5. april 2017

Altaner er noget vi giver til hinanden

Altaner mod gaden strider mod karreens og gadens respektive logikker, skriver arkitekt og kunsthistoriker Kasper Lægring og sender en bredside af sted mod dét, han kalder nutidens 'altansyge'.

Kort før nytår skrev den københavnske borgerrepræsentant Niels E. Bjerrum (S), at “kampen for flere og mere brugbare altaner til københavnerne” vil blive en af hans mærkesager til kommunalvalget. Bemærk ordlyden: Det er en kamp. Og denne kamp er rettet mod forvaltningen, for borgerne “skal selv bestemme, om de vil have altan – ikke kommunen”, tilføjer han.

Bjerrum har ret i, at altanen er en ideologisk kampplads og ikke bare et teknokratisk anliggende. Hans populistiske tilkendegivelse røber nemlig et sindelag, som er svært at skelne fra Venstres fritvalgs-ideologi og skepsis over for den offentlige sektor. En interessant kursændring, med andre ord.

Altanen som allemandseje

Siden 1800-tallet har vi accepteret, at gaderummet er vort fælles anliggende, mens baggårdene tilhører privatlivets fred. Meget få karreer i brokvartererne i hovedstaden er født med altaner mod gaden. Med funktionalismens komme blev altanen hvermandseje, men gaderummet blev også opløst i grønne områder med større afstande. Denne tendens fortsatte i efterkrigstidens almene boligbyggeri. Saneringer af baggårde har gjort altaner mod gården til en fornuftig disposition, mens altaner mod gaden strider mod både karreens og gadens respektive logikker.

Senest kan man iagttage, hvordan et par karreer i Borgergade er blevet ofre for altansygen. De er opført i 1854, lige før voldenes fald, af en spekulant, som købte en bid af Nyboder af militæret. De var en forsmag på den liberalisme, som siden blev sluppet løs. Alligevel er disse karreer (af P.C. Hagemann) ypperlige eksempler på en forfinet guldalderkultur, hvor arkitekturen artikulerer forskellen mellem offentligt og privat. I dag møder øjet sørgeligt nok en facade, hvor fordakninger er hakket væk, og hvor brede, gumpetunge altaner er hængt op i stedet.

Baumanns orden

Netop senklassicismens by var forbilledet for Povl Baumann, da han i 1920 stod fadder til en række karreer med tiltrængte arbejderboliger på Nørrebro for Københavns Kommune. Stofligheden, rød blankmur, er anderledes, men resultatet præges af samme strenghed og rytme som i Borgergade. Nu oplever man desværre et rumligt forløb, hvor aflange, kasseformede gevækster smadrer den oplevelse af orden og sluttethed, som var Baumanns hensigt. Altanernes antal og placering følger tilfældighedsprincippet.

De nye fremmedlegemer på facaden indvarsler, at der ikke længere eksisterer en borgerlig offentlighed, kun privat opportunisme. Og den anarkistiske altansyge i København har næppe mange paralleller i udlandet; selv ikke på varmere breddegrader i f.eks. USA. I min studietid i Philadelphia kunne jeg ved selvsyn erfare, at bystyret førte en restriktiv facadepolitik. Dér ville privatisering af gadebilledet med altaner for egen vindings skyld være en utilladelig manøvre.

Nu oplever man desværre et rumligt forløb, hvor aflange, kasseformede gevækster smadrer den oplevelse af orden og sluttethed, som var Baumanns hensigt.

At altanen ligesom al anden arkitektur er politisk, fordi den former vor adfærd, stod klart for Jan Gehl, som i 1971 skrev, at altanerne er “private uderum, der nok muliggør individuelle aktiviteter, men udelukker samspillet imellem fællesaktiviteterne – livet mellem husene”. Det liberalistiske eksperiment i København afspejler, at tilfældighed har erstattet retfærdighed som politisk kompas, for ikke alle kan få de attråede altaner og den medfølgende økonomiske gevinst. Og er man ikke ejer eller andelshaver, men blot lejer, kan man blive påduttet en altan og en forhøjet husleje. Hvad blev der af Bjerrums frie valg?

Politikere leger julemand

Hvis Socialdemokratiets indsats engang handlede om at afbøde de skadevirkninger, som en uhæmmet liberalisme havde forårsaget i 1800-tallets byer, og om at opnå en ensartet retstilstand og sundhedstilstand for borgerne, handler partiets aktuelle politik i København om at lege julemand. Politikerne ser ikke vælgerskaren som borgere, men som forbrugere på et livsstilsmarked.

Når den erklærede socialdemokrat Thomas Blachman i DSB’s nylige reklamefilm taler om toget som “fællesskabets kampvogn”, er det et vederkvægende korrektiv til tidsånden. For ham handler det om at “bevæge sig sammen i stedet for at sidde for sig selv”. Som på en altan. Men det største parti i København er desværre ophørt med at bevæge sig sammen.