15. juni 2017

Debat: Den pixelerede uskyld

Tendensen til at sovse arkitekturen ind i tant og fjas på overdrevne renderinger bør ophøre, skriver Jens Thomas Arnfred. Han fortsætter debatten i kølvandet på antroprolog Marie Stenders kritik af utopiske renderinger.

Den måtte jo komme. Den kritik.

Hvor herligt, at Marie Stender ser og skriver så godt. TAK for det! Det er svært at lægge til eller trække fra. Feltarbejdet sidder lige i skabet. Uden lange tilløb gnaver hun sig lystigt igennem digitaliseringens stereotyper og de indbildninger, som tidsånden og vi arkitekter efterhånden ganske adræt hiver ud af arkiverne. Som var de på dåse. Hvad de jo er.  

Ensartede drømmebilleder

Den tankevækkende artikel er sæføli’ ikke forfattet af en arkitekt, men af en antropolog. Ovenikøbet af en, der selv godt kender til forestillinger og drømmebilleder. Hendes beskrivelse af vores billedsprog er ikke til at stå for. Eller misforstå. Marie Stender indrømmer heldigvis, at vi ikke kan undvære forestillinger, og hun ved godt, at vi vil forføres. Hun spør’ bare forsigtigt til, om det nu også kan passe, at længslerne er så ensartede, og undrer sig velstuderet over den armod, der synes at have indfundet sig i kontrakten mellem developer og arkitekt. Hun undrer sig, fordi hun troede, at arkitekter var særligt udrustede til at læse tid og sted. Det troede jeg også.

Bygningskunsten trængt i baggrunden

Hun banker ikke på døren. Fedter sig ikke ind i noget sortklædt selskab. Marie Stender kopierer bare de billeder, der ligger på nettet, og lægger dem frem på rad og række i dårlig opløsning, men i fuld ornat. Uanset om vi er i provinsen eller på Sankt Hans Torv, bliver bygningerne serveret i den samme sovs af glamour, friluftsliv og stråhatte. Som om bygningskunsten er trængt i baggrunden, og Jan Gehl og landskabsarkitekterne har kuppet sig til magten. De svulstige renderinger ordnes i familiealbummet, og der kommenteres frejdigt og morsomt undervejs. Har arkitektfaget mistet sin position? Er vi ufrivilligt kommet i vold af markedets kræfter? Er tegnestuerne blevet reduceret til pleasende aktører i developernes salgsmaskineri? Selv frygter jeg svarene.

Opbyggelige tider forbi

For ikke så mange år siden blev plan, snit og opstalt dokumenteret i tynde tuschstreger evt. suppleret med en rumlig skildring eller to. Når det skulle være fint, blev perspektiverne laveret i akvarel i afstemte farver. Hvis redaktøren synes, at bygningsværket havde fortjent det, kom det i tidsskrifterne og blev portrætteret nøgternt i sort/hvide fotooptagelser. Gerne med en enkelt kumulussky i baggrunden og en nedhængende kirsebærgren i forgrunden. Men helst uden mennesker og andre forstyrrende elementer, der kunne sløre oplevelsen af en ophøjet, renfærdig kunstart, der hed bygningskunst. Det var dengang, der var en modernitet og en samfundsudvikling i spil, der skulle forsvares og værnes om. Det var i de såkaldt opbyggelige tider. Og de er jo for længst forbi.

“Er vi ufrivilligt kommet i vold af markedets kræfter? Er tegnestuerne blevet reduceret til pleasende aktører i developernes salgsmaskineri? Selv frygter jeg svarene.”

Nu vælter det med stråhatte, smækre ben, sivkanter og ladcykler i en uendelig postuleret frodighed, som gør sit bedste for at skjule arkitekturens krop og sjæl og lancerer arkitekternes drømmebilleder, som en sludrevoren, medgørlig garant for det gode liv og lykkebringer. Nu flyder uskylden pixeleret, ubekymret og uredigeret ned over fladskærmen. Vi finder os åbenbart i det. Skolerne retter sig ind efter instrukserne – eller var det en pressemeddelelse? – og der produceres stakkevis af renderede drømmebiller sat i scene efter stort set enslydende skabeloner med caffè latte, avislæsning, lange gummistøvler og ladcykler. Fokus er helt klart flyttet fra bygning til ‘omstændighederne’. Det kan ikke være forkert, at konteksten er kommet i spil. Det er da også på tide, at mellemrummet får opmærksomhed. Men det er da både flovt og risikabelt, at det bliver skildret så lemfældigt.

Skær flæsket fra

Et sted i sjælen ved vi jo godt, at det ikke holder at sovse arkitekturen ind i tant og fjas. Huse skal stå ude om natten og kunne klare sig i mennesketomme gaderum, og selv de bedste skal lægge ryg til vores skrøbelighed og ind imellem aparte adfærd. Det plejer at være god stil at skære flæsket fra, og man kommer længere på grusstien inden for vores fag, hvis man anstrenger sig for løsninger, der ikke fægter med arme og ben, men øver sig i at nøjes med mindre. En grundig læsning af stedet, en original pointe eller to, en vis saglighed tilsat lidt stænk af humanisme kommer man længst med. Men hvad nytter det, når tiden konstant kræver action og underholdning.  Hvordan skal vi svare igen? Hvad er vores våben?

Vi kender til ejendomsmæglernes pauvre sprogbrug, men også til vores egen trang til at overdrive, når konkurrenceteksten skal skrives. Det er som om, at når noget skal sælges, skal der råbes. Men huse er jo ikke bananer, og fordi alting efterhånden er til salg, er der en del larm omkring os. Jeg er bange for, at man ligefrem kan se det på det, der bygges. Der er noget ved det glamourøse, der klistrer. Marie Stender indkredser fint det dilemma og antyder, at den pleasende tidsånd er blevet vores fælles, triste skæbne. Jeg har netop været censor på Kunstakademiets Arkitektskole. Og jeg tror sgu, at hun har ret.

“Nu vælter det med stråhatte, smækre ben, sivkanter og ladcykler i en uendelig postuleret frodighed, som gør sit bedste for at skjule arkitekturens krop og sjæl og lancerer arkitekternes drømmebilleder, som en sludrevoren, medgørlig garant for det gode liv og lykkebringer.”

Mådehold og relevans ønskes

Vi VIL åbenbart forføres. Og vi SKAL forføres! Det store spørgsmål er sæføli’ af hvad? Nu der sker så meget omkring os, der er svært at se i øjnene, er der brug for billeder. Godt så. Men i stedet for at sovse, kunne man måske efterlyse nogle billeder, der pludrede lidt mindre, og som holdt sig på måtten. Der har altid været en vis portion lir i faget. Og sæføli’ har vi brug for drømmebilleder. Men når vi lægger arm med reklameindustrien, bør vi kunne vinde på dristighed og substans. Især hvis vi øver os i at flytte  fokus fra det effektjagende, halvpornografiske til det, som denne verden skriger efter: mådehold og relevans.

Ladcykler vil ikke gøre vrøvl

Der må gerne eksperimenteres med ’sandheden’. Det er sandsynligt, at vi ikke kan undgå at fylde magthaverne med løgn undervejs. Men vi må ikke sjuske med målet. Stråhatten må gerne være der, gaden må gerne summe, men når nu vi som arkitekter bestemmer meget mere, end vi bilder os ind, og ovenikøbet får gode penge for vores indbildninger, burde solen skinne på den arkitektur, der er drømmene værdig. Som jeg kender gummistøvlerne og ladcyklerne, vil de ikke gøre vrøvl.