De studerende fra KADK fortæller om verdensmål og semesterprojekter i en nedlagt dampvaskerihal i Allinge. Foto: Frans Drewniak

Folkemødet og verdensmålene

Om arkitektfaglige emner i al deres mangfoldighed blev mere folkelige af at blive luftet under folkemødet på Bornholm i juni er næppe målbart, men fagligheden var høj og vel repræsenteret – det er helt sikkert!

FN’s 17 verdensmål er den positive formulering af den globale udvikling som en brændende platform, der kræver bæredygtige svar på alle niveauer. Opfyldelse af målene må nødvendigvis blive summen af internationale og nationale strategier og handlinger, men vi har også et ansvar som institutioner, virksomheder og individer. Som et eksempel herpå offentliggjorde regeringens advisory board om cirkulær økonomi for nylig sin rapport, hvori der udpeges 27 konkrete initiativer til, hvordan vi i det danske samfund kan bidrage til en mere optimal ressourceudnyttelse, og som en væsentlig del heraf undgå affald ved nedgradering af ressourceværdien.

En helt uvidenskabelig gennemgang af årets folkemødeprogram har vist op mod 140 arrangementer, hvor bæredygtighed og cirkulær økonomi har spillet en rolle i debatoplæggene. Da op til flere af advisory boardets medlemmer deltog i folkemødedebatterne, var der på forhånd også sikret en vis cirkularitet i formidlingen.

Folkemødet har gennem årene været genstand for diskussionen om, hvor folkeligt mødet nu også er. Rent statistisk kan tvivlen herom manes til jorden, når man måler på, hvem der dukker op, men det folkelige udbytte af mødet er det straks vanskeligere at opgøre. Det er dog alligevel værd at dvæle ved.

Meget tyder nemlig på, at det bornholmske årstræf på sin egen måde udvikler sig til at være en værdifuld platform for en udbredelse af arkitektfaglige emner som bæredygtige byer, byggerier og designs, der kan forbedre livsvilkårene for os som mennesker. Debatten må gerne være nørdet, når bare argumenterne er troværdige.

Arkitektur som folkegave

En simpel søgning på arkitekt i folkemødeprogrammet gav 88 hits, og det vidner om en vis arkitektfaglig synlighed i debatterne. Det gjaldt i særlig grad i forhold til den gave, som Business Region Aarhus – et erhvervssamarbejde blandt en række østjyske kommuner – havde med til Folkemødet, nemlig 45 minutter i intimt selskab med Bjarke Ingels. Op mod halvdelen af de talrige publikummer var mødt så tidligt op for at sikre sig en plads, at de også nåede det meste af det foregående, musikalske arrangement, der antageligt utilsigtet fik karakter af opvarmning.

Ingels har om nogen kontakt med det brede publikum, og i det lys var eventen godt tænkt til et folkemøde. Hans gennemgang af sit og kollegernes efterhånden omfattende bagkatalog af spektakulære danske projekter fra PLOT- og BIG-tegnestuerne blev en fortælling om fantasier, drømme og sammenhænge omsat til fysiske rammer og omgivelser. Uden at falde for fristelsen til at klemme et par udenlanske artefakter ind, fik Ingels afleveret karakteristiske BIG-krydderier som hedonistisk bæredygtighed, crowd-searched urbanism, arkitektonisk alkymisme og holistisk design – til publikums anerkendende nik. Logik rimer på retorik, når det serveres i øjenhøjde.

Bjarke Ingels. BIG. folkemøde.
Bjarke Ingels tegner og fortæller foran et talstærkt publikum på årets folkemøde. Foto: Graves Simonsen

Teknologier som udfordring

Sværere fordøjelig var en debat om big data og nye teknologiers indtog i vores liv. Under emnet: Fremtidens by: Digital dystopi eller datadrevet designhimmel havde KADK, Design Denmark og Dansk Design Center taget initiativ til nørderi om, hvordan vi vil designe fremtidens byliv, når sensorer overalt bliver hverdagskost og potentielt bliver styrende for alt fra robotnaboen til morgendagens førerløse transport. Allerede i dag er vi styret af teknologier og datatrafik, der kan interagere med vores smartphones, som om føje år formentlig vil være erstattet af briller eller linser, som igen vil indsamle data og gøre overvågning af vores gøren og laden ultimativ.

Debattører fra GTS-Foreningen, KADK, innovationshubben SingularityU Denmark og innovationsbureauet FUTU kæmpede bravt for at bringe en fjern fremtid ind i en nær nutid, hvor begreber som gamification af og intelligente lag oven på den eksisterende by skal humaniseres i samspillet med arkitekturen, teknologier og mennesker og i sin yderste konsekvens gøre livet så meget lettere. Udfordringen bliver at kunne influere og styre en udvikling, der med data som grundstof bliver et mere og mere kommercialiseret afhængighedsforhold.

Det ligger ikke fjernt at forestille sig det uundgåelige, at intelligente byer, bygninger og designs vil blive fremtidens rammer om vores tilværelse, og at de opfangede, personlige datamængder vil kunne anvendes til at programmere og designe vores tilværelse med færre forhindringer. Men hvem skal eje vores data? I rige, demokratiske lande er overvågning i nogen grad acceptabel og accepteret, mens det i fattige lande og diktaturstater er et frygtindgydende våben i magthavernes hænder. Kan vi designe os ud af, at vores byer og bygninger fortsat må være ramme om privatlivets fred og frihedsrettigheder, mens data bliver en ny valuta, som vi selv er herre over at veksle? Der ligger gedigne udfordringer for arkitekter og designere i at blive en integreret del af denne fremtid, der nok ikke bliver folkemødefordøjelig lige med det samme.

Ressourcer som fælles bekymring

Straks mere jordnær – om end også med sine udfordringer – er diskussionen om, hvordan vi omsætter bæredygtighedsdisciplinen og den cirkulære økonomi til et fungerende marked på markedets præmisser. Erfaringer fra mange års innovation og udvikling inden for byggeriet viser, at hvis reelle forandringer skal opnås, så må alle led i værdikæden tages i ed og suboptimering undgås.

Et blandet og cirkulært byggevaremarked af nye og genanvendelige produkter og materialer kræver nye forretningsmodeller og øget transparens. Livscyklusanalyser, deklareringer og materialepas kan øge gennemskueligheden i materialernes oprindelse, sammensætning, miljøbelastning og cykluspotentialer, og dermed bidrage til gøre vores bygninger sundere og mere driftssikre. Det udfordrer alle i værdikæden fra bygherren som indkøber, arkitekten som rådgiver, producenter, byggecentre og udførende som leverandører og driftspersonalet som kravstillere. Og det udfordrer alle byggeriets parter til at forstå byggeri og drift som en cirkulær proces – og til at agere i en faglig verden uden spild af ressourcer.

Målt på publikums engagement i ressourcedebatterne på Folkemødet er dén diskussion ikke kun en akademisk disciplin, men en udbredt bekymring, der skaber efterspørgsel efter kreative svar. Derfor er det velkomment, at pionerer som Kasper Guldager Jensen og Anders Lendager, der har fingrene nede i substansen, prioriterer at tage diskussionen i fora, hvor det ikke kun er de på forhånd overbeviste, der er repræsenteret.

KADK-studerende udstiller deres semesterprojekter i en nedlagt dampvaskerihal i Allinge. Foto: Frans Drewniak

Fra standardmål til verdensmål

Efter denne signaturs vurdering var der dog særligt to events på Folkemødet, der på hver deres måde adresserede de globale målsætninger – med hver sit humane omdrejningspunkt. I kontrast til de dyre, larmende og centralt beliggende folkemødestande, der ofte repræsenterer mere andedam end udsyn, kunne man i ydmyge omgivelser, ro og mag nyde unge arkitekters utrættelige tro på fremtiden og arkitektur med hjertet på rette sted.

En nedlagt dampvaskerihal i Allinge dannede rammen om en vandreudstilling med essensen af KADK-studerendes 19 semesterprojekter, alle udviklet i samarbejde med Bornholms Regionskommune, og på hver sin måde poetiske bud på bæredygtige udfordringer som f.eks. økologisk vinlandbrug og fødevarenetværk, nye kulturhistoriske fællesskaber, tanghaver, havlandbrug, foreningsliv og bølgekraftanlæg. Præsenteret på buede stålplader i en cirkel, blev projekternes budskaber næsten symbolske både indadtil og udadtil.

I den anden ende af byen – og lige så ydmygt placeret – havde Søren Rasmussen og Johan Galster slået lejr med en Venligbolig i 1:1. For de uindviede er der tale om et bygningsmodul i bæredygtige materialer – fortrinsvis træ, der i sit konceptuelle udgangspunkt er tænkt som mobile, midlertidige flygtningeboliger, der er integrerbare med forskellige typer af eksisterende bebyggelser som f.eks. parcelhushaver. Konceptet er arkitektur til benet, men er sammen med udstillingen i dampvaskeriet samtidig et udsagn om, at arkitektoniske svar og standardmål fint harmonerer med verdensmål.

Om arkitektfaglige emner i al deres mangfoldighed bliver mere folkelige af at blive luftet under det bornholmske sommertræf er næppe målbart, men hvis fagligheden er høj og repræsenteret, er der tydelige indikationer herpå.