Foto til venstre: Michael Stabell, Bornholms granitbrud, Zurface. Foto til højre: Anna Aslaug Lund, Granitbelægning på Frederiksberg

17. oktober 2017

Debat: Se byen som et landskab

Arkitekt MAA og ph.d.-stip. Anna Aslaug Lund kaster et landskabsblik på København og ser arkitekten som byens gartner.

Fra min plads, hvor jeg sidder og skriver nu, kigger jeg ud på en by af kraner og containere. Jeg er i øjeblikket ved at afslutte min erhvervs-ph.d., “Rum for regn”, hos Gottlieb Paludan Architects, der har tegnestue i Nordhavn. Omkring os er den nye bydel ved at skyde op. I en parallel bevægelse er folk så småt begyndt at flytte ind i de færdigbyggede huse og ved at gøre området til deres. I nogle af sidegaderne har børn tegnet på fortovet med farvet kridt. Jeg tænker nogle gange på, hvor mærkeligt og magisk det er, at de kun få år gamle planer for Nordhavn nu pludselig er blevet til bagtæppet for en barndom i København. Byen breder sig. Den gror i højden. Dens kvarterer skifter rytme i forskellig takt. Den bliver syet sammen på nye måder og spalter og overlejrer sig selv.

Urbane økologier

For nyligt har diskussionen om Ørestad og Amager Fælled gjort det tydeligt, at en bred offentlighed ønsker at bevare en vild natur i byen. Den anden side af debatten om Amager Fælled har rejst spørgsmål vedrørende værdien af langsigtet planlægning og finansiering af byudviklingen. Debatten om Papirøen har kredset om den selvgroede by versus den planlagte. Nordhavns høje lejlighedspriser har været diskuteret. Samtidig er den generelle gentrificering af hele København til stadighed et tema i debatten om byen. Og derudover er klimaforandringerne et nyt vilkår i byplanlægningen i forhold til klimatilpasning såvel som i forhold til ressourcebevidsthed.

Fælles for alle disse debatter er diskussionen om byen og dens økologier – både naturens økologier og de urbane økologier. Med naturens økologier mener jeg både alt det, som byens biodiversitet indebærer – planteliv, insektliv, dyreliv – men også eksempelvis klima, vandets kredsløb, byens geologi, dens vejrfænomener, facadernes patinering, byrummenes mikroklima. De urbane økologier rummer alle byens menneskeskabte processer som eksempelvis traditioner, teknologi, magtstrukturer, ejerskabsforhold, lovgivning, normer, adfærdsmønstre, værdier, håndværk, videnskab, verdenssyn.

Tegnestuer på rette vej

Jeg mener, at ud over at diskutere de enkelte projekter i debatten om Københavns udvikling, er det også vigtigt, at vi i den faglige debat får diskuteret vores tilgang til relationen mellem byens rum og dens naturlige og urbane økologier på et overordnet niveau.

Naturens økologier og de urbane økologier griber ind i hinanden, og samtidig påvirker de og styres de af byens form. En vestvendt facade, et velproportioneret byrum og et godt mikroklima kan skabe grobund for et særligt opholdssted i byen, der sætter gang i urbane processer som identitet, traditioner og programmer, der igen vil påvirke udviklingen af byens form. Et kirketårn eller reliefvirkningen i en mur kan skabe mulighed for fugleliv i byen, og en byhave kan både danne ramme om lokale møder blandt et områdes beboere og samtidig være habitat for insekter og dyr.

Mange danske tegnestuer har allerede integreret en bevidsthed omkring disse økologier som en vigtig del af deres praksis og projekter. Dog peger den offentlige debat – samt ikke mindst de globale klimaforandringer og en faldende biodiversitet – på, at vi bør diskutere, hvordan vi kan blive endnu bedre til at opnå et tættere samspil mellem byens form og dens økologier.    

Blikket er afgørende

En af nøglerne til et tættere samspil mellem byens form og dens økologier, mener jeg, knytter sig til det blik, vi anlægger på byen. I mange år har vi defineret byen og det urbane som tilhørende en kategori, der har stået i modsætning til landskabet og naturen som en anden kategori. På det seneste er det blevet diskuteret, hvordan vi i højere grad kan integrere naturen i Københavns byrum, men det har ofte været i en slags opposition til byens egenskaber.

En alternativ betragtning – som jeg vil foreslå – er at se hele byen som et konstrueret landskab, der både påvirker og påvirkes af naturens økologier. Gennem dette landskabsblik ses byen som en omorganisering af landskabets form og af naturens økologier. Det handler altså ikke om, at vi skal søge at gøre naturen til en del af byen, men derimod at vi skal forstå, at byen allerede er en del af naturens processer, og at vi skal lære at arbejde bevidst med disse processer. På samme måde påvirker byens urbane økologier også det åbne landskabs form og dens naturlige økologier eksempelvis i forhold til byggematerialer og fødevareforbrug.

Nye økonomiske modeller

Anlægger vi det blik på byen, kræver det også en redefinering af arkitektens praksis i byplanlægningen. Vi kan på en måde betragte byen som en hyperkompleks have, hvor rummets form og dets processer er uadskillelige, og hvor vi som arkitekter, landskabsarkitekter og byplanlæggere – ligesom gartneren – løbende må revurdere, hvordan byens form og dens økologier interagerer. I haven formår gartneren netop at forene en viden og en sensibilitet omkring den kropslige sansning af rummet med en læsning af havens foranderlige økologier. Den praksis hviler på en plasticitet i formsproget, der tillader ændringer over tid, og et formsprog, som besidder grundlæggende rumlige kvaliteter, der muliggør skiftende programmer og brug.

En indlysende barriere for et landskabsblik på byen er naturligvis forbundet med byens økonomiske model, der ofte er knyttet op omkring en masterplantænkning og en stabilitet i planlægningen. En af de mest centrale og sværeste opgaver i den fremtidige byplanlægning må derfor være at udvikle og diskutere nye økonomiske modeller for byen, der er rodfæstet i en overordnet rumlig idé, men som samtidig tillader improvisation og uforudsigelighed, i takt med at bylandskabets naturlige og urbane økologier forandrer sig og skaber nye sammenhænge.

Bland dig i debatten – skriv din holdning i kommentarsporet, eller send et indlæg til tmh@arkitekten.dk