Jurymøde. Foto: Bygningsstyrelsen

19. juni 2017

En skole for livet

Et godt konkurrenceprogram inviterer op til dans. Det stiller spørgsmål, er diskussionslystent og får os til at undre os. Det mener Jens Thomas Arnfred, der har været fagdommer på konkurrencen om en ny arkitektskole i Aarhus. Anne Pind interviewer, og Arnfred fortæller om arbejdet i bedømmelsesudvalget.

Hvordan giver man en ny arkitektskole de allerbedste betingelser for at komme til verden? 
Man udskriver en åben arkitektkonkurrence, skriver et godt program og sætter en dommerkomité sammen, der glæder sig. For ikke så mange år siden var det konkurrencerne, der skrev arkitekturhistorien. De blev en slags milepæle for den faglige udvikling. Men sådan er det ikke nødvendigvis længere. I dag stiller konkurrenceprogrammerne ikke mange spørgsmål. De kræver bare ind. Langt de fleste konkurrencer henvender sig til rådgiverbranchen for blot at finde frem til de teams, der kan opfylde rumprogrammet for færrest mulige midler. Og det er synd for bygningskunsten og for vores ædle konkurrenceinstitution.

Den gode konkurrence sætter noget i spil, der ligger ud over rumprogrammet. Den gode konkurrence stiller spørgsmål og efterlyser svar, som konkurrenceudskriveren ikke selv kender, og som deltagerne og fagdommerne må lede efter … og så er dansen i gang. 

Inviterer dette konkurrenceprogram op til dans? 

Ja, konkurrenceprogrammerne i begge faser balancerede fremragende mellem krav og forestillinger. Bygherren drømmer om en skole, der kan fungere som ét stort laboratorium, hvor både forskningen og den pædagogiske læringsproces sættes i spil. Skolen i Aarhus er et værksted for eksperimentelle, intellektuelle og arkitektoniske landvindinger. Den har forstået, at arkitekturen er en tektonisk, sanselig metier. Kun ved at mærke materialerne og ved at arbejde med dem teknologisk og intimt kan man feste og lide med dem og nærme sig arkitekturens egenart. 

Programmet til den nye arkitektskole rummede naturligvis en hel del funktionelle krav. Det sir’ sig selv, at der var en masse lydproblemer og brand- og driftsforhold, der skulle iagttages. Men det unikke ved arkitektskolens program var, at det var åbent over for, hvordan den rumlige organisering kunne ske. Programmet kendte ikke svaret på forhånd. Det var ikke det mindste bekymret, og det glædede sig til at blive overrasket. Det blev dansen ikke dårligere af. 

Hvad ledte du efter i bedømmelsen af de forskellige forslag? 
Når konditionerne er, som de er – når budgettet er beskedent og drømmene mange – leder man efter de besvarelser, som ikke lader sig vælte omkuld af konditionerne. Man leder efter forslag, som nok er optaget af at indfri programmets krav og længsler, men som ikke tager dem alt for tungt. Eller rettere, som prioriterer dem på sådanne måder, at der løsnes op for fortolkninger, så dommerkomiteen også får noget at diskutere. 

Både bygherren og fagdommerne vil jo gerne forføres, og det trækker ikke fra, hvis man oplever at være i selskab med et team, som evner at stable et fornuftigt råhus på benene med simple spænd, store loftshøjder, klare adgangsforhold og nogle stemningsfulde rumligheder. Førstepræmien formår det meste: skalaen, robustheden og den ydmyge, ikke snakkesaglige fremtoning. Det ligefremme, stemningsfulde anlæg, der holder sig til sagen og ikke bilder sig mere ind, end der er belæg for. 

Man kan næppe forestille sig en finere byggeopgave end en arkitektskole. Tænk dig at bygge et hus, hvor man skal oplæres i et stof, der skal forvaltes med indsigt og et bankede hjerte. Hvis ikke arkitektuddannelsen i smilets by skulle have et hus, der var velsignet af Vorherre, hvem skulle så? Men hvor skal trykket lægges? Hvordan skal en arkitektskole gøre sig gældende i bybilledet? Midt i de mange strategier ledte vi efter arkitektoniske greb, der ikke bare lirede med form og farver.

Der bygges en del for tiden, som får én til at spørge: Hva’ fanden har vi egentlig lært? Er vi ydmyge nok? Kan vi læse et sted, anslå en stemning? Det hænder, at vi som formgivere tror, vi er noget, som der ikke er belæg for. I den forbindelse talte vi en del om tomme indpakninger, og om hvordan fru Jensen vil forstå og interagere med skolen, når hun gik forbi. 

Det tog lidt tid at tale sig ind på hinanden i dommerkomiteen. Der er altid positioner, som skal markeres, inden dansen rigtig glider. Men da vi først fik hul på bylden, og bedømmelsens afgørende præmisser blev drøftet igennem, blev vi nærmest nære venner, der formåede at sætte hinanden fri, så vi kunne lede og løfte i flok. Da det så endelig blev klart, at dem, der havde vundet, var helt unge og uerfarne, blev jeg både stolt og glad. Det kan ikke være meningen, at landet skal bebygges af de samme ‘Tordenskjolds soldater’. 

Hvad er det for nogle kvaliteter, vinderforslaget rummer, hvordan kommer det omkring krav og konditioner, hvor løfter det sig mod de længsler, du taler om, og bliver en skole for arkitekter? 
Der er elementer i arkitekturens magtfulde sprog, som har det bedst i følsomme hænder. Man kender jo ikke forfatterne, kan kun læse, se og ‘mærke’ det, der hænger på plancherne. Og det pirrede os at se et portræt af en storartet skole, der ikke gestikulerede vildt i nattehimlen, men som bare lå der, hvor den lå. Og da vi lærte den nærmere at kende, var den hverken tantet, formliderlig eller anstrengt selvhævdende. Den var bare et hus, der kunne rumme mange samtidige funktioner og bearbejdes uden at miste mælet. Man ku’ bare mærke, at vi var i selskab med et team, der både kunne tænke stort og afklaret. Og som kunne læse Godsbanearealets stemning og lægge sig præcist til rette netop dér. Det er altid dejligt at være sammen med nogen, der kan vise, hvor let det kan gøres. 

Jeg håber, at vinderforslaget tegner konturerne af en ny bølge, hvor man går mere ydmygt til værks og lader byggeriets rationaler få ordet for en stund. Hvor man snusfornuftigt stabler konstruktionerne på benene og skaber karakter ved at dæmpe hittepåsomheden. Forslagets råhus er venligheden selv. Der er både intimitet og højt til loftet. På en god dag tør jeg godt hævde, at det poetiske netop får en chance i sådan et anlæg, fordi råhuset er så ukunstlet. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg synes, jeg for tiden læser en tendens til, at huderne er blevet tyndere og membranerne mere svingende. Og det gør jo ikke noget, når der skal danses. 

Hvordan har det været at være fagdommer for en arkitektskolekonkurrence? 
Det er og bliver en stor fornøjelse at være fagdommer, og jeg elsker det. Både Reiulf Ramstad (norsk arkitekt og indehaver af RRA, red.) og Torben Nielsen var gode til at ilte diskussionerne. Vi svingede godt sammen, og der blev hurtigt højt til loftet i bedømmelsesprocessen. Da vi kom til det første bedømmelsesmøde, var jeg vildt spændt på at se, hvad der hang på væggene. Tænk, hvis det ikke kunne bruges. Så er jeg bange for, at vi var kommet op at skændes, og uenige arkitekter er noget af det værste, jeg ved.  

Men heldigvis var der noget at fejre. Jeg kan godt li’ at være med til at lave fester – og jeg er taknemmelig over at have fået lov til at være med til denne. Tak til det fortolkningsbare program og tak til de mange besvarelser, der betød, at dommerkomitéen fik noget at tale om. Men hov, hvorfor er arkitektstanden så utydelig for tiden? Hvad f… går vi egentlig og laver? For ganske store lønninger knokler vi med at give karakter, sikre omsorgsfulde løsninger, vælge den rette skala osv. Men hvor er de henne, alle anstrengelserne? Kunne skolernes faglige diskussioner om ret og vrang slå tydeligere igennem i professionerne?

Der var engang en kritisk tænkning, som var knyttet til det æstetiske. Hvor er den henne? Hvem kan forklare mig, hvad der er sket med vores uddannelse? Jeg kan ikke forestille mig, at man kan røre ved vores fag uden selv at blive slået lidt i stykker og kere sig om det liv, der leves. Dem, der tror, at de er færdige med at udvikle sig som arkitekter, når de forlader skolen, svigter uddannelsen. En vellykket arkitektuddannelse må betyde en evig undren i krop og sjæl. Kroppen husker dansen. Fødderne hjælper os med at gå i den rigtige retning. Sanserne hjælper os med resten.