Helene Hansen. Foto: Peter Testmann

6. marts 2017

“Uvisheden er stressende”

Siden hun blev færdig på arkitektskolen i 2016, har 28-årige Helene Hansen haft to korttidsansættelser – begge samme sted. Nu slås hun med et ufleksibelt dagpengesystem, der tvinger hende til at søge stillinger, hun ikke vil have.

Hele 33 håbefulde arkitektspirer blev udklækket fra programmet Kulturarv, Transformation og Restaurering sidste sommer. Et historisk stort kuld, så det var betryggende for Helene Hansen, at hun allerede før afgang havde et job på hånden. En fire måneders projektansættelse med udsigt til forlængelse på den tegnestue, hun også havde været i praktik på:

“Jeg nåede lige at tage på Roskilde Festival, før jeg startede, og skippede ellers ferien”.

Men da projektet sluttede, var der lavvande i ordrebogen. Helene aftalte med sin chef, at hun ville tage en lille måned ud at rejse for at få det tiltrængte pusterum, hun ikke havde taget efter afgang – og havde en forhåbning om, at der ville være arbejde, når hun kom hjem. Men det var der ikke. I december og januar gik tiden derfor med at søge nye job og være på dagpenge.

Systemet har svært ved at håndtere arkitekter

Da vi laver interviewet i februar, er Helene ansat samme sted, nu i en projektansættelse på tre uger. Men hun slipper ikke for dagpengesystemet, der ikke er særlig godt gearet til at håndtere arbejdsløse arkitekter. Det er f.eks. en ret uniform måde, man skal søge job på – to hver uge, helst opslået, og det skal være med en traditionel ansøgning + cv. Men for en ung arkitekt, der gerne vil gøre sig bemærket på sine kvaliteter, kan den tilgang nærmest være en bet:

“Det er jo en helt anden måde, nyuddannede arkitekter får arbejde på. Der er ikke mange opslåede stillinger, og du er nødt til at aflevere en gennemarbejdet portfolio, der viser, hvad du står for som arkitekt,” forklarer Helene. Hun ville derfor langt hellere have haft ro i en periode til at forberede dét materiale ordentligt.

I stedet har hun bevidst undgået at søge de steder, hun rent faktisk ønskede at arbejde, gennem dagpengesystemet, og fundet måder at sno sig på. Det er der flere, der gør, siger hun. For ingen har, forståeligt nok, lyst til at give et slattent indtryk hos nogen, de på sigt gerne vil arbejde for. I alt er hun nået op på 21 ansøgninger, siden hun meldte sig ledig i starten af december. De mest betydningsfulde er sendt som regulær post, nogle endda afleveret personligt på tegnestuerne.

Svar udbedes!

Men hun får næsten ingen svar. Spurgt ind til, hvad arbejdsgiverne efter hendes mening kan gøre bedre for at tage hånd om de nyuddannede, er det første og vigtigste, at de skal tage sig tid til at svare ordentligt på ansøgningerne:

“Jeg synes, det er rigtig hårdt, når man har gjort sig umage og brugt mange ressourcer på at lave et godt materiale, at man så ikke engang får et svar. Jeg kan heller ikke forbedre materialet, når jeg aldrig får feedback.”

Hun opfordrer desuden tegnestuerne til at gøre deres profiler mere konkrete, for det kan være vanskeligt at målrette sin ansøgning og vise, hvorfor man passer ind fagligt:

“Dét, der har slået mig meget, nu hvor jeg har siddet og læst på enormt mange tegnestuers hjemmesider, det er, at der står stort set det samme alle steder. Alle skaber smuk arkitektur, bæredygtighed og gode værdier. Så det er svært at vise i ansøgningen, hvorfor netop min profil passer godt til dem, og hvad de specifikt kan bruge mig til. Ud over at jeg er smilende og glad. Altså, man kommer meget med hatten i hånden fra starten, når man ikke får mulighed for at tilbyde andet.”

Ikke den eneste

Når Helene mødes med sine tidligere studiekammerater, er arbejde et naturligt omdrejningspunkt for samtalen – “har du fået?”, “har du ik?”. Det ændrer sig hele tiden. Nogle kan være lidt private omkring selve deres portfolio, men generelt er der ikke flovhed over at være arbejdssøgende. Fælles for de fleste er, at livet som nystartet arkitekt er præget af korttidsansættelser, hvor man som regel ikke før lige hen mod afslutningen af et projekt får at vide, om der er mulighed for nye opgaver eller ej.

Helene virker ikke som den opgivende type, men forståeligt nok bliver hun også mærket af den usikre situation:

“Det er da stressende ikke at vide, hvad der skal ske, og på den måde nyder jeg ikke at være arbejdssøgende. Især måske som arkitekt, fordi hvis du ikke arbejder, så er du ingenting. Det er jo på den måde ikke bare et job, men en måde at leve på.”

Artiklen blev bragt i Arkitekten 03 2017.

Opdatering: Fik job i august

Arkitekten har ringet Helene Hansen op i oktober 2017 for at få en opfølgning på hendes situation. Og der er gode nyheder. Efter den lange og nedslidende periode med ledighed, blev hun kaldt ind til to samtaler på en uge – og fik tilbudt begge job. Hun valgte Københavns Kommune frem for en privat tegnestue og er blevet del af et såkaldt trainee team, hvor kommunen har samlet en gruppe relativt nyuddannede arkitekter og ingeniører:

”Lige nu er vi ti. I starten er vi tilknyttet den samme afdeling. Vi er allerede i gang med at sagsbehandle, men vi har mange forskellige aktiviteter i løbet af en dag. Der gøres rigtig meget for at oplære os, vi får undervisning i fx jura, og vi får lov til at komme i små praktikforløb rundt om i hele huset,” forklarer Helene. I løbet af et år skal de nyansatte udsluses til almindelige byggesagsbehandlende enheder. Hvis kommunens ambition bliver indfriet, vil de nye medarbejdere kunne tilbyde en mere ensartet og fagligt funderet sagsbehandling end tidligere.

Helene Hansen startede d. 15. august og er nu så glad for jobbet, at hun sagtens kan se sig selv i kommunen i de næste mange år: 

”Jeg kunne godt forestille mig, at jeg sad her endnu om ti år. Med udvidet ansvar eller med et særemne. Ellers kunne jeg enormt godt tænke mig at arbejde med planlægning. Også fordi jeg kommer fra den afdeling på skolen, hvor vi har lært enormt meget om værdisætninger, og hvad man skal lægge vægt på, når man vurderer en bygning eller et område. Som fx særlig byggeskik eller karakteristika, som København burde værne om. Jeg er overhovedet ikke skræmt, tværtimod. Jeg synes, det er rart at lave noget meget konkret i mit arbejde, og så lave noget kreativt i fritiden. Det savnede jeg, da jeg arbejde på tegnestue og bare knoklede derudaf,” slutter hun.