Nr. Vium Skole. Foto: Laura Stamer

19. maj 2017

Nr. Vium Skole

Centralskolen i Nr. Vium skifter fra en lukket indadvendt boks til et kalejdoskopisk system  af nye blik og muligheder.

FAKTA

Nr. Vium Skole

Sønderupvej 21, 6920 Videbæk
Opførelsesår: 1966, 2016
Bygherre: Nr. Vium Sports- og Kulturcenter
Arkitekt: Erik Brandt Dam arkitekter ApS (totalrådgiver), Cornelius+Vöge
Arkitektmedarbejdere: Erik Brandt Dam, Sidse Hald, Jonas Roar Hansen
Farvesætning: Billedkunstner Malene Bach
Ingeniør: Ingeniørgruppen Vestjylland
Fotograf: Laura Stamer
Ovenstående præsentation og anmeldelse blev bragt i Arkitekten 3 2017

God arkitektur kan udføres for begrænsede midler, men det kræver meget ihærdige initiativtagere, som ikke slipper sagen, før den sidste skrue er sat i. Vi er i Nr. Vium Sports- og Kulturcenter, som det hedder i dag, og glæder os over, at det navn dækker over, at der også er plads til både børnehave og vuggestue og festlige arrangementer for det lokale erhvervsliv. Det var der ellers ikke mange, som troede på i begyndelsen, men nu er der kø, og det kan man lære meget af. Først og fremmest, at det ikke kan lade sig gøre uden samarbejde, stædighed og kunst.

Borgere købte skolen

En muret centralskole opført som en af flere i 1966 af Jacob Kjær (1913-89) langs den jyske vestkyst kommer i 2013 i spil som udviklingsprojekt for omdannelse af lukkede folkeskoler. Andre skoler er også med på Lokale og Anlægsfondens initiativ, hvad man taknemmelig på fagets vegne kan læse mere om på fondens hjemmeside. I tilfældet Nr. Vium går den vigtige historie forud, at borgerne på egen hånd køber den gamle skole for at bygge den om til et kulturhus på et sted, hvor der ikke er by, men åbent land.

Andre fonde og kommunen har spenderet, og på et vigtigt tidspunkt i processen får den udførende arkitekt den lyse idé at foreslå billedkunstneren Malene Bach til at løse det med farverne. som man ikke kan stemme om, for alle har 12 favoritter og 10, de hader.

Til gengæld har Bach set, hvad der var, og gjort sig bekendt med 60ernes farver i den slags bygninger og på den baggrund udviklet en ny palet til alle flader.

Det er en fryd og et vigtigt signal til alle, som går med lignende tanker. Lys trænger gennem øjet og ind i hjernen, hvor det rum, man oplever, dannes og blandes med lyde og dufte og erindringer om andre rum og stemninger. Det er et fintmærkende sanseapparat, som arbejder bevidst eller ubevidst, og er, hvad en arkitekt og en kunstner kan tage hensyn til og forstå eller ignorere og bare smøre tykt på med egne indfald. Det er den første version, som er på færde her, og mens det andre steder hos f.eks. franske Lacaton & Vassal og i tidlige arbejder hos engelske Caruso St. John Architects findes lignende tilgange, er det lidt tungere i Danmark, hvor arkitekteri af og til overskygger arkitektur.

Etageadskillelse skaber vellykket multisal

På den anden side af det kunstneriske udviklingsarbejde er det også almindelig byggeteknik og pragmatiske løsninger mellem mange varianter og begrænsede muligheder. Fra rum til rum. Men også nye rum er opstået. Mest markant med delvis fjernelse af en etageadskillelse, hvad der har skabt en fantastisk multisal i huset. Arkitekten har valgt at lade de gamle døre sidde i, hvad der nu er overvæg i rummets ene langside. Det er indlysende og anderledes på samme tid og er et af de opmuntrende trylleslag i bygningen, som enhver vil tale om og huske. Dørene kan åbnes, som de plejer, inklusive oprindelig skiltning, blot nu med et værn/glas i åbningen og værsgo til små balkoner ovenikøbet med en udsigt over landskabet.

Kreativ trappelabyrint

Det kreative overskud har også givet kulturhuset trappelabyrinten i gymnastiksalen. Det er børnegymnastik i sig selv, og der er næppe en eneste voksen person med respekt for sig selv, som ikke har prøvet at kravle op eller ned. Dyrt har det næppe været, værdien for stedet og rummet er til gengæld på linje med den snoede rampe i Rundetårn.

En tidligere lærerbolig og en tilbygning fra 1980erne, som lå i tilknytning til gymnastiksalen, er nedrevet, og det er i dette område af huset, at man i det ydre kan se, at der er sket noget nyt. Dels i gavlen, med en bevaret stump mur af hensyn til et indmuret relief, og derudover helt afgørende i gymnastiksalens facade ud mod kulturhusets store grønne fælled. Her er der nemlig isat en stor panoramarude som bagvæg ved den scene, som hele tiden har været i salen.

Den nye facade er udført i sorte lodrette trælister, og en bred trappe forbinder den kommende legeplads med børnehuset via hovedlængens gavl.

Rum appellerer til bevægelse

Hvor står man bedst for at bedømme denne ombygning? Ingen steder. Man går. Programmatisk og i virkeligheden. Fra gamle klasselokaler med fikserede børn i rækker til forløb af rum, som i deres nye sammenhænge og udformning appellerer til bevægelse.

Med de mange nye udkig kommer landskabet i spil, og centralskolen skifter fra en lukket, indadvendt boks til et kalejdoskopisk system af nye blik og muligheder i lys og farver.