Diagram til LO-skolen i Helsingør af Jarl Heger. Utzon vandt egentlig konkurrencen, men måtte takke nej pga. arbejdet med operahuset. Heger fik 2. præmien sammen med Karen og Ebbe Clemmensen. De endte med at udføre skolen, som blev et hovedværk i dansk institutionsbyggeri.

1. november 2017

Debat: Sæt fantasien og evnerne fri

Konkurrencer er ikke den eneste vej til god arkitektur. Men det er i de åbne konkurrencer, nye ideer, tanker – og tegnestuer – er blevet introduceret gennem historien. Arkitekt og forlægger Kim Dirckinck-Holmfeld blander sig i debatten om arkitektkonkurrencer.

Kim Dirckinck-Holmfeld har skrevet bogen Dansk arkitektur – konkurrencer 1907-1968 og er på vej med fortsættelsen, der fører op til 2015. Her skriver han et modsvar til Mette Mogensen og Lars Autrups indlæg om nødvendigheden af et større fokus på bygherrers behov ifm. arkitektkonkurrencer. Alle debatindlæg på arkitekten.dk udtrykker skribentens egen holdning.

Kære Mette og Lars
I rejser en relevant debat. For det er jo rigtigt, at en arkitektkonkurrence nødvendigvis må have værdi hele vejen rundt. Dvs. primært for bygherren, dernæst for samfundet og sluttelig for faget. De to sidste kan ombyttes efter behov. Men det er først og fremmest bygherren, der skal kunne se en interesse i at udskrive en konkurrence. Og det er det, I spørger om: Hvad kan tilskynde en bygherre til at udskrive en arkitektkonkurrence? Og jeg vil føje til: Hvad kan tilskynde en bygherre til at udskrive en offentlig eller åben arkitektkonkurrence, dvs. en konkurrence, hvori alle kan deltage?

De fleste offentlige bygherrer er tvunget til at udbyde projekter under en eller anden konkurrenceform. Men de benytter sjældent muligheden for åbne konkurrencer, og reglerne bliver ofte skruet sådan sammen, at det kræver en hulens masse dokumentation og erfaring overhovedet at deltage efter den prækvalifikation, der indkaldes til. Det offentlige vælger så at sige aldrig den offentlige konkurrence, men det sikre spil; at indbyde de største inden for det område, der konkurreres om, som f.eks. hospitaler.

Og hvad så med de private bygherrer? Det afhænger jo i høj grad af bygherrens indstilling, om han eller hun vil give sig i kast med en åben konkurrence, som hvis den lanceres rigtigt kan få et helt fag til tegnebrættet. Det betyder til gengæld, at projektet bliver belyst i alle ender og kanter. Og tillige, at helt nye eller andre muligheder, end bygherren oprindelig havde forestillet sig, viser sig. Men det kan jo også indebære, at ganske unge og uprøvede kræfter bliver vindere, sikkert til stor nervøsitet for bygherren.

Konkurrencen kan nok ikke friste den bygherre, der slet og ret vil have nogle kvadratmeter. Men hvis hun er indstillet på, at selve husets eller projektets organisation kan indvirke på hele hendes organisation og åbne muligheder, som hun ikke før havde forestillet sig, så kan det være relevant at udskrive en åben eller offentlig arkitektkonkurrence. For selve den fysiske struktur kan have endog meget stor indvirkning på en virksomheds trivsel og funktionsmåde. Man skal her forstå, at et byggeri kan have indgribende betydning for selve virksomhedens eller organisationens ydeevne.

Vender hun sig som det offentlige imod de store tegnestuer i indbudt konkurrence, er hun sikker på et professionelt, højt fagligt og altid ajourført niveau, men sjældent nyskabelser eller overraskende løsningsforslag, der bryder med den gængse tænkning. Dertil er der for mange penge på spil. For så vidt handler det om, om man – dvs. både bygherrer og arkitekter – tør satse på det ukendte eller slår sig til tåls med det bedste af det kendte.

Branding

I indlægget skriver I, at konkurrencer inviterer til effektjageri og overfladiske løsninger. Det er slet ikke min erfaring. Tværtimod gøres projekterne til genstand for intense diskussioner i dommerkomiteerne, og hver en sten bliver vendt. Fagdommernes opfattelse bliver fra tid til anden underkendt af bygherren, men kun i meget få konkurrencer er der ikke enighed. De konkurrencer, hvori der er afgivet dissens, er ganske få. Så uanset om bygherren eller fagdommerne har givet sig, er der opnået enighed. Eller som Jørn Utzon skrev til Erling Jensen: “Jeg ønsker ikke at forcere (…) bygherren til at acceptere et hus, hvori han ikke ønsker at bo”, da Jensen bad om et nyt forslag til LO-skolen uden højhus (det detaljeprojekterede forslag var med højhus).

Det er da rigtigt, at man fra tid til anden bruger konkurrencer til at brande sig. Men det skal vel ikke komme konkurrencerne til skade?

Samfundsrelevans

I spørger så til den samfundsmæssige relevans. Den er jo svært at fastslå ud fra et enkelt projekt. Men hvis I ser nøjere efter, er velfærdsstatens byggeskik på alle niveauer afledt af konkurrencer fra byplaner til det mindste bolighus. Det er et faktum. Så samfundsmæssigt har konkurrencerne (på godt og ondt) haft en ganske bemærkelsesværdig relevans. Det dokumenteres i bogen nævnt ovenfor, og som jeg ser det, vil den næste del, der omhandler tiden 1969-2015, vise det samme billede; konkurrencerne er helt op til vores tid pejlemærker, som er vejledende for megen anden arkitektur.
Bogen fører dokumentation for, at konkurrencerne blev ledestjerner eller mønstereksempler, der blev bestemmende for velfærdsstatens fysiske udformning. Det har en vis samfundsrelevans, vil jeg mene, og sådan kan det fortsætte, hvis man ellers skaber de rette betingelser.

Programmer uden fantasi

Konkurrencerne har fremkaldt nye paradigmer, men p.t. bliver de forhindret af rigide, overdetaljerede og overbestemte programmer uden spillerum for fantasien. Det står i direkte modsætning til konkurrencernes potentiale. Det er f.eks. ikke fremsynet, at overlæger og regioner på et kommende hospital partout vil kopiere dét, som de kender, hvilket så også er en af årsagerne til, at kæmpesatsningen på superhospitaler kun i få tilfælde ser ud til at indebære virkelige fremskridt, hvis de (fremskridtene) da ikke spares væk, fordi de 100 mia. kr., som på et tidspunkt var på tale, blev til 40.

Derfor er programmet ganske afgørende. Jo mere restriktivt og detaljeret det er, jo dårligere og mere uinspirerede svar udløser det. De detaljerede programmer fungerer som en spændetrøje for kreative løsninger, hvorimod det er de åbne programmer (altså dem med færrest bindinger), der kan føre til skred i tænkningen. Dette er selvfølgelig i stik modsætning til de voldsomt fordyrende rådgivere (bygherrerådgivere/programmeringsfirmaer – og hvad de ellers kalder sig), som den nervøse bygherre nærmest pr. definition indsætter, og rådgiverne skal vise deres værd ved at detaljere det hele; det giver også flest konterbare timer. Det er i bund og grund i modsætning til konkurrencernes natur!

Hovedværker og konkurrencer

I har ret i, at konkurrencer ikke er den eneste vej imod god arkitektur. Jeg kunne supplere jeres lille eksempelsamling med en alenlang liste af værker, der er skabt uden konkurrence, men i et kongenialt samarbejde imellem interesserede bygherrer og dygtige arkitekter.

På den anden side kan en (næsten) lige så lang liste over hovedværker, der er resultat af konkurrencer, opstilles, og det er sådan, at nye tanker og ideer som hovedregel er blevet introduceret i Danmark gennem konkurrencer.

Her kan det dog være på sin plads at skelne imellem konkurrenceformerne. Det er fortrinsvis gennem de åbne eller offentlige konkurrencer, at fornyelserne er sket – dog ikke udelukkende. I bogen om danske konkurrencer (bind 1) tør jeg påstå, at konkurrencerne i perioden 1907-1968 står for imellem 20 og 30% af de hovedværker, der opregnes i arkitekturhistorierne, og at de har haft en sådan effekt, at i hvert fald 50% af værkerne i en eller anden forstand er afledt af konkurrencer (f.eks. Munkegaardsskolen, som Arne Jacobsen forberedte gennem to ikke præmierede forslag). Det er forholdsmæssigt enormt mange, hvis man tænker på, at projekter udskrevet i konkurrence kan opgøres i promiller af det samlede byggeri.

Talentudvikling

Det er tillige et faktum, at de fleste af vores i dag betydende tegnestuer er startet på grundlag af offentlige konkurrencer. Det kan dokumenteres, og det gælder, nævnt i flæng, tegnestuer som Vandkunsten, Arkitema, CUBO, A5, men også ældre tegnestuer som Dall & Lindhardtsen, Henning Larsen, KHR, Bornebusch og vel også C.F. Møller (hvis man ser nærmere efter) m.fl. For de yngres vedkommende er det da værd at nævne, at netop Bjarke Ingels og Julien de Smedt allerede tidligt gjorde sig gældende som vindere af to offentlige konkurrencer, dengang som PLOT.

Det siger noget om konkurrencernes betydning for talentudvikling, og det er for resten naturligt, hvis de store tegnestuer ikke ligefrem ønsker en ændring. De er i risiko for at blive detroniserede, som det er sket hele vejen op gennem konkurrencernes historie, men som sagerne står i dag, slipper de for den tort.

Tak

Så både for bygherrer, samfund og fag er der god grund til at opretholde og forstærke indsatsen på konkurrenceområdet, men vel at mærke først og fremmest ved at åbne programmerne, så løsningen ikke på forhånd er givet – og ved at give hele faget mulighed for at deltage, og ikke kun de ca. 20 tegnestuer, der tegner mindst 80% af alle konkurrencer.
Det, som måske er det virkelig interessante, er at diskutere, hvorfor vores tid er blevet så forsigtig, at den ikke tør sætte fantasien fri. Jeg siger jer tak for, at I har startet diskussionen.

De bedste hilsener
Kim Dirckinck-Holmfeld