Kasper Lægring

21. juni 2017

Debat: Kvinder i karantæne

Hvorfor gemmes kvindelige arkitekter væk på kommunikationsgangen, mens mændene tager sig af de kreative opgaver i partnerkredsen? Opsang fra klummeskribent Kasper Lægring.

Den kommunikative vending

The term architect encompasses far more than ‘one engaged in the art of building.’ Today, an architect is one who manages information, designs web sites, and decides foreign policy―in short, someone who organizes things, and does so within an ever more complex and interconnected global field. [1]Bernard Tschumi og Irene Cheng

Sådan lød det fra Bernard Tschumi og Irene Cheng i 2003, og samme år gennemførte Rem Koolhaas og hans Office for Metropolitan Architecture (OMA) en billedmættet udstilling under titlen “Content: Triumph of Realization”, som også blev titlen på det medfølgende spraglede katalog, som opløste grænserne mellem bygningskunst og reklamekultur.[2]


Aldrig har strategisk kommunikation fyldt mere i arkitektbranchen, og Bjarke Ingels’ globale succes bekræfter, at retorik og formidling er kommet for at blive som vitale komponenter i arkitektens arbejde. Kommunikationsafdelingerne på tegnestuerne svulmer, men her aner vi også et paradoks: Hvordan kan det være, at kvinderne dominerer kommunikationsgangene, men glimrer ved deres fravær i de kontorer, hvor der tages strategiske beslutninger? Hvis kommunikation aldrig har været væsentligere i arkitektbranchen, og hvis kvinder de facto kendetegner denne ekspertise (i hvert fald for tiden), hvorfor er de da ikke mere synlige som indehavere, partnere, strateger og kreative direktører?

Det samme paradoks gør sig gældende hos Dansk Arkitektur Center (DAC), hvor kvinder i stort tal tegner formidlingsafdelingen, men hvor de ikke har fået et ben til jorden, når det gælder besættelsen af de politiske og strategiske chefposter. Hvad enten dette misforhold har rod i en bevidst strategi eller ej, bliver mistanken om en forbigåelse af kvinder i hvert fald vakt, når man tænker på, at DAC i 2016 udpegede to mænd som kuratorer af det danske bidrag til Venedigbiennalen – vel at mærke to mænd af samme generation og med samme meninger om dansk samtidsarkitektur (Boris Brorman Jensen og Kristoffer Lindhardt Weiss). Større aldersspredning og kønsfordeling i denne duo kunne måske havde skærpet friktionen og meningernes brydning?

Debatbøger (næsten) uden kvinder

Senest har Weiss redigeret en bog om nutidig arkitektur og kun inkluderet een eneste kvinde [*]. I Adventures in Conceptualism møder vi ti mænd og een kvinde, såvel arkitekter som kritikere, mens fire kvinder til gengæld har ageret redaktionsassistenter. Så er den klassiske rangorden med mænd betjent af kvinder genoprettet. Derfor er det besynderligt, at forlæggeren, Marie Arvinius, har sagt god for denne kønsopdelte proces.

Ifølge forlaget undersøger interviewbogen “the motivations behind Scandinavia’s most radical contemporary architecture”. Dermed kan traditionsbevidste arkitekter som Lene Tranberg eller landskabsarkitekter som Kristine Jensen lempes ud af projektet, da de åbenbart ikke er radikale nok. Mere end noget andet har det ellers været landskabsfeltet, som både har foregrebet nutidens konceptualiseringer (OMA’s forslag til Parc de la Villette i 1982), og som har banet vejen for kvindernes indtog i nordiske arkitektkonkurrencer.

Ved at ignorere samarbejder af den type, som gav os SEB Bank på Kalvebod Brygge, formår Adventures in Conceptualism desværre både at sige, at arkitektur handler om lukkede brands, og at kvinder ikke evner at frembringe stærke koncepter. Samtidig feticherer bogen det geniale (mandlige) individ på bekostning af kollektive processer – en unode, som Denise Scott Brown allerede kritiserede i 1989.[3] Vi er åbenbart ikke kommet videre siden.

Det er heller ikke svært at finde betydningsfulde kvindelige arkitekturkritikere. Beatriz Colomina, Sylvia Lavin, Hilde Heynen, Felicity D. Scott, M. Christine Boyer, Deborah Hauptmann, Véronique Patteeuw, Joan Ockman, Teresa Stoppani, Michelle Provoost, Christine Murray, Albena Yaneva, Françoise Choay og selvfølgelig Cynthia Davidson ville alle være selvskrevne. Og de er kun toppen af isbjerget.

Når både producenterne af arkitekturen og den kritiske behandling af disse monopoliseres af mænd, må det skyldes en præference hos redaktøren. Der er tilsyneladende den samme latente mentalitet på spil, som vakte furore, da Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg i 2013 annoncerede en idékonkurrence, “Kan vi bygge et nyt land?”, hvor oplægget bestod af essays forfattet af 13 mænd – og dertil med en vis forudsigelighed og metaltræthed blandt geledderne af meningsdannere.

Marginaliseringen af Dorte Mandrup

Dorte Mandrup er det tydeligste offer for en bevidstløs promovering af en forprogrammeret arkitektrolle. I bogen om Mandrups arkitekturproduktion ironiserer Hans Ibelings over det pinlige faktum, at ophavskvinden til “den ny bølge” i dansk arkitektur er blevet skrevet ud af historien.[4]

Det faktum, at hun åbnede sin tegnestue i 1999, fordømmer hende åbenbart til for evigt at være forvist fra 0’ernes arkitekturscene. Men med rette generobrer Mandrup denne pionérrolle, som er blevet hende nægtet, og hun afviser letkøbte kategoriseringer:

I have never considered myself as belonging to either the Dutch or the Danish pragmatism, but in Denmark, we were the first to challenge the stringent, neomodernistic idiom that had been mainstream for a very long time. [5]Dorte Mandrup

Mens Weiss, Brorman og andre har udvist energisk interesse for at italesætte Bjarke Ingels som den sande arvtager til Rem Koolhaas, har de selvsamme kritikere præsteret en larmende tavshed i relation til Dorte Mandrup, som ellers var den første til at lære af de hollandske impulser.[6] Måske er det hendes identifikation med velfærdsstatens ‘bløde’ dimension – vuggestuer, børnehaver, skoler – som har sendt hende ud på et sidespor?

Eller måske er det fraværet af et ‘manifest’ i stil med Yes Is More? I så fald opereres der med en uheldig idé om, at arkitekter altid skylder at forklare deres formverden. Som arkitekturkritikeren Pier Vittorio Aureli påpeger, har arkitekter, som har kommenteret deres egen arkitekturpraksis med avancerede modeller, altid nydt en højere status end arkitekter, som ‘blot’ var tavse arbejdsheste.[7] Men det må være på høje tid at lægge den form for intellektuel feudalisme i graven.

Handlingens mænd og kvindagtige arkitekter

Det er samtidig lidt af et paradoks, for i Den ny bølge i dansk arkitektur tager Weiss parti for den ‘handlende’ arkitekt i modsætning til den ‘talende’ arkitekt.[8] Her er rollerne byttet om: Det er den spontane og intuitive arkitekt, som ejer fremtiden. Hvor det i store perioder i den vestlige civilisation har været en dyd forbeholdt mænd at være kontemplativ, eftertænksom, velovervejet og intellektuel, er det nu en mand formet af projektsamfundets iværksætter-, performance- og eventkultur, som ophøjes til rollemodel.

Denne præference for handlingens mænd viser sig at indgå i et større tidsbillede, for allerede i 2002 havde Michael Speaks afskrevet den skrivende, teoretiserende og kritiske arkitekt som en håbløst fortidig figur. Speaks brugte tillægsordet ‘effete’ (dvs. ‘kvindagtig’, ‘kraftesløs’, ‘udtjent’, ‘svag’) om de kritikere, som var optaget af relationen mellem filosofi og arkitektur.[9]

Sammenligner man Den ny bølge i dansk arkitektur (2012) med dens forgænger fra samme forlag, Ung dansk arkitektur og design (1999), er andelen af kvindelige arkitekter faldet drastisk. Dorte Mandrup er én blandt mange kvinder i opgørelsen fra ’99, som i modsætning til sin efterfølger ikke søger at oppiske et revolutionært bølgeslag ud af generationens mange små skvulp.

Weiss’ og Speaks’ implicitte præferencer for bestemte ekstroverte personlighedstræk viser sig at være produkter af tidsånden og instrumenter til en strategisk positionering, intet andet. Igen viser Scott Browns kritik sig at holde stik:

The critic in architecture is often the scribe, historian and kingmaker for a particular group. […] The kingmaker-critic is, of course, male. [10]

Arkitektrollen forlenes fortsat med mystiske og mytiske kvaliteter, og kun en eksponering af disse underbevidste fordomme kan bane vejen for en fremtid, hvor kvindelige arkitekter ikke forventes at handle på en bestemt måde, tale med en bestemt jargon eller at bygge i en bestemt stil. Alene forskellen på Dorte Mandrups og Lene Tranbergs arkitektoniske udtryksregistre bør få enhver klichéfyldt tale om ‘den kvindelige arkitekt’ til at forstumme.

Når X Factor lokker mere end arkitekturen

Det tegner skidt, når kvindelige arkitekter sorteres fra i debatbøger og som kuratorer, og når de kun får lov at slå deres folder i kommunikationsafdelingerne. Både Ane Cortzen og Eva Harlou har forladt rollen som arkitekturens skærmtrold på et tidspunkt, hvor der aldrig har været flere kvinder på arkitektskolerne, men deres karriereskift har ikke ført dem i retning af tegnestuernes ledelseslag. I stedet har de valgt nogle beskæftigelser, som desværre flugter med fordomme om ‘traditionelle’ kvindejobs (hhv. tv-værtinde i underholdningsprogrammer og kulturchef i en keramikvirksomhed).

Det vidner om, at kvinders involvering i formidling af arkitektur næppe fører dem opad mod tinderne, men tværtom reducerer dem til det lette kavaleri. Omvendt har den samme karrierevej i mændenes tilfælde ofte udløst tunge chefposter. Og afmonteringen af den kønsskævhed begynder med en anerkendelse af, at kommunikation i dag ikke er feminin glasur på lagkagen, men et vitalt og strategisk aktiv i konkurrencen tegnestuerne imellem.

Noter

[1] Bernard Tschumi og Irene Cheng (red.): The State of Architecture at the Beginning of the 21st Century (New York: The Monacelli Press 2003), 91 (originaltekstens kursivering).

[2] Rem Koolhaas og Brendan McGetrick (red.): Content: Triumph of Realization (Køln: Taschen 2004).

[3] Denise Scott Brown: “Sexism and the Star System in Architecture” [1989], i: Having Words (London: Architectural Association 2009), 79.

[4] “The work of Mandrup is neither included in the magazine issues, nor in the book (female architects are virtually invisible in Vindum’s and Weiss’ new wave, anyway). Mandrup’s absence is justified because in her work she displays a seriousness and engagement that is at odds with the sometimes rather frivolous new wavers.” Hans Ibelings: “Architecture That Reduces Its Impact”, i: Tomas Lauri (red.): Dorte Mandrup Arkitekter (Stockholm: Arvinius + Orfeus 2015), 25.

[5] Dorte Mandrup og Christian Bundegaard: “Creating Freedom: Dorte Mandrup in Conversation with Christian Bundegaard”, i: Tomas Lauri (red.): Dorte Mandrup Arkitekter (Stockholm: Arvinius + Orfeus 2015), 14.

[6] Der er ellers mange andre arkitekter, som kan gøre Ingels rangen stridig. Se: Paul Makovsky: “Baby Rems”, Metropolis Magazine, 1 (2011).

[7] Pier Vittorio Aureli: “Architecture and Content: Who’s Afraid Of the Form-Object?”, Log, 3 (2004): 34.

[8] Kristoffer Lindhardt Weiss: “Den pragmatiske vending i 00’ernes danske arkitektur”, i: Kjeld Vindum og Kristoffer Lindhardt Weiss (red.): Den ny bølge i dansk arkitektur: The New Wave in Danish Architecture (København: Arkitektens Forlag 2012), 17.

[9] “Whether effetely Derridean or ponderously Tafurian, theoretically inspired vanguards operated in a state of perpetual critique.” Michael Speaks: “Design Intelligence Part 1: Introduction”, A+U, 387 (2002): 16.

[10] Denise Scott Brown: “Sexism and the Star System in Architecture”, 85.

[*] Afsnittet er opdateret efter forfatterens ønske.