Et imaginært akademi med inspiration fra KADK. Foto: Peter Bertram
Foto: Peter Bertram

20. juni 2017

Et imaginært akademi

Efter fusionen af Arkitektskolen med Design- og Konsevatorskolen fik arkitekt og lektor ved KADK Peter Bertram den idé at tegne et imaginært akademi. Med projektet, der ikke er et konkret projektforslag, reflekterer Bertram over, hvad en arkitektskoles særkende kan være.

Man kan se den lille model af den imaginære campus på to måder. På den ene side er den et udkast til de bygninger, der kunne være på en campus. De små modeller repræsenterer en række af de funktioner, man normalt vil forbinde med et kunstakademi. På den anden side er den et lille spillebræt, hvor jeg løbende har flyttet rundt på brikkerne og udskiftet dem med nye, når jeg blev klar over, at der var noget, der manglede eller skulle laves om. Jeg udviklede efterhånden de forskellige ‘brikker’ til delprojekter i en samlet campus. I processen påvirkede de rumlige strukturer og aktiviteter hinanden. Jeg udviklede derved nye strukturer og programmer. Jeg skrev om det færdige resultat i bogen Academic Dissensus.

Spil mellem det faglige og det administrative

Det, der først og fremmest interesserede mig, var spørgsmålet om organisation. Hvad kendetegner de processer, der er særlige for kunstakademiet, og hvordan administrerer man dem i forhold til omverdenen? Den akademiske uenighed hentyder til de produktive forskelle i et fagligt miljø. Den organisatoriske udfordring er, hvordan man styrer en mangfoldighed af faglige positioner, uden at forskellene afløses af konsensus eller blot eksisterer uafhængigt af hinanden. I den forstand er spillebrættet ikke kun en første skitse af en konkret campus men også en organisatorisk model af udvekslingerne mellem de forskellige dele af det imaginære akademi. De enkelte dele påvirker hinanden, men forbliver alligevel selvstændige elementer.

En del af min motivation til projektet kom fra det forhold, at jeg selv har bevæget mig mellem de faglige og de administrative miljøer på KADK. Jeg har både virket som underviser og forsker og i en periode fungeret som institutleder. Projektet var derfor en måde at overveje, hvordan to sider af mit eget arbejde stod i forhold til hinanden. 

Det er imidlertid aktuelt på et mere overordnet niveau, fordi Kunstakademiets position i samfundet på det seneste er ændret. Det har mistet noget af sin traditionelle uafhængighed. Det drejer sig i dag om at definere klare institutionelle målsætninger og angive, hvordan man sikrer sig, at målene opnås. Kunstakademiet er med andre ord, og lidt forsinket kan man sige, blevet genstand for den administrative praksis, normalt kaldet New Public Management, der gennem lang tid har styret de offentlige institutioner. Man kan diskutere, om den praksis er under forandring, men et af dens kendetegn er stadig, at staten faciliteter markedet og derfor i forskellige grader gentænker sine institutioner som virksomheder. 

Der er naturligvis intet i vejen med at afkræve en offentlig institution, at den har en klar struktur og i øvrigt er produktiv for samfundet. Udviklingen betyder heller ikke, at målene altid er reducerbare til økonomiske værdi. Spørgsmålet er blot, hvad der faktisk sker i forholdet mellem de faglige processer og den, for Kunstakademiet, nye administrative tilgang. 

Akademi skal berige faget – og samfundet

Jeg har koncentreret mig om to ting i forbindelse med udviklingen af projektet. For det første er jeg interesseret i, hvordan forskellen mellem kunstakademi og omverden bliver produktiv. Det er selvfølgelig vigtigt, at der er et fornuftigt forhold mellem det, som Kunstakademiet frembringer, og det, som samfundet har brug for. Jeg mener imidlertid, at Kunstakademiets centrale opgave er at udfordre og derigennem berige faget. Kunstakademiet skal undersøge og problematisere de forhold, som praksis af gode grunde ikke har tid til og mulighed for at beskæftige sig med.

For det andet er jeg interesseret i det paradoks, at fagligt indhold og kvalitet altid opstår et sted i administrationens blinde vinkel. Hvis man forbinder kvalitet med dybde, originalitet eller forskel, støder man ind i den vanskelighed, at den ikke bare kan fremkaldes oppefra. Hvis man kun tilstræber at gøre sine styringssystemer mere finmaskede, ender man med at spænde ben for de processer, man egentlig ville stimulere. Jeg ser derfor den administrative opgave som et spørgsmål om at skabe de rette åbninger. Af og til er det sværeste at lade være med at gøre noget de rigtige steder – om man så må sige.

Den kunstneriske praksis

Der er naturligvis mange forhold, der kendetegner Kunstakademiets faglige processer og dets måde at organisere sig på. Jeg skal ikke forsøge at give en dækkende beskrivelse af et kompliceret fænomen, men nævne et par af de forhold, som jeg selv har interesseret mig for i forbindelse med projektet. De beskriver samtidig et par af de ting, der gemmer sig bag betegnelsen kunstnerisk praksis

Det første er det forhold, at man udvikler sine projekter og reflekterer over sit fag gennem en række materielle praksisser. Jeg er klar over, at virkeligheden uden for Kunstakademiet ofte er meget anderledes, men af samme årsag tror jeg, at det er noget, som Kunstakademiet kan bidrage med. Jeg tænker på eksperimenter med arkitektoniske medier, nye teknologier og konkrete fabrikationsformer, så vidt det er muligt. De udgør et samlet spænd, hvoraf den kunstneriske praksis er en integreret del. Den er ikke kun optaget af æstetiske spørgsmål i en snæver betydning af ordet. Formgivning er i den sammenhæng kun et fattigt ord. Den kunstneriske praksis er snarere et eksperiment med faglige problemstillinger, der udfordrer etablerede værdier og dermed udvikler fagets betydningsdimension. Den er med til at skabe motiverne for en faglig dagsorden. Den er vigtig for de studerende, fordi den er med til at etablere et selvstændigt blik på faget. Det skal grundlægges på akademiet. 

Værkstedet

Det er derfor et vigtigt motiv i det imaginære akademi, at de materielle praksisser skal manifestere sig direkte i rummene. Der er en tilbagevendende interesse for værksteder, udstillinger og forskellige måder at inddrage de ting, akademiets studerende og undervisere producerer. I en tid, hvor det meste skal dokumenteres visuelt og evalueres tekstligt, er det vigtigt at fastholde den indsigt, der er indlejret i de ting, der faktisk produceres. Den repræsenterer en faglig viden, der ikke kan oversættes til et beskrivende og/eller administrativt sprog. 

Jeg opfatter teknik som noget, der udfoldes i hele det ovennævnte spænd mellem arkitektoniske medier og fabrikationsformer. Den er ikke bare et snævert spørgsmål om at bruge de rigtige redskaber. Teknik er de måder, hvorpå man undersøger og udvikler et projekt med et givent materiale. Den er en integreret del af den måde, man tænker på i en kunstakademisk praksis. De gode ideer opstår gennem en undersøgelse af noget uden for én selv – af et materiale i en bred betydning af ordet. Det kan være et fysisk stof, en konkret tegning eller en tekst. I alle tilfælde frembyder materialet en modstand, som måske kan synes besværlig, fordi man ikke bare kan gøre det, man havde forestillet sig. Modstanden er imidlertid det, der gør, at man tvinges til at udvikle sine ideer. Materialet har altid flere nuancer end dem, man indledende kunne forestille sig. Vi plejer at sige, at alting går hurtigere, og at vi derfor skal være parate til at reagere på det, der måtte komme. Det kræver ikke desto mindre stadig tid og rum at udvikle noget af kvalitet. Det er derfor, at det er lige så svært, som det altid har været, at lave en god tegning, at udvikle et godt projekt eller skrive en god bog. 

Studiesalene

Et andet motiv i projektet er den lille gruppe interesserede studerende og/eller ansatte, der forfølger en problemstilling snarere end et givent mål. I det øjeblik, en gruppe begynder at udvikle et skarpt fagligt synspunkt, sker det som et resultat af en tæt faglig udveksling mellem de folk, der deltager i gruppen. De udvikler en specifik praksis, der betjener sig af bestemte teknikker og et særligt sprog. Det gælder både for studie- og forskningsgruppen. Enheden er lille, fordi de forskellige arbejder og løbende diskussioner dermed bliver mere kvalificerede. Det betyder ikke, at enheden af den grund er isoleret. Den udvælger bare sine forbindelser mere præcist i forhold til den problemstilling, den undersøger.

Det imaginære akademi består derfor af små enheder, der så vidt som muligt får lov til at udvikle deres egen dagsorden inden for den samlede institutionelle ramme. Vi har en tendens til at tro, at netværk altid er kreative. Det er tilsyneladende altid godt at diskutere sit arbejde med nogen og få deres synspunkt. I virkeligheden er det hæmmende, hvis de fokuserer på forbindelsen som noget, der har værdi i sig selv. I en akademisk sammenhæng er det forskellighederne, der er produktive. Der er altid et element af konflikt i mødet mellem faglige positioner, hvis de for alvor skal flytte noget. Det kan man godt vælge at kalde et netværk. Det er imidlertid ikke styret af et ønske om at opnå enighed. Det fagligt produktive miljø fordeler forskelligheder og spørger, hvordan de udfordrer hinanden på en god måde. Det er den akademiske uenighed, der driver det imaginære akademi.

Campus

Hvis man skal give et billede på det imaginære akademi, der beskrives i Academic Dissensus, kan det være et øhav. Øhavet er på samme tid kendetegnet ved at bestå af klare enkeltdele og danne et samlet kulturelt felt. Den grundlæggende organisatoriske udfordring er at fordele faglige forskelle og produktive uenigheder på en sådan måde, at møderne skærper de forskellige positioner og dermed det faglige indhold. Spørgsmålet for akademiet som helhed er, hvordan man agerer mellem et fagligt miljø, der er drevet af produktiv uenighed, og en institution, der skal møde ydre krav. Det gives der selvfølgelig ikke en enkel løsning på, men udgangspunktet må være at betragte forskellen mellem akademi og samfund som noget positivt og derefter overveje, hvordan den sættes på spil.

Peter Bertram er arkitekt MAA og lektor ved KADK

Bogen Academic Dissensus kan findes på Arkitektforeningens Butik her.