Livsrum. Effekt Arkitekter.
Livsrum –kræftrådgivningscenter i Næstved, tegnet af Effekt Arkitekter. Et godt eksempel på samarbejde, hvor mindre erfarne arkitekter er inviteret ind i totalentreprisekonkurrence.

6. november 2017

Debat: Kære Kim

“Vi undrer os over den tristesse i løsningerne, du finder ved de indbudte konkurrencer,” skriver Lars Autrup og Mette Mogensen i et gensvar til Kim Dirckinck-Holmfeld.

I øjeblikket raser debatten, og direktører fyres, fordi store offentlige byggerier ikke kan holdes inden for de afsatte budgetter, men sprænger rammerne – helt vildt, som nogen ville kalde det. Og ind i anklagefeltets søgelys kommer ofte arkitekterne og de konkurrencer, der har været grundlag for projektet.

Når vi maner til eftertænksomhed, er det, fordi vi på den ene side oplever, at flere og flere bygherrer ser sig om efter andre måder at udvikle deres nye byggeri på end konkurrencevejen – uanset om der er tale om åben eller inviteret – og fordi vi oplever, at ‘svaret’ på bygherrers bekymringer er en happy-go-lucky-insisteren på, at konkurrencer, helst åbne, er vejen frem til arkitektonisk kvalitet. Og at kedelige drøftelser om budget og økonomi ikke på nogen måde kan være en del af diskussionen.

Vores påstand er, at den holdning, du advokerer for, tager som givet, at bygherren har som sit primære mål at skabe arkitektonisk udvikling og nytænkning. Vi tror, som vi redegør for, at der er flere forhold, der gør sig gældende i bygherrers overvejelser, og hvis vi har ret, bliver dit synspunkt nærmest et bevis på, at bygherrens mange dagsordner netop ikke bliver hørt. Dit synspunkt kan dermed lige præcis være en afgørende årsag til bygherrers flugt – ikke blot væk fra de åbne konkurrencer (det er nok allerede sket), men helt væk fra konkurrencerne i det hele taget.

Når vi så samtidig kan pege på en række projekter, der ikke er udviklet gennem en traditionel konkurrence og dermed kan dokumentere – og du giver os også ret – at arkitektonisk fornyelse og kvalitet kan skabes uden konkurrencer, og vi opfordrer til at løfte blikket i fællesskab, så undrer vi os over, at svaret blot er: Den bedste form er nu en gang den åbne konkurrence!

Den åbne projektkonkurrence udgør en ekstrem risiko for bygherre, og eksemplerne på at projekterne enten aldrig er gennemført, reduceret til ukendelighed eller stærkt fordyrede er utallige, når uprøvede kræfter vinder store åbne projektkonkurrencer. Såfremt bygherre forsøger at gardere sig med et detaljeret afleveringskrav, så mangedobles ressourceforbruget hos både udbyder og deltager. Vi har eksempler på, at deltagernes ressourceforbrug sammenlagt overstiger hele anlægssummen, hvilket umuligt kan være samfundsmæssigt acceptabelt. En langt række åbne konkurrencer er vundet af stærke, etablerede tegnestuer, som ville have været selvskrevne til en indbudt konkurrence. I nyere tid er Skuespilhuset et godt eksempel.

Vi forstår dit argument sådan, at åbne konkurrencer er de uprøvede kræfters mulighed for at komme til, og at det er derfra innovationen drives. Vi vil meget gerne stille spørgsmålstegn ved denne påstand. For det første er det ikke vores erfaring, at kvaliteten er høj i den åbne konkurrence – der indleveres utrolige mængder middelmådelige projekter, og som dommer virker det som et lykketræf, når man endelig støder på kvalitet. For det andet mener vi, at der allerede findes bedre veje, og dertil skal skabes nye veje, til at inddrage de nye talenter.

Her kan udviklingen af Det Maritime Ungdomshus tjene som eksempel. Projektet fik sine rådgivere via en dialogrunde, med en lille række indbudte rådgivere på den ene side og Københavns Kommune og Lokale og Anlægsfonden på den anden. Mange vil være enige om, at projektet er “et overraskende løsningsforslag”. Et helt andet eksempel er Realdanias “Livsrum”-konkurrencer, hvor mindre erfarne arkitekter er inviteret ind i en række totalentreprisekonkurrencer. COBE er hertil et eksempel på en tegnestue, som med ekstrem dygtighed har vist deres værd og etableret sig via samarbejder med etablerede og også kendte tegnestuer.

Du skriver, at “velfærdsstatens byggeskik på alle niveauer [er] afledt af konkurrencer fra byplaner til det mindste bolighus. Det er et faktum,” Og fortsat, at perioden “… der omhandler tiden 1969-2015, [vil] vise det samme billede; konkurrencerne er helt op til vores tid pejlemærker, som er vejledende for megen anden arkitektur.”

I forhold til byggeriet og nyere tid vil vi gerne udfordre dig lidt på den: For det første er det vores påstand, at en meget stor andel vil være frembragt via inviterede konkurrencer – altså ‘de sikre løsninger’. For det andet ser vi kun meget få banebrydende eksempler skabt via åbne konkurrencer – måske fordi de etablerede tegnestuer sjældent har råd eller lyst til at kaste sig ud i en konkurrence mod hundredvis af andre deltagere. Måske fordi de fleste åbne konkurrencer primært omhandler ikke-opgaver, hvor kun æren og præmiesummen kan blive høsten for en stor indsats.

Eller måske fordi det simpelt hen ikke er rigtigt, at der ikke frembringes nyskabelser via inviterede konkurrencer, og måske fordi der også frembringes rigtig gode projekter i den nære dialog med bygherren, hvor projektet skabes fra grunden – sammen.  Vi ser BIG’s boligprojekter i Ørestaden, som nogle at de tydeligste pejlemærker i nyere tid.

Vi undrer os over, at man vælger at holde så pokkers fast på en konkurrenceform som den åbne, og vi undrer os over den tristesse i løsningerne, du finder ved de indbudte konkurrencer. At du kun finder udvikling via åbne konkurrencer, når det oprindelige bygherre-rådgiver-samarbejde/dialog prøver at banke på døren som et alternativ, der kunne medvirke til at genoprette bygherres tillid til arkikterne, introducere nye tegnestuer sammen med de mere erfarne og sikre betaling for god rådgivning allerede tidligt i forløbet.

Mette Mogensen og Lars Autrup er hhv. projektudviklingschef i Domea og projektchef i Realdania. Artiklen udtrykker – som alle øvrige debatindlæg på arkitekten.dk – udelukkende skribenternes egen holdning.