Her ses Ivar Bentsens tegning til et af de fredede "Bakkehuse" i Københavns Nordvestkvarter - i digital repræsentation. Originalen findes ikke længere. Foto: Filarkiv

7. november 2017

Debat: Man brænder da arkitekttegninger

En udenlandsk arkitekt eller kunsthistoriker kommer til København, fordi hun gerne vil studere den berømte Arne Jacobsen. Hun møder op på rådhuset og vil gerne se byggesagen for f.eks. SAS-hotellet. Og så må man jo selv gætte sig til hendes ansigtsudtryk, når hun får svaret: “Den har vi skam brændt”.

Kan man det?

Det ikke alene må kommunen gerne gøre; det er den i færd med at gøre. I henhold til Rigsarkivets retningslinjer for digitalisering af kommunale arkivalier er der intet, der forhindrer, at originale arkitekttegninger destrueres, efter at de er blevet digitaliseret.

Jeg blev opmærksom på denne omstændighed, da jeg og en gruppe studerende forleden besøgte Københavns Byggesagsarkiv. Jeg underviser for tiden i Københavns historie i perioden 1850-1950 med særlig henblik på byens fysiske udformning, og til det formål er det vældig instruktivt at sidde med de konkrete byggesager.

Arkivet hos Miljø- og Teknikforvaltningen i Njalsgade er det rene slaraffenland i den henseende, for alle de store har bygget i København. Man behøver kun en lille dosis forestillingsevne for at føle sig hensat til tegnestuen hos f.eks. Ludvig Fenger, Anton Rosen eller Ole Falkentorp, som var tre af de arkitekter, vi havde fat i.

Det skar i hjertet, da vi fik at vide, at dette materiale om senest fem år er destrueret. Jeg er ikke den første, der er opmærksom på problemet, men i denne omgang lykkes det forhåbentlig at skabe en interesse, der fører til ændringer i praksis.

‘Museal værdi’

For det behøver ikke være sådan. I Rigsarkivets retningslinjer for kommunerne står der, at der for nogle byggesagers vedkommende “kan være tale om, at de har en museal værdi, dvs. at de fysiske arkivalier i sig selv har en værdi, som gør det betænkeligt at kassere dem.”

Stadsarkivet, som har ansvaret for, at arkivering og bevaring sker efter reglerne, har anlagt den vurdering a priori, at der intet findes af museal værdi i Njalsgade og har dermed givet grønt lys for kassationen af samtlige 10 hyldekilometer byggesager. Tre kilometer er allerede væk. Det kaldes på arkivsprog ironisk nok ‘bevaring’, når man digitaliserer og kasserer.

Hvis man i tilgift bevarer originalen, kaldes det ‘merbevaring’. Man kan nærmest høre, hvordan det ord er vokset ud af et regneark. Det ligger på den åbne hånd, at denne proces må stoppes øjeblikkeligt og beslutningen gøres om. Det koster som antydet penge, som Stadsarkivet desværre ikke har.

Informationstabet

For en teknisk betragtning vil den digitale version, hvis den er udført dygtigt nok, antagelig udgøre en fuldgyldig og dertil meget mere tilgængelig erstatning for den oprindelige. Teknik- og Miljøforvaltningen i København har da også givet lovning på en scanning i bedste kvalitet, men erfaringerne fra andre kommuner giver nu ikke anledning til fortrøstning.

Informationstabet har nogle steder været ganske betydeligt, hvis den originale sag ikke er bevaret. Men informationstabet kan kun minimeres, ikke fjernes helt. Noget vil altid mistes, når der digitaliseres, for det format, som arkitekter og ingeniører oprindeligt har arbejdet i, og det materiale, som de har tegnet på, forsvinder, og dermed går en del af arbejdsprocessens kontekst også tabt. Det samme argument gælder i øvrigt også for arkiverne efter andre forvaltningsorganer, især de ældre sager.

Den taktile kvalitet

Prædikatet ‘museal værdi’ har ingen fast definition og er derfor vanskeligt at operationalisere. I Aarhus har man i en kontrolleret og velovervejet proces bevaret byggesagerne for fredede og bevaringsværdige huse. Den tilgang kunne man med fordel også vælge i København og i de af landets øvrige kommuner, hvor skaden ikke allerede er sket.

Min egen reaktion på Københavns Kommunes politik beror ikke på lovgivningen eller myndighedernes retningslinjer, men hvad man kunne kalde faglig intuition. Der er en værdi ved en arkivbestands stoflige og taktile kvaliteter, som man kun vanskeligt kan sætte ord på, men som værdsættes af alle, der arbejder med arkivalsk materiale.

En sammenligning kan måske anskueliggøre sagen for udenforstående: Ville Skagens Museum scanne skitser og breve af Krøyer og derefter brænde papirversionen og kalde det ‘bevaring’ med den begrundelse, at informationsindholdet er intakt? Jeg tror det ikke. Eller rettere: Jeg ved, at det kunne de ikke drømme om at gøre.

Jes Fabricius Møller er lektor i historie på Københavns Universitet. Teksten udtrykker – ligesom alle øvrige debatindlæg på arkitekten.dk – skribentens egen holdning.

Sagen i P1

P1 Eftermiddag tog sagen om afbrænding af arkitekttegninger op mandag d. 6/11 2017. Klik her for at lytte til indslaget.