Workshop om urban tæthed under DDW 2017. Foto: MVRD

Dutch Design Week 2017 – velfærd, form og fremtid

Efterårets Dutch Design Week var præget af fiktionaliserede fremtidsudstillinger og et overvejende fokus på relationen mellem virkelighed og vision.

Udstillingsby

I Eindhovens gader flød udstillingerne helt bogstaveligt under Dutch Design Week. På kanalerne drev udstillingsdæk, i baggårde var der forelæsninger, og på gaderne hang interaktive montrer med udstillingsobjekter, film, lys, lyd og tekst. Selv Mediamarkt, der er Hollands svar på Elgiganten, var en del af udstillingen. Og kuratorerne bag den samlede DDW fik på fin vis flettet fremtidsdesign sammen med temaer om velfærdsstatens udfordringer i Eindhovens fysiske velfærdsrum; biblioteker, kulturhuse og togstationer.

Med den fælles og svært brede arbejdstitel stretch opfordrede teamet bag DDW de godt 2500 udstillende kunstnere til at skubbe grænserne for, hvad design og arkitektur kan tilbyde fremtidens velfærdsstat. Således emmede udstillingerne af eksperiment, opfindelse og virtual reality, og ugen var præget af en tydelig diskrepans mellem nutidens faktiske (økonomiske) realiteter og fremtidens drømmevisioner.

Indre trækonstruktion i People’s Pavilion. Foto: Jeroen van der Wielen

Genbrugsgenstande

En af de mest pragmatiske udstillinger var People’s Pavillon – en midlertidig bygning af både genbrugsmaterialer og lånte materialer. Holdet bag projektet, Overtreders W og Bureau SLA, har i månederne op til udstillingen indsamlet og omsmeltet næsten 7000 kilo plastik til facadefliser.

Selvom det mangefarvede og ufærdige udtryk næsten overskyggede den gode genbrugsintention, var det fascinerende at se det omfattende arbejde med den indvendige trækonstruktion. Her var alt sammensat uden lim, søm, skruer eller gennemboringer og i stedet fastholdt af såkaldte tension-belts og kabler, så alt kunne bruges eller afleveres igen.

Generelt var velfærdsstatens aktuelle udfordringer et gennemgående tema i udstillingerne; knaphed på ressourcer, sundhed i tætpakkede byer, flygtningestrømme og befolkningsdemografiske ændringer. Og på bemærkelsesværdig vis var plastikgenbrug et hovedmateriale i flere udstillinger. Som hos gruppen Conscious Creativity, der havde opfundet en maskine, som kunne omdanne trævlede plastikdunke til bygningsdele.

Velfærdssamfundets udfordringer blev også forsøgt besvaret med mere uregerlige og poetiske teknologier, som i Timo Wuchners vægmodul Kur. En drømmende prototype på et facadestykke, der med grene fra en slåenbusk, stål, pumpe og saltvand producerede frisk havluft til Europas forurenede metropoler. En befriende optimistisk og naturnær kontrast til de mere plastificerede og kunststofbefængte udstillinger.

Plastikdesign. Foto: Tommy Köhlbrugge

Foranderlige boligvisioner

Et mere utopisk arkitekturprojekt var tegnestuen MVRDV’S udstilling (W)ego. I samarbejde med deres eget designlaboratorium, The Why Factory, kom de med et bud på, hvordan vi kan indrette vores boliger, så vi får mulighed for at bo og arbejde tættere i byen.

Udstillingen svarede på den ene side sympatisk på den bymæssige udfordring ved at udvikle et futuristisk lejlighedskompleks med skræddersyede boliger til rig og fattig i en evigt foranderlig bygning, hvor alle vægge i et snuptag kunne flyttes. Men på den anden side virkede (W)ego karikeret og tegneserieagtig med pulserende lilla hulelejligheder og syregrønne boligsektioner, der forvandlede pavillonen fra visionær og æstetisk til uhåndgribelig konceptuel.

Foto: Ossip van Duivenbode
MVRDV’s pavillon (W)Ego. Foto: Ossip van Duivenbode

Som at bo i en ballon

Projektet (W)ego forblev utopisk helt ned i detaljerne. Udstillingen behandlede således også scenarier for malingtyper, der kan fortætte og fortynde fremtidens vægge. En professor i nanoteknologi har hjulpet med at udvikle det flydende vægkoncept, og hver bolig mindede mest af alt om en svævende stofpose eller en sky, med føringsveje indbygget i det gummilignende byggemateriale. Og ved at tale til rummet, bruge en app eller stryge hænderne over væggen kunne beboeren interagere med boligen.

En af de væsentligste, om end mest urealistiske, træk ved (W)ego var sammenspillet mellem naboer, der alle måtte forhandle sig til deres drømmebolig. Hvor meget plads vil du have? Vil du have en høj stue eller en lav kælder? Overraskende nok handlede pavillonen således ikke kun om egoistboliger, men om nabofællesskab og nabosammentænkning. Deraf også projektets navn – når ego bliver til wego.

Prototype af en flygtningebolig. Foto: Zip Construct

Flygtningeboliger

Trods de mange utopiprojekter var Architects for Society’s 1:1-udstilling af et hus til flygtninge meget virkelighedsnært. Boligen blev oprindelig udviklet i 2015 som en løsning på syriske flygtninges grundlæggende boligbehov i jordanske flygtningelejre. På DDW fremviste tegnestuen deres dystre, men innovative design af en modulær lavbudgetbolig, der kan pakkes og transporteres fladt på en lastbil.

Noget manglede imidlertid i den gråmalede udstilling, hvor forestillingen om flygtningeboligen forekom mere interessant end det arkitektoniske facit. I den 47 kvm store sekskantede form udgjorde vægge og tagpaneler en stiv, selvbærende skal, men solpanel-additioner og regnvandsopsamlende udhæng forvirrede et ellers vedkommende design. Boligen var på sin vis en fascinerende løsning på et væsentligt samfundsproblem, men samtidig et projekt der, som mange af de andre udstillinger, virkede tynget af hverdagspraksis og virkelighed.