Udsigten over den nærmest svævende glasscene, der er lavet til det Japanske Noh teater, er betagende. Foto: Odawara Art Foundation

22. november 2017

Arkitektur som kunst. Enoura Observatory, Japan

Hiroshi Sugimotos nyeste kunstværk er et observatorium, der hylder solen og lyset på nærmest mytisk vis i en nøje planlagt samling af bygninger og scener en times kørsel fra Tokyo.

Det er ikke første gang, Hiroshi Sugimoto leger arkitekt. På øen Naoshima har han transformeret en gammel Shintoistisk helligdom til et stemningsfyldt kunstværk, som også er et tempel. Der har også været et par andre mindre værker, men det nyligt åbnede Enoura Observatorium er kulminationen på Sugimotos arkitektoniske bestræbelser. Og det er godt.

Observatoriet ligger højt på et 60,000 kvm stort areal i Enoura, en times kørsel fra Tokyo. Det består af flere elementer spredt ud over de kun godt 10,000 kvm, der er bebygget på grunden.

Der er et imponerede galleri, som består af ét 100 meter langt rum, som strækker sig ud mod havet i Sagami-bugten. Den ene side af galleriet er udført i rå Oyaishi-sten. Den modsatte side er én stor glasflade, der byder på en betagende udsigt over området. Sugimoto er nok bedst kendt for sine langtidseksponerede sort/hvide fotografier, og det er disse, galleriet er lavet til at fremvise. Men galleriet er kun en lille del af observatoriet, som skal opleves som et stort kunstværk i sin helhed.

Sugimoto står helt ude på kanten af den 100 meter lange galleri-bygning, der vender ud mod havet i Sagami-bugten. Foto: Odawara Art Foundation

Forbindelse til fortiden

Under galleriet er en næsten mytisk installation; en vintersolhverv-observations-tunnel. Tunnelen er konstrueret, så solens første stråler på årets korteste dag rammer en gruppe store sten placeret for enden af en 70 meter lang tunnel. Sugimoto er optaget af den naturlige cyklus af lys, mørke, fødsel og død, og ønsket er med tunnellen, og store dele af resten af Observatoriet, at de besøgende skal genopdage disse universelle bevægelser af jorden, som vores forfædre også observerede – og på den måde forbinde sig med tidligere generationer.

Den imponerende Meigetsu-port stammer oprindeligt fra et tempel i Kamakura. Foto: Odawara Art Foundation

Med solen som baggrund

Der er også en fantastisk glasscene, der næsten ser ud til at svæve med havet og solen som baggrund  og en scene af sten til Noh-skuespil (se billedet i toppen). Sugimoto har også fået lavet et traditionelt tehus og inkorporeret flere prominente porte på området. Den mest imponerede er nok Meigetsu (fuldmåne)-porten oprindeligt bygget til et zen-tempel i Kamakura i Muromachi-perioden (1336-1573). Den har siden været flyttet til Roppongi (Tokyo) og derefter til Nezu-museet også i Tokyo. Da museet blev bygget om i 2006, fik Sugimoto doneret porten, og den står altså nu i Enoura.

Nok er der nogle klare funktioner i nogle af bygningerne (galleriet, scenerne, tehuset). Men Enoura-observatoriet i sin helhed skal opfattes som et arkitektonisk kunstværk, der forbinder fortid, nutid og en fjern fremtid gennem naturens egne cyklusser.

Seascape, Sea of Japan, Oki (1987) af Hiroshi Sugimoto. Foto: Gallery Koyanagi

Perfektion

I bedste japanske byggestil er både de moderne teknikker med glas, cortenstål og også de traditionelle materialer som pressede jordvægge, sten- og tømmerarbejde udført til perfektion. Intet er overladt til tilfældighederne. Alle stenene i den fine have rundt om galleriet har Sugimoto personligt udvalgt gennem et årti.

Sugimoto har udtalt, at nok er observatoriet måske umiddelbart pænest nu, men han har designet det til at være smukkest som en ruin om 5000 år:

“Glasset er faldet af, og bygningen har mistet sit tag. Men når folk ser den her væg strække sig 100 meter, vil de tænke, hvad mon det her var.”

Det er herligt med et bud på en velovervejet arkitektur, som ikke bare forsøger at være moderne og unik, men rent faktisk forbinder generationer og forsøger at skabe tanker hos de besøgende.

Mon arkitekter kan lave lige så god kunst?