Rebecca Belmore, Biinjiya’iing Onji (Von innen, 2017). Foto: Mathias Völzke

20. september 2017

Documenta, dokumenter, monumenter

Documenta 14 er på flere måder anderledes og mere alvorlig end ellers. Udstillingen har for første gang delt sig mellem to byer – Athen og Kassel. Arkitekten rapporterer fra Kassel, hvor kunsten fylder forbavsende lidt i byens rum.

Muligheden for at lade kunsten flyde ud af museerne, ud i det offentlige rum, har siden de Fluxus-prægede 70ere været en fast del af Documenta, og gennem tiden er en række værker blevet del af en permanent samling i byrummet. Eksempelvis Per Kirkebys murede rumskulptur, opført i forlængelse af Documenta Halle i 1992. Stærkest står Joseph Beuys’ projekt “7000 Eichen” fra Documenta 7. På Beuys’ initiativ blev der mellem 1982 og 1987 plantet 7000 træer i Kassel, primært egetræer, langs byens befærdede veje. Det er et projekt, som langsomt og roligt har forandret Kassel og til fulde udtrykker Beuys’ overbevisning om kunstens revitaliserende og forandrende potentiale – når først den rykker ud på gaden. Træerne skaber en ny takt langs vejen og et tiltrængt beskyttende lag mellem biler og gående. Men ved dette års Documenta synes kunsten i det offentlige rum nærmere at ville optage spektakulær fylde end langvarig indflydelse.

Den første Documenta i Kassel, som blev destrueret under 2. Verdenskrig, var i 1955. Udstillingen præsenterede hovedværker af det 20. århundredes kunstnere, som tidligere havde været forbudt under det nazistiske regime. Værkerne, den entartete Kunst, blev samlet og udstillet som en udstrakt hånd til Europa. En manifestation af Tysklands kulturelle genrejsning og vej ud af undertrykkelsen, ind i det håbefulde moderne. Siden er quinquennalen vokset til at blive verdens største og mest indflydelsesrige udstilling af samtidskunst.

I år beder Documentas hovedkurator, Adam Szymczyk, så kunstverdenen om at rette sin opmærksomhed mod Athen, epicentret for Europas finansielle og menneskelige kriser, men, lige så vigtigt, arnestedet for vores moderne demokrati. Hovedtemaerne er arv, gæld og skyld, og således når Documentas substantielle alvor i år et nyt niveau. Vi har besøgt Kassel for at undersøge, hvordan arven fra Athen når frem, og hvordan kunsten manifesterer sig i byens rum.

Marta Minujìns The Parthenon of Books. Foto: Anne Pind
Marta Minujìns The Parthenon of Books. Foto: Anne Pind

Symboltungt tempel

Marta Minujìns The Parthenon of Books er blevet Instagram-’billedet’ på Documenta 14 som det værk, der tydeligst rejser et stykke Athen i Kassel. Første gang, det blev opført, var i Buenos Aires i 1983, hvor det fejrede det argentinske militærdiktaturs ophør ved at vise folk de bøger, der havde været forbudt, og som de nu kunne læse. I Documenta 14s version er projektet blevet udvidet til at omfatte alle bøger, der har været forbudt i en given tid på et givent sted. Bøgernes Parthenon har haft en helt anden resonans dengang end nu her, hvor det fremstår en kende udvandet i sin genopførelsesform.

Også Ibrahim Mahamas Christo-associerende indpakning af de gamle byporte optræder monumentalt og symboltungt i gadebilledet. Indpakningslaget udgøres af gennemslidte brune sække, som fremstilles i Asien, bruges til pakning af kakao m.m. i Ghana og eksporteres til Vesten. Præcis, som vi så Charlottenborg indpakket i efteråret 2016. Verdenshandlens historie hænger (på ny) og flagrer i vinden, hvis man altså ikke henter information fra Documenta 14s glimrende hjemmeside og daybook, for ofte er informationsniveauet ved værkerne spinkelt.

Hiwa K, When We Were Exhaling Images. Foto: Mathias Völzke
Hiwa K, When We Were Exhaling Images, 2017, in collaboration with PD022, the Diplom Degree Programme in Product Design, Prof. Jakob Gebert, Kunsthochschule Kassel. Foto: Mathias Völzke

Kloakrørsboliger til flygtninge?

Mere spørgende og kritisk fremstår Hiwa K’s foruroligende skulptur When We Were Exhaling Images, opstillet på Friedrichsplatz foran Documenta Halle. Værket består af 20 kæmpe kanalrør af ler stablet oven på hinanden og foreslår en æstetiseret og umulig boform til verdens flygtninge. Rørene er foret med farvestrålende ting og materialer. Madrasser, tæpper, fliser, puder, planter, espressokander, bøger, billeder. Det minder næsten om livsrum. Men hvem kan bo i sådan et hul? Det har noget grotesk og hæsligt over sig at forskønne en nødsituation. Kan man tillade sig at forvandle umenneskelige betingelser til et minimumsboligeksperiment? Det forekommer grotesk, fordi man ikke kan antage dette for at være et konstruktivt forslag til, hvordan man kan bo. Men netop heri opstår lag af kunstnerisk monstrøsitet og politisk kompleksitet, som man ellers kan savne i gaderne på dette års Documenta.

Agnes Denes, The Living Pyramid. Nordstadtpark. Foto: Mathias Völzke

Marmortelt og pyramide

Ligeledes fængslende, men mere nedtonet og sympatisk ligger Rebecca Belmores marmortelt på Weinberg-Terrasserne, hævet over Karlsaue-parken. Belmores smukke, lille, håndmejslede marmormindesmærke fastfryser et nødlogi som varig tilstand. Ligesom Hiwa K’s rør indikerer det ubeboelige hjem verdens uformåenhed i forhold til at hjælpe mennesker på flugt, men materialet forfiner i højere grad huslyet og antyder behovet for omsorg. Teltet, på én gang let og tungt, blødt og køligt, dyrt og fattigt, efterlader et drømmende, imaginært indtryk. Værket peger i flere retninger. Mod de permanente teltlejre og de europæiske kirkegårdes gravmonumenter. Det har blendet bedre ind i Athens varme, støvede stenlandskab, inden det blev forflyttet til Kassel, men også her giver det mening som en forstenet, udebleven gestus.

I Nordstadtpark, en cykeltur fra Friedrichsplatz, står Agnes Denes’ botaniske værk The Living Pyramid, en stor pyramidestruktur med afsatser til planter. Denes har i årtier, gennem elaborerede serier af tegninger, tekster og modeller, undersøgt pyramidens arkaiske geometri. Plantepyramiden i Kassel foreslår en ny formmæssig orden. Den rejser sig fra et kvadratisk fundament for så at mutere mod toppen i et blødt geometrisk kollaps. Som en omvendt trompet rettet mod jorden, en perfekt form vredet ind i en ny orden. Efter invitation fra Denes er strukturen beplantet af byens borgere og kunstbesøgende. Set som social skuptur og økologisk rekonstruktion af et stykke tabt natur lægger den sig, midlertidigt, i fin forlængelse af Beuys’ grønne gestus.

Fedtlag

Noget mangler alligevel mellem monumenterne. Et fedtlag a la Beuys. Noget med modhager, mislyd, begejstring, noget, der overrasker, noget, man ikke før havde set eller tænkt på. Indtrykket er en gammeldags udstilling uden trylleri, uden forslag til en anden verden. Vi bringes med andre ord ikke andre steder hen end til Kassel. De behandlede emner – krig, fordrivelse, minoriteter, køn, etnicitet – er alle væsentlige. Men det historiske og politiske stof legitimerer værkerne, som om det kunne bære dem alene. Den kunstneriske form er blevet sekundær i forhold til det indholdsmæssige budskab. The Parthenon of Books står som et symbol for hele Documenta 14, hvor kunstværker med indlysende, næsten 1:1-agtige, entydige budskaber, ingen kan erklære sig uenige i, fylder meget (knuste glasflag, vragdele fra flygtningebåde, pigtråd). Vi bliver stillet over for talløse historiske relikvier uden sanselig omsætning og politiske dokumenter, uden illustration. Ofte er det mere interessant at læse katalogteksterne end at stå foran værkerne selv. Her mangler æstetisk omsætning. Ren kunstnerisk kraft. Det lille telt af marmor står tilbage som det mest bevægende bidrag i sin tyste, tunge uhygge.

Anderledes fri opleves årets anden store internationale kunstudstilling i Tyskland, Skulptur Projekte i Münster. Her ligger værkerne ikke under for det kuratoriske pres, man fornemmer i Kassel. I stedet er programmet differentieret med plads til både rumlige installationer, børneworkshops og sociale projekter. I Münster kan man opleve poetiske, fortolkningsåbne, nytænkende værker, hvis udstråling smitter af på hele byen.

Fakta

Documenta 14

Learning from Athens 8.4-16.7

Kassel 10.6-17.9

Chefkurator, polske Adam Szymczyk

www.documenta14.de