Volksbühne Satelitteater i Tempelhof Lufthavn. Kredit: Francis Kéré Architecture. Foto:
Volksbühnes satellitteater i Tempelhof-lufthavnen. Foto: Kéré Architecture

12. oktober 2017

Teater samler nytilkomne og derboende 

Arkitekten Francis Kéré har designet Volksbühnes nye, fleksible satellitteater, en prima rumskulptur, som åbner sig mod byen, verden og publikum fra en hangar i den historiske Tempelhof-lufthavn.

Hvordan kan et helt nyt og moderne teater se ud og bruges? Det har Volksbühnes nye direktør, Chris Dercon, bedt arkitekten Francis Kéré om at give et bud på. Projektet realiseres som midlertidig scene over flere etaper i en hangar i den nedlagte, centralt placerede Tempelhof-lufthavn, der med sin naziarkitektur og landingsbane for amerikanernes luftbro efter krigen har rummet dele af Tysklands mest tragiske historie. Kérés midlertidige teater forholder sig til lufthavnens kulturarv og nyere funktion som provisorisk hjem for tusindvis af flygtninge.

Volksbühne. Foto: Kéré architecture
Teaterkonstruktionen udefra. Foto: Kéré Architecture

Ikke en kukkasse, men en åben scene

Satellitteatrets første del blev indviet i forbindelse med åbningen af Volksbühnes nye sæson og æra. Manglende budget har betydet, at teatret foreløbig er begrænset til det væsentligste, som i et værksted. Det består nu af et modulært tribuneelement, som er beklædt med lyst træ og transparent, hvidt stof, samt otte mobile siddepladser, der tilsammen giver plads til 400 tilskuere. Scenen kan udskiftes og tilpasses forskellige teaterformer, forestillingerne kan foregå direkte på gulvet eller på en hævet platform. Som et rum i rummet – den monumentale hangar er 4000 kvm – danner det sin egen skala og ramme for, at noget kan ske og udfolde sig, men uden at lukke sig om sig selv.

Den åbne scene er ifølge Francis Kéré inspireret af gadeteater, antikkens græske byers agora og den tyske, avantgardistiske Volksbühne-dramaturg Erwin Piscators (1893-1966) totalteater, der skulle fungere som én stor scene med publikum som deltagere. Kéré ekkoer Piscators ønske om at ophæve det klassiske kukkasseteaters markerede adskillelse mellem scene og tilskuerrækker.  

Burkina Faso, Oubritenga, Laongo, "Operndorf". Francis Kéré Architecture/Foto: Erik-Jan Ouwerkerk

Operalandsby

Francis Kéré har en interessant biografi og et usædvanligt portefølje: Han er født i Burkina Faso i 1965 og flyttede i 1985 til Berlin, hvor han har studeret arkitektur og siden 2005 haft tegnestue. Hans værk spænder fra arkitektur over byudvikling til mere kunstneriske projekter. Han har realiseret en række bygninger i sit hjemland. Til sin hjemby, Gando, har han ud over en skole designet flere offentlige bygninger, herunder et bibliotek, et atelier og et kvindecentrum, finansieret af donationer og priser.

Kérés mest specielle projekt er en operalandsby i Burkina Faso, som han blev involveret i af den excentrisk-energiske billedkunstner Christoph Schlingensief. Det både jordnære og originale projekt omfatter endnu ikke et operahus, men en skole, et sygehus, boliger og et kulturprogram, finansieret af Goethe-instituttet, og landsbyen vokser stadig. Denne sommer tegnede Kéré Serpentine-pavillonen, en smuk, halvåben struktur omkring en plads med integreret ornament i blåt og træ samt et flyvende tag. Der ser ud, som om pavillonen er lige ved at lette.

Volksbühne tilskriver Francis Kéré en væsentlig rolle for en etisk vending i arkitekturen. Hans sociale, regionale og økologiske orientering er i hvert fald overbevisende sympatisk. Arkitekturen består af naturlige, lokale materialer som ler og træ og leger med stilfærdige mønstre, en blanding af kantede og organiske former og svævende tage. Stilen er elementær, let, tysk-afrikansk, low-tech og enkel. Det offentlige rum har en central placering, og kunst kan spille en samlende rolle for offentligheden.

Serpentine-pavillonen. Francis Kéré Architecture
Serpentine Pavillon, London 2017. Illustration: Kéré Architecture

Ikke-scene

Med satellitteatret realiserer Francis Kéré for første gang et projekt i Berlin. Han kalder det en utopi. Det nye teaterrum skal afspejle livet indeni og udenfor. “Vi vil skabe en struktur, som fører nytilkomne og herboende berlinere sammen, med teateret som midtpunkt”, siger den idealistiske arkitekt (VOLKSBÜHNE, Francis Kéré: Satellitentheater. Eine Utopie, Tempelhof, Hangar 5). Og minsandten! Skulle man have været så fordomsfuld at affeje denne medmenneskelige intention som teoretisk fantasteri, så virkede den første teaterforestilling på den nye scene afvæbnende. Som en del af Volksbühnes nye program, der skal åbne teatret for byen ved at bruge en ikke-scene og forholde sig til det levede liv og dets aktuelle konfliktzoner, fornyer den nye scene vores blik på teatret og mulighederne for, hvad der kan udspille sig i og omkring det.

Den syriske forfatter Mohammad Al Attar og instruktøren Omar Abusaada har udviklet forestillingen IFIGENIA sammen med en gruppe unge syriske kvinder, som bor i Berlin. Stykket udspiller sig som en casting til rollen som Ifigenia, og kvindernes virkelighed blander sig i interview-og-teaterprøveform genialt med fiktionen. Teatret danner ramme om et autentisk møde med syrernes tragedie hinsides massemediernes velkendte fortællestrukturer. Som tilskuer er man i dette teater uden vægge og portalramme mærkbart tættere på skuespillet og friere til at bevæge sig rundt. Oplevelsen er intim og nærværende.

Volksbühnes midlertidige satellitteater fornyer vores blik på teatret. Foto: Francis Kéré Architecture

Nye billeder

Dermed svækkes også den kritik af Volksbühnes direktørskifte, der har fyldt medierne, allerede længe inden det fandt sted, og i slutningen af september førte til en uges besættelse af teatret. Kunsthistorikeren Dercon, som afløser den subversive, eksperimenterende Castorf, er blevet beskyldt for kosmopolitisme, eventificering og tilmed gentrificering og neoliberalisme. Men da tæppet gik, spurgte en alt andet end konsensusorienteret, nysgerrig ny Volksbühne, hvordan vi kan producere nye billeder, og hvorledes kunst, arkitektur og dans kan være en del af denne billedproduktion. Efter et kvart århundrede kan Berlin vel også give plads til noget nyt?

Læs mere om projektet på tegnestuens hjemmeside