effektfuldt mellem dagslys og kunstlys. Nogle steder pludseligt frapperende. Andre steder langsomt og følelsesfuldt gradueret. Ankomstområdet har dagslys i overflod. Store vinduespartier i facaderne og nye ovenlys i tagfladen skaber en virkning, som om man endnu var ude, langs bygningens kant, bare behageligt skærmet mod blæsten. Man kniber ikke længere øjnene sammen som derude, hvor sandet fyger. Her kan man tage sig den tid, der skal til for virkelig at se havet. 

Straks man går ind i udstillingen, skiftes der til kunstlys. Overgangen fra landets til vandets sfære markeres af en gangbro af (ligner det) ældgamle skibsplanker. Således forberedes vi på en tidsrejse, tilbage til timerne for St. Georges stranding. For det ér skibet, der er hovedpersonen, som former historien og det rumlige forløb. I snit erkender man den nye udstillingsbygnings lighed med linjeskibets krop og dimensioner. Nederste udstillingsdæk ligger forsænket i terrænet og bliver sammenkædet med de øvre dæk i et loop af ramper rundt om hovedaksen: tårnet, der rummer St. Georges 12 meter høje ror. Det er ærefrygtindgydende stort og omdrejningspunktet for udstillingen. Man passerer det igen og igen, ophængt i wirer bag glas, så det skærer sig igennem alle etager. Den vertikale sammenkædning af det mægtige ror med den nye udsigtsplatform ovenover rummer hele museets essens i én rumlig sekvens. Uden at overstyre eller forsimple. Tværtimod.  

Udstillingsdesignet er sobert, lysdesignet stemningsfuldt og de udstillede genstande vel formidlede. Genstandene er blevet bjerget fra vraget i 1980erne og 90erne. Andre er blevet hentet hjem, som skibsklokken, der har levet som kirkeklokke i No Kirke. Samspillet mellem fysisk og digital repræsentation balancerer lødigt. Men man går ikke i knæ over samspillet mellem bygning og inventar. Apteringen skaber ikke samme friktion mellem beskuer og genstand som på Vadehavscentret. Det fineste moment er for mig det sted, hvor man står på øvre dæk, læner sig mod rælingen (eller værnet, hvis man ikke har overgivet sig helt endnu) og kigger ind på en projektion af havet. Det rejser sig pludseligt fra rolig skønhed til sønderrivende storm. Lige foran dig. Så fatter man et mikrogram af faren og angsten.   

Strandingsmuseet. MLAS. Thorsminde. Foto: Jens Markus Lindhe
Udsigten fra tårnet over havnen og havet. Foto: Jens Markus Lindhe

Mellem de renoverede skure og den nye udstillingsbygning ligger et overgangsled, et nyt skur med trapper til alle etager, ovenlys og en skråvæg, der forvirrer balancen, når man kommer ud fra de mørke udstillingsrum. Væggene er hvidmalede, vangerne er af tyndt cortenstål, trin og håndliste i egetræ. Det er råt og nok. 

Materialesammensætningen fortsætter op i tårnet. Roen i fladerne afbrydes her og der af kedelige silikonefuger, der bliver til smudsbrune bånd mellem elementerne. Det står frem, når alt andet er så svalt, spartansk og tilpasset. Opstigningen i tårnet byder på et helt vidunderligt vue ud over museets bagside. Et par biler, bildæk, rustne skibsankre og tilfældigt skrammel på en baggrund af sandklitter og marehalm skaber et Poul Anker Bech’sk tableau.
En påmindelse om, at vi opfører og efterlader midlertidige genstande i det store landskab. 

Sidste niveau, inden vi rammer det fri, er et værelse, kahytten måske, med store vinduer fra gulv til loft. Her er fabelagtigt smukt, men også enormt varmt og lufttungt, så det er svært at blive så længe, som man har lyst til. Der er sat et cirkulært vindue i gulvet lige over rorets top. Udsigten beskriver forløbet fra hav, til sluse, til fjord. Fra kontroltab til forsøgsvis tæmning. Man kan slå sig ned
på bænke af bugtet, glatlakeret drivtømmer. Rummets harmoniske geometri og den organiske møblering skaber en sitrende spænding, der forplanter sig til kroppen.

På toppen af udsigtsplatformen kan man komme tæt på naturkræfterne igen. Kanten, der omkranser udsigtsplatformen, er høj og hvid. Fra trædækket ser man ikke først horisont, men himmel og skyer i fart. Små bænke eller trin bygger op mod kanten, der er så høj, at man lige akkurat kan kigge ud.
Blæsten er så kraftig, at ansigtet dirrer. Trækker man hovedet til sig, er man igen beskyttet af den tykke kant. 

Efter en uhyre præcis ombygning og reorganisering af det oprindelige bygningskompleks danner Strandingsmuseet en ren og respektfuld ramme for den menneskelige tragedie og om en samling af bjergede genstande, der tilsammen kan henføre de besøgende til skibets verden, forstået som et minisamfund på gyngende grund. Men museet er ikke kun skibskatastrofer og pludselig død. Det bringer også et håb med sig: det smukkeste udsyn til landskabet, til havet og klitterne.