Lars Juel Thiis. Portræt. CUBO arkitekter
Lars Juel Thiis

28. juni 2017

Debat: Bliver manden overflødig?

Lad nu være. Ligegyldigt hvad du siger, får du tæv, sagde en kvinde til Lars Juel Thiis. Men han skriver alligevel om at glæde sig til kampen med kvinden.

I Profeterne i Evighedsfjorden refererer Kim Leine konstant tilbage til Rousseau: “Mennesket er født frit og overalt ligger det i lænker”. Allerede fra fødslen får vi det at vide, det første åg, som vi bærer gennem livet – er vi pige eller dreng? Allerede dér…er det en belastning, eller er det den første mulighed?

I Grønland, som Leine netop skriver så fængslende om, ser man nu, hvordan kvinderne overtager lederposter, på trods af at samfundet ikke er ligestillet mht. børnepasning, madlavning etc.. Det skyldes, at mændene i høj grad har mistet deres ellers så faste holdepunkt, jagten. Jagten, der definerede deres hverdag, gav dem identitet og mad på bordet og gav dem historierne om naturens betingelser. Men i et moderne grønlandsk samfund er naturmennesket blevet til overs. Mændene er næsten overflødige.

Fødslens åg

Jeg tænkte på det, da man bad mig kommentere ligestillingsbegrebet i arkitektverdenen. Kvinden tæt på mig sagde: “Lad nu være, ligegyldigt hvad du siger, er det jo forkert! Du får tæsk, ligesom du har fået tidligere; du bliver straks hængt ud på Facebook, som da du glemte kvinder i et tidsskriftspanel eller i din egen tegnestueledelse!” Så bliver man(d) jo straks nysgerrig! Nu skriver jeg alligevel et par linier…godt, jeg ikke er på Facebook!

Er det overhovedet interessant at drøfte, hvorfor der ikke er flere kvinder i arkitektfagets lederstillinger, førend vi får taget hul på begyndelsen? Er det ikke dér, vi burde sætte ind, generelt, bredt over hele linjen, og fjerne fødslens åg? Før ligestillingen manifesterer sig gennem opvæksten og i det senere samliv, sker der jo intet. Først derefter kan vi tale fag, kønskvotering, og specifikt for arkitektfaget bliver det måske ikke nødvendigt. Langsomt, men støt vil der komme flere kvinder i lederstillinger, eftersom optaget på skolerne allerede er tippet over til kvinderne, men måske endnu mere fordi Dannevangs to mest interessante markører af arkitektonisk kvalitet p.t. er Dorte Mandrup og Lene Tranberg.

Eksemplets magt er stor, det er igen blevet comme il faut at hylde dem, der gør en forskel – og de bærer jo faklen så højt, at mange vil følge i sporet. Det kommer helt af sig selv!

På trods af at vi måske snart bliver overhalet, glæder jeg mig faktisk til fremtiden. Og måske er det selve kampen, jeg er ude efter… det er jagten!