Installationsview fra udstillingen ”Hvad gør kunst på hospitaler”, Poul Gernes, rekonstruktion af sengestue til Herlev Hospital, KØS 2017, foto: I DO ART Agency
Installationsview fra udstillingen ”Hvad gør kunst på hospitaler”, Poul Gernes, rekonstruktion af sengestue til Herlev Hospital, KØS 2017, foto: I DO ART Agency

Mest for øjet

Udstillingen om hospitalskunst på KØS er instruktiv og inspirerende. Men hvad med kroppen?

Vil et maleri af Edvard Munch eller en vægudsmykning af Francisco Goya kunne fjerne opmærksomhed fra en løsthængende loftplade, hvis man er indlagt på et hospital med mere end en brækket arm? Kan kunsten dulme patientens irritation over en stresset læge eller modvirke dårlige nerver over et højtråbende besøg omkring sengen ved siden af? Opvejes behovet for udsigt til noget grønt og en himmel samt frisk luft og akustisk dæmpning af integreret udsmykning i rummet? Det er svært at svare entydigt på.

Kunst som distraktion

Hvis man, som jeg, får det dårligt af at opholde sig i en hospitalsstue farvedesignet af Poul og Aase Seidler Gernes, så er der en anden, der får det godt.

For spørger man, som sociolog Anette Stenslund har gjort det i forbindelse med sin socio-æstetiske interviewundersøgelse blandt 400 personer, der omtales i kataloget til den aktuelle udstilling på KØS, svarer to patienter modstridende på spørgsmålet om, hvordan det er at ligge i Gernes’ gule farve på en sengestue på Herlev Hospital.

Essensen af undersøgelsen, som vedrører case-studier på fem hospitaler, er, at kunsten virker bedst, når den befinder sig midt på en skala, hvor overdøve står øverst og kedelig i bunden.

En positiv distraktor, som Stenslund betegner det, er i den sammenhæng Ane Mette Ruges bygningsintegrerede værk Karyatider i Sygehus Sønderjyllands hovedindgang. Og grunden er, at brugerne er inddraget som modeller på rummets søjler …

Yvonne Dröge Wendel og Lino Hellings, De Coupé, Plejehjem De Bieslandhof, Holland, KØS 2017, foto: I DO ART Agency

Helende

I katalogets forord peger Ulrikke Neergaard og Lene Bøgh Rønberg
bl.a. på læge Lars Heslet og arkitekt Kim Dirckinck-Holmfelds pionerværk Sansernes Hospital fra 2007.

Her fremlagde nu afdøde Heslet veldokumenteret, evidens­baseret materiale, som påviste, at kunst, herunder musik, havde endog meget stor betydning for, hvor hurtigt patienterne kom til hægterne på hans traumeafdeling på Rigshospitalet – og andre steder. Dirckinck-Holmfeld gennemgik hospitalernes arkitektoniske og historiske udvikling og kunne med stor præcision vise, at også udformningen bevisligt har været med til at hele patienterne hurtigere.

Det kan synes indlysende, at smukke rum og rolige omgivelser er vigtige i forhold til at hjælpe patienter med at blive raske – men netop i ovennævnte bog efterviste forfatterne, at hospitalssystemet har udviklet sig til maskiner, hvor de foretrukne behandlingsformer, medicinering og mekaniske indgreb sådan set bare er blevet pakket ind med nogle relativt rengøringsvenlige overflader, også kaldet hospitaler.

I de nye supersygehuse med ensengsstuer er mange gener elimineret, men enhver, der selv har været indlagt eller har besøgt pårørende i de ældre danske hospitaler, vil forstå forfatternes kritik.

Simon Starling, Floral Medicine, kunsprojekt på Nyt Odense Universitetshospital, og SUPERFLEX, Jardin la Nurserie, hospitaler på Mayotte og La reunion, KØS 2017, foto: I DO ART Agency
Simon Starling, Floral Medicine, kunsprojekt på Nyt Odense Universitetshospital, og SUPERFLEX, Jardin la Nurserie, hospitaler på Mayotte og La reunion, KØS 2017, foto: I DO ART Agency

En udstilling for øjet

Med udstillingen på KØS er det første gang, at mødet mellem sygehussektoren og kunsten behandles ud fra et kunstfagligt perspektiv, skriver tilrettelæggerne.

Det er på tide, og det er instruktivt og inspirerende og få indblik i, hvordan de forskellige kunstnere arbejder med opgaverne. Malene Landgreens forarbejder til udsmykningen af atriet i Rigshospitalets nye nordfløj, som indvies i 2018, går i dialog med rummets dimensioner og indtager en hovedrolle her.

Simon Starlings kommende udsmykning til Vidensaksen ved Nyt Odense Universitetshospital tager udgangspunkt i naturen udenfor, og indenfor i form af tekstildesign, på gardiner og møbler i stærke, klare farver som modsvar til det hvide.

Ægteparret Gernes er nævnt, en tosengsstue er bygget i 1:1 i Køge, så man selv kan mærke efter. Hertil kommer mange af samme kunstneres fine skitser og arbejde med farvepalletter og designmanualer, som var og er et banebrydende hovedværk på området.

Demens og Alzheimers kræver andre terapeutiske virkemidler, og kuratorerne har valgt Yvonne Dröge Wendel og Lino Hellings’ installation af en togkupé, hvor film af landskabe og huse ruller forbi. Kunst eller ej, så er det formodentlig det eneste projekt, som med sikkerhed virker. 

Tekstildesigneren Ella Dorans forhæng til børneafdelingen på The Royal London Hospital ligner noget, som helt sikkert kan laves bedre af børn – til gengæld virker kunstorganisationen Vital Arts og deres harem af udvalgte kunstnere som en inspirerende måde at kuratere hospitalskunst på, fordi de også inddrager musik, dans og performancekunst, dvs. kroppen.

På KØS handler det dog mest om, hvad øjet ser, de øvrige sanser er ikke så meget i fokus i forhold til, at de spiller lige så store roller, når man færdes i eller er indlagt på et hospital – berøring, lyd og lugt f.eks.

Hospitalerne bliver mere humane, men kroppen er på en måde blevet til en maskine, som skal smøres og have skiftet reservedele, og rummets grænser og rumligheden er i de fleste tilfælde noget, som skal sløres eller overvindes.

Som i HBO-seriens remake af 1970er-filmen “Westworld” er mennesket fake og rummet væk. Livet og døden er kunstige, og robotterne arbejder i døgndrift. Hvad stiller vi op med fremtidens hospital?