Niels Bohr Bygningen i København bliver væsentligt dyrere end forventet. Men er det arkitektkonkurrencens skyld? Formentlig ikke. Foto: Bygningsstyrelsen

7. november 2017

Åbne konkurrencer og god økonomi kan gå hånd i hånd

Det er ikke arkitektkonkurrencer, der fører til budgetoverskridelser i de store offentlige byggeprojekter, men underfinansiering og manglende bygge- og økonomistyring, skriver Kim Dirckinck-Holmfeld som svar til Mette Mogensen og Lars Autrup.

Kære Mette og Lars

Jeg synes, at der er en tendens i jeres læsning af mit indlæg. I skyder mig ting i skoene, som ikke kan læses ud af min lille ripost, og så fremkommer I desuden med en påstand, nemlig at de åbne konkurrencer indbyder til tristesse.

Men lur mig; hvis der er store eller prestigefulde projekter på spil, som f.eks. et hospital, et operahus, måske også et gymnasium eller rådhus, skulle de interessante løsninger nok indfinde sig. Og hvis programmerne netop var mere åbne, ville de ukendte, fornyende, overraskende eller kvalitetsfulde løsninger vise sig. 

Mislykket opera i konkurrence

Det sidste skete netop i jeres eksempel med Det Kgl. Teater (og med over 300 besvarelser, så vidt jeg husker). Det kunne være helt uden konkurrence, hævder I, netop fordi Lundgaard & Tranberg vandt. Dem kunne man da have valgt på forhånd eller netop have indbudt, er argumentet. Det er noget af en bagvendt argumentation, for det er meget sandsynligt, at projektet så var blevet et andet – og at arkitekten var blevet det. Men sikkert er det; alle mulige og umulige løsninger blev belyst igennem forslagene.

Omvendt ville Operaen, der slet og ret er mislykket i sit hovedanslag, have haft godt af at komme i konkurrence. Her ville der formentlig også været fremkommet over 300 forslag (det gør der altså i operakonkurrencer), og med mindre at rederen partout ville sætte sig igennem, er ikke sandsynligt, at HLT ville have vundet – og da slet ikke med det projekt, der blev realiseret.

Er unge arkitekter blevet dårligere?

En anden forklaring på de åbne konkurrencers tristhed – hvis det så er tilfældet? – kan være, at de unge og uprøvede er blevet meget ringere, end de var før årtusindeskiftet; men er det egentlig troværdigt? Forklaringen må snarere søges i andre og mere generelle omstændigheder.

Sære eksempler

I trækker sjovt nok Niels Bohr Bygningen og Mærsk Tårnet frem som skrækeksempler på budgetoverskridelser, for det må være dem, I hentyder til. De er mig bekendt tegnet af nogle af vores største arkitekter (og i indbudt konkurrence), men har de også haft byggestyringen? Er de ansvarlige for overskridelserne?

Det kender jeg ikke nok til sagerne til at vide, men hvis det havde været tilfældet, skulle pressen nok have skrevet det. For arkitekter og løbsk økonomi er gefundenes Fressen for pressen, og I cementerer denne fordom ved at tillægge mig (og sikkert andre, som I gerne vil anbringe i et imaginært elfenbenstårn uden føling med den hårde virkelighed) den opfattelse, at:

kedelige drøftelser om budget og økonomi ikke på nogen måde kan være en del af diskussionen.”

Det er demagogi og et udmærket retorisk fif at tillægge modstanderne synspunkter, de ikke har. Læs i den anledning Schopenhauers lille bog: Kunsten at få ret (den indeholder 38 paragraffer til det formål), så kan I gøre det meget bedre næste gang:-) 

Overskridelserne har forresten ikke noget at gøre med konkurrencer, men slet og ret med svigt i bygge- og økonomistyringen – og muligvis i detaljeprojekteringen. Det får vi nok at vide.

Underfinansiering

Herefter kommer så en fuldkommen udokumenteret følgeslutning, nemlig at åbne konkurrencer er en ekstrem risiko for bygherren. Læs hellere Bent Flyvbjergs udmærkede kortlægning af budgetoverskridelser i offentligt styrede anlæg, der viser, at de næsten alle er underfinansieret fra begyndelsen, bl.a. for at få dem til at glide igennem hos politikerne. Bagefter ruller hovederne, så det er helt efter bogen: Hvorfor går store projekter galt? (2007, Forlaget Andersen.)

Døden må have en årsag, og her har i udpeget de åbne konkurrencer som misdæderen. Det er bare ikke sådan, at de fører til økonomisk kaos, i hvert fald ikke normalt. Der er en lang praksis for, at uprøvede vindere i åbne konkurrencer allierer sig med – eller slet og ret bliver sat eller tvunget sammen med – et erfarent arkitektfirma, netop for at undgå de risici, som I påpeger.

Akkurat som i det eksempel, I fremhæver, nemlig COBE. Det er kun i sjældne tilfælde, at det giver anledning til store problemer, men de forekommer selvfølgelig. (Jeg har forresten selv fulgt en mindre byggesag – ikke som arkitekt, men som undrende repræsentant for køber – hvor håndværkerne, hvoraf hovedparten hverken taler dansk eller engelsk, løber rundt uden mål og med, og med det resultat, at projektet er blevet forsinket og voldsomt fordyret. Her har der ikke været konkurrence). I retter derfor bager for smed, når I hævder, at konkurrencerne er årsag til budgetoverskridelser.

I øvrigt mener jeg, at indbudte konkurrencer kan være udmærkede, og det Maritime Ungdomshus er et fint eksempel, men her var programmet også åbent, altså ikke fastlåst, og deltagerne var ret uprøvede – i øvrigt. LOA har en smuk tradition for at fremkalde ikke hidtil sete og fine byggerier.

Detaljeringsgrad begrænser fornyelse

Jeg hævder ikke – og har ikke hævdet – at indbudte konkurrencer ikke fører positive eller fornyende løsninger med sig. Påstanden er imidlertid, at programmernes detaljeringsgrad begrænser kreativitet og fornyelse – og at der er alt for mange penge på spil til, at de store tør være ukonditionsmæssige. De går jo ikke efter præmiesummerne, men efter opgaverne, selvfølgelig. Der er vi da vist enige om?

I spørger, om jeg kan videreføre min påstand om, at fornyelsen kommer fra åbne konkurrencer – også i de seneste år.  Det er jo vanskeligt, eftersom at (næsten) alle betydende konkurrencer er indbudte. Det er nemlig, som I så rigtigt nævner således, at de fleste åbne konkurrencer omfatter ikke-projekter, altså projekter uden en honorarmasse, der er så stor, at den kan motivere de store til at investere store summer i dem! De fører jo ikke til byggeri, endsige hovedværker.

Så det hele bider sig selv i halen.