Vargo Nielsen Palle fortæller om New AARCH
Vargo Nielsen Palle

19. juni 2017

Et kreativt fællesskab

Med forslaget til en ny arkitektskole i Aarhus forsøger Brian Vargo, Jonas Snedevind Nielsen og Mathias Palle at træde et skridt tilbage som arkitekter for at gøre plads til de studerende. Anne Pind talte med de tre unge arkitekter om deres ambitioner for skolen og om, hvordan det føles at vinde deres første projektkonkurrence.

I tre, relativt nyuddannede arkitekter vandt sammen idékonkurrencen om en ny arkitektskole i Aarhus. I anden runde vandt I projektkonkurrencen sammen med ADEPT + Rolvung og Brønsted Arkitekter – over store danske og internationale tegnestuer! Hvordan er det at være jer for tiden?
Mathias: Det var en stor overraskelse. Det var mig, der fik opkaldet fra BYGST lige før jul. Jeg skulle lige synke den engang. Vi arbejdede jo hver især i andre firmaer og havde haft orlov i tre måneder for at lave projektet. Nu skulle vi til at starte et nyt liv op allerede i januar.

Jonas: Det er jo ret svært at holde begejstringen nede, når man får sådan en nyhed. Efter vi havde vundet, gik vi videre til en forhandlingsfase, hvor forslaget blev testet for at sikre, at konceptet var stærkt nok. Men alene det var stressende nok for os, der aldrig har siddet i sådan en forhandling før.

Brian: Derudover slog det os, hvor meget vi glædede os til at videreudvikle projektet. Vi tænkte egentlig ikke så meget over den opmærksomhed, som fulgte med sejren. Sådan tror jeg, at det bør være med et projekt som dette. Det skal ikke kun føles som vores eller teamets – den nye skole bør tilhøre hele faget. 

Hvordan har projektet udviklet sig undervejs fra den åbne idékonkurrence til nu? 
Jonas: Efter at vi havde vundet idékonkurrencen, gjorde vi meget ud af at finde et team, der kunne supplere os. Vi ville gerne sammensætte et team, som kunne hjælpe med at videreudvikle og forstærke vores koncept fra den åbne konkurrence. Altså samle nogle folk, som ud over at kunne bidrage med teknisk kompetence og erfaring inden for deres respektive fag kunne bidrage med noget særligt til holdet. Fælles for dem alle var, at de var klar til et tæt tværfagligt samarbejde. En proces, som vi personlig er optaget af. Som kræver, at vi alle sidder med fra start, og at både arkitektur, teknik og økonomi bliver en del af projektet fra begyndelsen og til et samlet koncept.

Rolvung og Brøndsted Arkitekters kernekompetence er netop udvikling og ledelse af projekter i denne størrelse. Med deres viden og erfaring kunne de styrke holdet både igennem den arkitektoniske udvikling og i den overordnede projektstyring. Vi tog også ADEPT med på holdet, som foruden at være dygtige designere er optaget af at skabe sammenhænge mellem byen og bygningerne. Netop denne relation er vigtig for projektet. ADEPT har desuden flere præmierede projekter inden for bl.a. undervisningsbyggeri, som gav dem en god viden, de kunne tilføre holdet.

Vores ingeniørteam er en stærk duo med Tri-Consult på kontruktion, installationer og byggeøkonomi med godt lokalt kendskab til Aarhus og Steensen Varming, som sætter fokus på innovation og integreret design inden for bæredygtighed, energi og indeklima. Sammen løfter de ingeniørdelen og supplerer hinanden godt. 

Samlet set et team med forskellige kompetencer og erfaring, hvor det tværfaglige samarbejde har været nøglen til, at vi kunne løfte vores indledende koncept videre til et stærkt og robust projekt.

Brian: Siden vi startede, er vores forståelse af, hvad en arkitektskole er, blevet meget mere nuanceret. Vi har fået en større forståelse for materialerne, de forskellige teksturer, overflader og for de rumlige forhold. Og nu bliver det for alvor udfordrende at få input fra brugerne; de studerende og fakultetet. Det er nu, det for alvor bliver spændende. 

Jonas: Vi har talt meget om, hvordan man balancerer mellem på den ene side at kontrollere og på den anden side at give slip og afkald på kontrollen. Vores samtaler med de studerende og de ansatte har virkelig været med til at udvikle vores syn på den balance. 

Brian: For mig er en god arkitekt en, som er i stand til at lytte til de mange forslag, ideer og input, en som respekterer dem og evner at komme med forslag til, hvordan man bedst balancerer dem i forhold til hinanden. Det er ikke let, tværtimod. Det kræver, at man er lydhør over for et utal af stemmer. Det forsøger vi at være, også i teamet, som vi har været utrolig heldige med. 

Hvad er en god arkitektskole? Hvad betyder rammerne for de studerendes udvikling? 
Jonas: Vores greb, både i idékonkurrencen og i den inviterede konkurrence, har været ret simpelt og tager udgangspunkt i det eksisterende miljø og den måde, skolen gerne vil være på; et rum for eksperimenter. 

Brian: Når man laver en arkitektskole, spørger man selvfølgelig sig selv om, hvad det overhovedet vil sige at skabe arkitektur. Det er et stort spørgsmål, og svaret er ikke entydigt. Med projektet skaber vi en ramme, inden for hvilken andre kan skabe arkitektur og forholde sig til, hvad arkitektur er. Jeg tror, at balancen for os har været at prøve at lave så lidt som muligt, forstået på den måde, at man ikke forsøger at lave for meget, men samtidig får skabt et nuanceret miljø, som fungerer som et økosystem, hvor alle kan finde deres plads i verden. Det er dét, der gør det til god arkitektur. 

Mathias: For os har det handlet om at give de studerende frie tøjler. Det skal ikke være rummene, som begrænser dem, eller dikterer, hvad de skal gøre. De skal selv finde ud af det og lege med arkitekturen. 

Brian: Igennem hele forløbet har vi arbejdet ud fra en overbevisning om, at hvis man giver folk de rigtige værktøjer og muligheder, så vil de helt naturligt engagere sig i deres omgivelser. Det synes Godsbanen allerede at vidne om. Med projektet forsøger vi derfor at skabe et nuanceret miljø, som vil kunne hjælpe de studerende med at være kreative. Vi prøver at holde os i baggrunden, og ultimativt håber vi på, at skolen vil blive de studerendes skole, at den vil være gjort af deres liv. 

Hvad fik I færten af ved at læse konkurrenceprogrammet, hvad fangede jeres opmærksomhed?
Mathias: Jeg tror, vi i høj grad fangede ambitionen om at sætte eksperimentet i centrum. Vi begyndte at se forelæsningssalen, biblioteket og nogle af de andre funktioner som værksteder og rum for eksperiment. Det var den idé, vi greb og så foldede ud til en hel skole. 

Jonas: En af de ting, vi diskuterede meget i idékonkurrencen, var tanken om, at det ikke er en lukket institution, men et sted, der i høj grad interagerer med byen. Vi har prøvet at skabe noget, der ikke kun eksisterer i kraft af sig selv. Skolen er også formet af det og for det, der ligger omkring den. 

Hvorfor tror I, at jeres team har vundet? 
Brian: Jeg tror, det handler mere om processen end om det endelige produkt. Der er så mange ting, som har forandret sig i de seneste par måneder. Det er en bygning i forandring, og det skal den være! Fordi vi har en åben proces, er det ret let at fortsætte med at forandre og udvikle projektet. Jeg tror, det er derfor, projektet er så stærkt; trods de mange forandringer har vi formået at bibeholde projektets identitet og ambitionen om at skabe et åbent laboratorium. Det er sandsynligvis grunden til, at juryen troede på, at vi var i stand til at løfte opgaven og arbejde videre med projektet. Det her projekt er så meget større end os og vores team. Det er produktet af mange års diskussioner. 

Hvad er skolens vigtigste træk? 
Mathias: Åbenheden. Ligegyldigt, hvor du kommer fra, og hvem du er, kan du komme ind på skolen. På situationsplanen kan man se, hvordan det indre rum flyder ud og bliver til pladser uden for skolen, der fungerer som steder, de studerende kan bruge, men også som et tæppe, der hiver folk ind i skolen. 

I stueplanet har vi forsøgt at lægge programmerne ud til facaden, så de bliver let tilgængelige for byen. Den mere formelle og offentlige del af bygningen ligger ud mod Carl Blochs Gade. Her er forelæsningssalene f.eks. placeret. De mere hardcore programmer for skolens brugere, labs’ene, kommer ned i den mere uformelle del, som vender ud mod strøget fra Godsbanen, der fører til Institut for (X) og den grønne kile.

Jonas: Planen ændrer sig organisk, når man bevæger sig opad mod det, vi kalder et ‘mixing chamber’; det sted, som samler skolen, og hvor man har en fornemmelse af at være under ét tag – og at man er én skole. Mixing chamber’et er noget, vi selv har tilføjet rumprogrammet. Det giver noget ekstra i forlængelse af de her studios. Her kan de studerende sætte sig ud og fortsætte deres gruppearbejde. Eller det kan fungere som et udstillingsområde, som sociale områder, hvor de kan hænge ud, eller det kan være til kritik. 

Brian: Man kan på den måde aflæse eller forstå skolen på flere måder. På den ene side har alle til huse under det samme tag, hvilket selvfølgelig er vigtigt for institutionen. Men på den anden side, hvilket måske er en mere moderne måde at anskue det på, særligt hvis man anskuer skolen som en del af en større kontekst, da skaber man en anden skala i bygningen ved at gruppere de forskellige funktioner med forskellige områder. På den måde grupperer vi f.eks. forelæsningssalene med det, vi kalder ‘the lecture toolbox’. Som studerende bruger du området og arkitekturen som et redskab i din uddannelse. Samtidig er bygningen tilgængelig for offentligheden, potentielt set i hvert fald. På den måde vil man forhåbentlig opleve skolen som en del af byen. Det samme gør sig gældende for kontorerne, for administrationsblokken, for værkstederne, for stueplanet og i det hele taget for den måde, vi oplever bygningens funktioner på. At de også kan være del af en større kontekst, af hele Godsbanearealet – det var særligt det, som gjorde arbejdet med konteksten spændende til at begynde med. Stedet har allerede mange forskellige brugere. Så jeg tror, at i vores drømmeverden er det ikke bare en skole som en institution, men det er også en kulturel bygning, der rummer og henvender sig til mange forskellige brugere på forskellige tidspunkter af døgnet. 

Er der nogen inspirationskilder, arkitekter, bygninger eller tilstande, som har påvirket og inspireret jer til projektet? Når jeg kigger på renderingerne, tænker jeg på gamle industrihaller ombygget til kulturproduktion. 
Brian: Vi har jo kigget rigtig meget på industrielle haller og fabrikker. Vi er blevet inspireret af den måde at tænke på og skabe på, og den pragmatisme, der ligger i de bygninger. Og deres materialitet. Når skolen er færdig, vil folk måske undre sig over, hvornår den er bygget. Måske vil de forestille sig, at den altid har været der, at den altid har været en del af Godsbanen. Det ville være fantastisk. Så har man ramt et eller andet, ikke? Det er forestillingen om en arkitektur uden arkitekter. Jeg tror, at den største inspiration er tanken om, hvordan arkitektur ser ud, når man ikke er i stand til at bestemme arkitekten bag. 

Jonas: Skalaen i området har også være en stor inspirationskilde. Hvordan kan vi komme ud og møde Institut for (X)’s meget uformelle skala og den fremtidige boulevard, der kommer ud mod Carl Blochs Gade? Den måde, de mulige add-ons er placeret på og skaber rum imellem rummene, lægger sig op ad de strukturer, der allerede er på Godsbanearealet nu. Jeg synes, det er en bygning, der spiller sammen med sine omgivelser og ikke bare er virkelighedsfjern og siger: Her kommer jeg. 

Hvad betyder jeres uddannelsesmæssige baggrund for jer og for den skole, I er med til at skabe? 
Mathias: Som arkitekt skal man kunne flere ting. Arkitektur er mere end blot løsninger, der er løst hver for sig og på en eller anden måde klumpet sammen til en bygning. Det hele er en integreret proces, hvor tekniske løsninger for alt fra akustik over den bærende konstruktion til brandsikkerhed er noget, der er tænkt med ind fra start. Det er jo sådan nogle tanker, vi allerede har gjort os fra idékonkurrencen, grundet vores baggrund. Det er ikke noget, vi kan løse 100%, men bare man gør sig nogle tanker om, hvordan kan det her indarbejdes, er man kommet langt. Så begynder det at blive en større helhed.

Jonas: Her har vores team hjulpet os meget med at styrke og udvikle de koncepter ved projekter, vi fandt var stærkest. Det, vi bl.a. har gjort, er at samle alle de dyre kvadratmeter, det var de teknisk udfordrende funktioner, og komprimere dem så meget som muligt, denne effektivisering af teknikken giver plads til at skabe mange store, åbne rum, som er de billige kvadratmeter. Dette artikulerer samtidig den arkitektoniske vision om en åben fabrikshal med værktøjskasser. På den måde begynder konceptet at hænge sammen økonomisk, teknisk og arkitektonisk. 

Brian: Formår man at samle det rigtige hold – som vi er lykkedes med her – så vil man være i stand til virkelig at skabe noget. Det er altid bedst, når helheden er mere end delene tilsammen. Jeg tror, at det har været vores ambition med vores multidisciplinære tilgang til projektet og processen.

Når man kigger på den måde, verdensøkonomien fungerer på, så er den fuldstændig ligeglad med, om du er knyttet til den ene eller anden institution. Jeg håber, at arkitekter generelt, det gælder også os selv, tænker over, hvad vi som arkitekter kan bidrage med ud over det, vi i traditionel forstand bidrager med – for det er, hvad alle andre gør. 

Fakta
Brian Vargo er uddannet Master of Design Studies med fokus på Real Estate Finance fra Harvard University og Bachelor of Architecture fra Cal Poly University of San Luis Obispo. Jonas Snedevind Nielsen og Mathias Palle er begge cand.polyt. i arkitektur fra Skolen for Arkitektur, Design og Planlægning ved Aalborg Universitet.
Efter at have vundet den åbne idékonkurrence inviterede Vargo Nielsen Palle ADEPT og Rolvung og Brøndsted Arkitekter til at indgå i konkurrenceteamet sammen med Tri-Consult og Steensen Varming. 
Ophavsret til idékonkurrencen: Vargo Nielsen Palle
Ophavsret til projektkonkurrencen: Vargo Nielsen Palle, ADEPT og Rolvung og Brøndsted Arkitekter