Kjeld Vindum. Due Torri. Garisenda. Asinelli. Bologna.
Due Torri, Garisenda og Asinelli, Bologna. Foto: Kjeld Vindum

3. oktober 2017

Højhuse jeg holder af

Arkitekten har spurgt en række danske arkitekter om, hvilke højhuse de holder mest af og hvorfor. Kjeld Vindum fortæller her om to tårnhøje favoritter.

Torre Velasca, Milano (1957). Tegnet af BBPR (Banfi, Belgiojoso, Peressutti & Rogers) 

En absolut favorit. Jeg værdsætter at det, i modsætning til de fleste højhuses opstabling af ens etager, forholder sig til vertikaliteten som kontekst. Set fra Milano-katedralens tag, hvorfra mange vil kende det, ser man det rejse sig over den omgivende, lavere by. Nærmest som i en knejsen responderer det på rummets udvidelse over byen ved selv at udvide sig og blive tykkere.

Samtidig løsriver den øvre, tykkere del sig fra den nedre og skaber en spænding i huset, idet den indtrukne mellemetage fremtræder som et mellemrum, og den øvre del synes at hæve sig over den nedre, alt imens det stærkt artikulerede konstruktive skelet tydeligvis holder den oppe. Et andet aspekt er så, at konstruktionens artikulering af udkragningen tydeligvis refererer til murede udkragninger kendt fra middelalderbyer og -borge i ikke mindst Norditalien.

I det hele taget kan jeg godt lide, at det rejser sig statuarisk i sin formidling mellem jord og himmel, at det har ikke blot hoved, men også en fin hat, hvis antenner kun bidrager til den smukt graduerede overgang mellem hus og himmel. Endelig holder jeg også af, at der kun er vinduer, hvor der er behov for dem indefra. Torre Velasca er et mageløst højhus.

Torre Velasca
Torre Velasca. Foto: © CEphoto, Uwe Aranas / CC-BY-SA-3.0
Torre Velasca
Torre Velasca fotograferet i 1960. Foto: Wikimedia Commons

Due Torri, Garisenda og Asinelli, Bologna (fra først i 1100-tallet)

Højhuse eller ej, så er de temmelig høje, henholdsvis 47 og 97,2 m, og en slags huse i og med at de har været, om ikke beboede, så bemandede. Det formodes, at formålet med deres opførelse har været af militær karakter, og der har været mindst 100 (måske op til 180) sådanne tårne i Bologna, hvoraf højst 20 nu står tilbage. Tårnene er muret op med aftagende vægtykkelse mod toppen.

Disse to er de mest kendte, også fordi de står midt på Piazza di Porta Ravegnana, midt i Bologna, midt i et inferno af trafik. Problematisk fundering har medført, at tårnene i dag hælder henholdsvis 3,2 og 2,2 m.

Skævheden er ganske væsentlig for deres virkning i dagens urbane virkelighed. Foruden det geologisk spændte forhold til jorden åbner skævheden for et fortolkningsrum i forhold til kosmos: Peger de mod noget? Eller refererer de (ikke mindst Garisenda) til gigantiske kosmiske nedslag lige her? Under alle omstændigheder peger de ud over vores færden lige nu og her.

For mig er de meget voldsomme monumenter, som i deres arkitektoniske samvirken med byrummets hårdt opspændte, heterogene karakter gør Piazza di Porta Ravegnana til et særdeles kraftfuldt sted.

Kjeld Vindum. Due Torri. Garisenda. Asinelli. Bologna.
Due Torri, Garisenda og Asinelli, Bologna. Foto: Kjeld Vindum
Kjeld Vindum. Due Torri. Garisenda. Asinelli. Bologna.
Due Torri, Garisenda og Asinelli, Bologna. Foto: Kjeld Vindum
Due Torri
Due Torri, Garisenda og Asinelli, Bologna. Arkivfoto: Wikimedia Commons