Foto: Laura Stamer

19. juni 2017

Debat: Ligestilling er et fælles ansvar

I 2017 var der lige så få kvinder i partnerkredsene, som ti år tidligere, selvom der var flere kvinder i faget. Standen, branchen og skolerne har et fælles ansvar for at løfte debatten om ligestilling. Den 8. marts 2017 postede arkitekt Rikke Lequick Larsen en kommentar til ligestillingsdebatten på Facebook. Kommentaren satte gang i debatten. Lequick kastede et blik tilbage.

Det er den 8. marts – kvindernes internationale kampdag – og jeg har taget et par timers fri fra arbejde for at forberede mig på et oplæg i Arkitektforeningen om aftenen. Om ‘kvinder i arkitektbranchen’. Det er Kvindelig Platform, der har inviteret mig; en gruppe af yngre kvindelige arkitekter, som med uanfægtet gåpåmod arrangerer netværksarrangementer løbende med temaet ‘kvindelige rollemodeller’. Mig bekendt er det første gang, der afholdes et 8. marts-arrangement i Arkitektforeningen. Jeg kan selvfølgelig ikke afslå tilbuddet om at sige noget på sådan en særlig dag.

Som del af min forberedelse finder jeg den bog frem, som jeg i 2010 udarbejdede sammen med Tanja Jordan som opsamling på Kvindernes 100 års-jubilæum på Arkitektskolen (initieret og tilrettelagt af Tanja og mig tilbage i 2008). Vi indarbejdede i bogen en række statistikker over kønsfordelingen i branchen, bl.a. kønnede tal for skolens ansatte, Akademiraadet samt førende tegnestuer. Jeg ønsker at genbesøge tallene for at se, om der var sket en udvikling, og kaster mig over sidstnævnte statistik, fordi jeg nemt og hurtigt kan finde opdaterede tal ift. førende tegnestuers partnerskabskreds og kønsfordelingen heraf. Et lille stykke populistisk evidens måske, men ikke desto mindre nemt at udføre på kort tid.

Det viser sig, at tallene er stort set uændrede. Jeg poster derfor følgende på Facebook, dels som en teaser for dagens oplæg. Dels en måde at dæmpe min frustration på:

Herfra går det hurtigt. Inden dagen er omme, har opslaget fået 150 likes og – mest interessant – 40 kommentarer. Interessant, fordi kommentarerne er saglige, reflekterede og debatlystne. Også sjovt, fordi andre begynder at lægge billeder op af partnerskabskredse med mandlig overrepræsentation.

Tråden ser hurtigt ca. sådan her ud:

Der er flere temaer, som berøres i trådens kommentarer, men groft resumeret kredses der især om to ting:

Kvindelige administrerende direktører – glem dem ikke!
Flere skriver til mig, at jeg vist har glemt branchens dygtige kvindelige administrerende direktører. Dem er der heldigvis en del af, og jeg har den største respekt for dem. Det er ikke, fordi jeg ikke ser dem eller anerkender dem, at jeg ikke har nævnt dem. Men fordi mit ærinde er at kigge på landets førende tegnestuer, gerne dem, vi kiggede på i 2008 og 2010.

Der er som sagt gudskelov en del kvinder, som er administrerende direktører (eller associerede partnere for den sags skyld), hvilket også ses i de postede billeder. Her er fire portrætterede kvinder (ud af 52!)  hvor af tre er administrerende direktører og kun én kreativ partner (Lone Wiggers fra C.F. Møller). To af de administrerende direktører er slet ikke arkitekter, men CBS’ere. Dette får mig til at fabulere over, hvorvidt den administrerende direktørrolle i en arkitektvirksomhed er sekundær (jeg kom vist ligefrem til at kalde dem moderlige i dagens højstemte anledning) til den kreative partner. Dette falder nogle af trådens læsere for brystet. Ville vi nogen sinde kalde en administrerende direktør i en bank for sekundær endsige moderlig? Nej, det ville vi formentlig aldrig, og jeg undskylder da også mit ordvalg straks. Men hånden på hjertet: Hvad er det, vi som branche finder finest ved faget (og belønner med hæderspriser, keynote speaks, gæsteprofessorater og artikler i fagbladene) – den formgivende eller den administrerende arkitekt?

Hvorfor er der ikke nogen, der taler om eller skriver om kønsfordelingen?
Kommentarerne inden for dette tema kredser om uforståenhed over for, hvorfor vi ikke taler mere om kønsfordelingen i branchen. Og om hvorfor vi som sådan er blinde for disse strukturelle forhold. Det synes ikke at være et spørgsmål om at skælde ud eller pege fingre, men mere et spørgsmål om at forstå, hvorfor det forholder sig sådan. En bekendt ‘tagger’ en journalist fra et af de store dagblade og spørger, om der ikke er en god historie for bladet. Andre foreslår, at vores stands- eller fagforening sætter mere fokus på emnet. Jeg hører aldrig noget fra det store dagblad. Men vha. af lidt lobbyarbejde får jeg gjort Arkitekten interesseret i tråden, og redaktionen af denne blog kontakter mig. Så noget gehør er da der.

Jeg ser om aftenen, da jeg ør i hovedet og høj af debat sidder foran computeren og læser alle trådens kommentarer, at Arkitektforeningens direktør, Jesper Pagh, skriver på sin egen væg, at han finder:

“Ligestillingsdebatten i Danmark slap som en syltet asie. Numerisk ligestilling (hvor stor er andelen af kvinder i ledende stillinger og/eller bestyrelser i div. brancher) … dominerer debatten. Men hvad med det kvalitative? Og hvad med arkitekturen? Alt andet lige – hvad betyder det så, om det er en kvinde eller en mand, der er arkitekt, planlægger eller politiker og træffer bestemmende beslutninger om udformningen af vores fysiske omgivelser?” (indlæg stærkt forkortet)

Jeg er grundlæggende helt enig. Jeg vil også gerne snakke om, hvad kvinder kan bidrage med til faget fremfor kun at snakke tal og statistik. Men jeg kan heller ikke helt lade være med at blive provokeret. Jeg kommenterer derfor hans oplæg og påpeger, at foreningen jo kunne have sendt en kommunikationsperson til kampdagens arrangement i deres eget hus, hvor debatten på ingen måde var en slap syltet asie, og derved startet en væsentlig debat. Jesper svarer mig aldrig.

Min pointe var den aften og er stadig, at ligestilling og kvinder og mænds bidrag til arkitektbranchen er for stort til at overlade til bl.a. sådan en som mig, som sporadisk råber op, samt nogle få aktive kvinder i Kvindelig Platform (og søsterbevægelsen Kvindelig Byggeforum). Standen, skolerne og branchen har et fælles ansvar for at belyse og udforske emnet. Og det bør vel til stadighed være både kvalitet og kvantitet som granskes. For så længe 48 ud af 52 portrætterede er mænd (i et tilfældigt udvalg af førende tegnestuers partnerskabskredse), så er det, vil jeg mene, om ikke et problem så et mysterium af dimensioner.