Ayşe Erkmen, On Water, Skulptur Projekte 2017, Foto: Henning Rogge
Ayşe Erkmen, On Water, Skulptur Projekte 2017, Foto: Henning Rogge

11. august 2017

Skulpturer får os til at gå på vandet

Et højdepunkt denne kunstsommer: Skulptur Projekte indtager Münster hvert tiende år og genopfinder byen. På tværs af discipliner – fra byplanlægning over skulptur til socialt orienteret kunst – viser værkerne trang til at gribe ind i den virkelige verden.

Münster kan minde lidt om Aarhus: En mindre universitetsstorby med en fin, gammel bymidte, grønne kvaliteter og et levende kulturliv. Byen er desuden kendt som Tysklands bedste cykelby, og den grønne promenadering omkring bykernen for fodgængere og cyklister er enestående.

De internationalt velrenommerede Skulptur Projekte finder sted i Münster så sjældent som hvert 10. år. Første gang var i 1977, og dermed er 2017 kun den femte udgave. Tilbage i 1977 var der folkelige protester mod kunsten, men denne indstilling vendte sig hurtigt og lykkeligt. I dag er det ifølge kuratorerne snarere nærmest et problem, at det er svært at provokere, fordi alle elsker kunst i det offentlige rum.

Udstillingens 35 værker er koncentreret i og omkring Staab Architektens LWL-Museum fra 2014, som arkitektonisk er mere sikkert-smagfuldt end radikalt. Det overbeviser til gengæld byplanmæssigt med sin rummelige foyer, der er formet som en gade direkte gennem bygningen og gør museet til en del af byens offentlige rum og liv. Det kan måske undre lidt, at så mange af værkerne er inden i eller lige uden for museets hvide kube, men det skorter heller ikke på værker i resten af centrum eller byens periferi. Af sted! Udstyret med et bykort og også gerne en cykel.

Gregor Schneider, N. Schmidt, Pferdegasse 19, 48143 Münster, Deutschland, Skulptur Projekte 2017. Foto: Henning Rogge

Fordoblinger

Mange af værkerne synes forholdsvis traditionelle. Ikke skulpturer på sokler, men enten udsmykning såsom vægmalerier (Sany (Samuel Nyholm)) eller forvrængede klassiske skulpturer som statuer, der ligger henslængt ved vandet (Nicole Eisenman), en sten, der er hul (Lara Favaretto), eller en lastbil med en skulptur og en sort boks på (Cosima von Bonin + Tom Burr). Disse værker kommenterer lystigt og selvreferentielt kunsthistorien, men siger ikke så meget nyt om skulpturens rolle og betydning i dag. De synes fremmedlegemeagtigt genkendelige som kunst og placerer sig mere dumpt end integreret i gadebilledet.

De værker, der i højere grad opløser sig selv som værker og gemmer sig i f.eks. en forladt asiatisk butik (Mika Rottenberg) eller på et 70er-disco (Wagner / De Burca), overrasker mere og går i dialog med byens levede liv frem for bare dens kunstpublikum.

Her fremstår særligt fire værker som noget helt ud over det sædvanlige:

At gå ind i Gregor Schneiders værk N. Schmidt er som et træde ind i en David Lynch-film: Først bliver man lukket ind i en opgang to ad gangen og går op. Kun én person ad gangen lukkes man ind i en lejlighed. Her er tre næsten tomme rum med væg-til-væg-tæpper, vinduer med gardiner for eller slet ingen vinduer samt et toilet. Rummene er hospitalsagtigt kliniske. Man forlader lejligheden, åbner en ny dør – og går igennem en identisk lejlighed.

Gregor Schneider interesserer sig for fordoblinger. I London lod han to ens rækkehuse ved siden af hinanden bebos af tvillingepar, som i hver deres hus foretog de samme sære handlinger (Die Familie Schneider, 2004). I Münster ligger lejligheden i LWL-museet, med separat indgang fra gaden, men mens museumskonteksten måske nok tager lidt af brodden af værket sammenlignet med en ukendt adresse et andet sted i byen, bidrager institutionens egenskabsløse rum dog til opbygningen af uforløst suspense. Det føles, som om tiden står stille, verden har lukket sig bag én, ingenting sker, men det hele gentager sig én gang til. Der er ingen personer til stede i lejlighederne, men netop fraværet af mennesker viser sig også at være uhyggeligt. Man føler sig overvåget, men er selv den overvågende. Gregor Schneiders rumlige værk kredser om erfaringer og følelser, og hvorvidt disse er knyttet til mursten eller mennesker. Lejlighederne står som tomrum, hvor vi selv går igen som spøgelser.

 

Jeremy Deller, Speak to the Earth and It Will Tell You (2007–2017), Skulptur Projekte 2017. Foto: Henning Rogge

Kolonihaven fortæller

Jeremy Deller startede allerede i forbindelse med Skulptur Projekte i 2007 sit projekt Speak to the Earth and It Will Tell You, som først i år er blevet fuldbragt. Han bad samtlige Münsters 54 kolonihaveforeninger om at føre dagbog i det mellemliggende årti. Nu præsenteres 33 smukt indbundne, tykke dagbøger i en af kolonihaverne. De indledes af kunstnerens opfordring til dokumentation af kolonihavernes botaniske udvikling, samfundsbegivenheder, hverdags- og festliv og er fyldt med billeder, beretninger og udklip fra kolonihavernes kulørte liv.

Jeremy Dellers langtidsvarende, deltagerbaserede projekt tager kolonihaver op som et socio-urbant tema. Værket danner et arkiv for folkelig formgivning af et fælles, på én gang trivielt og kuriøst livsrum. Dagbøgerne delagtiggør os i en mangfoldighed af udtryksformer kondenseret i et lille populær-wunderkammer. Projektet er en sympatisk gestus for kolonihaveejerne, som synliggør kolonihavekulturens kreative potentiale og betoner det som betydningsfuldt.

Pierre Huyghe: After A Life Ahead, Skulptur Projekte 2017. Ice rink concrete floor; Sand, clay, phre- atic water; Bacteria, algae, bee, chimera peacock; Aquarium, black switchable glass, conus textile; Incubator, human cancer cells; Genetic algorithm; Augmented reality; Automated ceiling structure; Rain; Ammoniac; Logic game. Skulptur Projekte 2017. Foto: Ola Rindal

Byen som ruin eller bro

Pierre Huyghes værk er udstillingens mest spektakulære arkitektoniske højdepunkt. I en nedlagt skøjtebanehal har den franske kunstner på Gordon Matta-Clark-vis åbnet, skåret og gravet ned under betongulvet, så der har dannet sig et kæmpe ruinlandskab og prismelignende former. Huyghe er optaget af teknologi og natur, og i hallen er der dels af sig selv opstået liv gennem bl.a. alger, bakterier og bier, dels har kunstneren installeret et sindrigt system af bikuber, kræftceller og et akvarium med en snegl m.m., som via sensorer reagerer på hinanden indbyrdes og får to pyramideformede vinduer i loftet til at åbne og lukke sig. Sat i scene i et transformeret, specifikt rum, som nogen har opgivet, blander værket liv og død på en sælsom måde. Samtidig er det konkret og håndgribeligt i og med dets tilgængelighed som en gigantisk skulptur, man kan gå igennem. Det er både underligt, poetisk og meget æstetisk.

Skulptur Projekte kulminerer med Ayşe Erkmens geniale gangbro på havnen. Gangbroen er placeret lige under vandoverfladen på tværs af havnen fra den ene kaj til den anden, og besøgende kan således krydse havnebassinet med følelsen af at gå på vandet. De mange vadende mennesker, børn som voksne, frem og tilbage, vidner om den stærke folkelige tilegnelse af værket. Dermed rammer den visionære intervention Skulptur Projektes kernedyd: Den griber energisk og frisindet ind i omgivelserne, men appellerer samtidig til alle.

Byen som et netværk af steder, oplevelser og handlinger

Udstillingen er ikke udpræget kritisk, men den kan noget andet: Også mange af de værker, der læner sig mere op ad konventionelle skulpturer, giver sjove impulser og leder til steder, hvor man måske ikke lige ellers var taget hen eller havde gjort ophold. Den massive tilstrømning af lokale og besøgende til fods eller på cykler er charmerende og opmuntrende. I forhold til sin storesøster, Documenta i Kassel, der er massiv, teksttung og elitær, forekommer Skulptur Projekte Münster at være et forfriskende, ligetil møde med kunst for ganske almindelige mennesker, som man kan opleve på forskellige niveauer, sanseligt som intellektuelt.

Set fra en urbanistisk vinkel siger Skulptur Projekte noget om byens offentlige rum som et heterogent, socialt mødested. Man oplever en uvant stor åbenhed over for samtidskunst og en fornemmelse af festivalstemning i hele byen. Udstillingen danner ramme om rum, hvor forskellige folk nyder at opholde sig, samtidig med at de er involveret i etiske og æstetiske temaer. Værkerne fungerer på den måde som katalysator for byliv, ikke forstået som at gå på arbejde eller café, men som perspektiver på, hvad byen også kan være og rumme. Uden at være eksplicit politisk har Skulptur Projekte alligevel en utopisk komponent og aktiverer byen som scene for handling.

Skulptur Projekte Münster finder sted i Münster fra 10. juni til 1. oktober.
Udstillingen er kurateret af Kasper König, Britta Peters og Marianne Wagner.
www.skulptur-projekte.de