Renderinger. Alby, Sverige. Arkitema Architects
Alby, Sverige. Arkitema Architects

25. marts 2017

Feltarbejde i renderingens Utopia

Renderingens sværmeriske drømmebilleder er ikke bare uskyldige reklamer for arkitektur, rum og landskaber. De bærer i sig selv tidstypiske idealer og uudtalte dagsordener.

Renderingernes sværmeriske drømmebilleder er ikke bare uskyldige reklamer for det egentlige: arkitektur, rum og landskaber. Forskningen peger på, at de i sig selv bærer på tidstypiske idealer og uudtalte dagsordner, former folks forventninger til stederne og i praksis bliver et politisk værktøj til at tilegne steder til nogen frem for andre(1).

Uanset om renderingen skildrer en omdannelse af et udsat boligområde som Urbanplanen eller udviklingen af en forstad på fraflytningsplagede Falster, synes det nemlig at være ét og samme urbane Utopia, der fremmanes propfyldt med hvide middelklassefamilier, der kører ladcykler, går på galleri og dyrker deres fælles byhaver. Indimellem afløses det evige solskin af en frostklar vinterdag, et fuldmånebeskinnet aftenscenarie eller måske endda en billedskøn regnbyge.

Det får dog ikke Utopias indbyggere til at tage overtøj på endsige blive inden døre, og selvom der kan dukke en tørklædeklædt kvinde op, hvis konkurrenceprogrammet eksplicit har udpeget mangfoldighed som værdi, er det overvejende solskin og letpåklædte, hvide mennesker, som præger renderingerne.

Vision vs sted

Der kan komme særdeles interessante indsigter ud af at sammenholde renderinger med undersøgelser af det færdigbyggede og ibrugtagne sted. Ikke for at pege fingre ad manglen på byliv, butikker og kirsebærtræer, forkerte facadematerialer, udebleven infrastruktur eller andet, der ikke blev som skitseret. Arkitekterne er kun én blandt mange aktører i virkeliggørelsen af det planlagte sted, men må ikke desto mindre have interesse i at tage ved lære af, hvilket slags levet sted, der rent faktisk kan vokse ud af deres visioner.

Det kan undre, at byggebranchen ikke for længst har udviklet en evalueringspraksis, hvor viden og erfaringer fra det ene projekt mere systematisk overføres til det næste. Pointen her er dog ikke bare, at renderingerne tegner et urealistisk billede.

Arkitekt-etnocentrisme

Renderinger er og skal være utopiske drømmebilleder, der viser en retning snarere end en nidkært realistisk fremtid. Og selvfølgelig skal vi have lov at drømme om, at en ørkesløs dansk provinsforstad kan springe ud som et mini-Manhattan midt i en våd og vildt blomstrende biotop.

Arkitekter har vel alle dage været mestre i at sætte form, rum og billeder på også de drømme, vi end ikke kan sætte ord på. Men kan det virkelig passe, at vi drømmer så forholdsvis ens, uanset hvor vi bor, og hvem vi er? Har billedmagerne besøgt – eller blot googlet – de steder, hvis fremtid de fremmaner? Eller er der simpelthen tale om en form for urban arkitekt-etnocentrisme, hvor man dårligt kan forestille sig et liv uden cafeer, gallerier, kajakker og byhaver?

Mig bekendt er netop tegnestuerne ofte ret multikulturelle arbejdspladser, der tiltrækker unge arkitekter fra mange lande og baggrunde. Så mon ikke nærmere renderingernes ensartede kreativ klasse-Utopia er et mere eller mindre bevidst forsøg på at tækkes en imaginær bygherre eller konkurrencedommers omverdensopfattelse eller urealistiske drøm om et land befolket af lutter lykkelige børnefamilier på ladcykler?

Social udsanering starter på renderingerne

Som en deltager i Lejerbos nyligt afholdte løsningslaboratorium om social bæredygtighed påpegede, kan det som beboer i et alment boligområde ofte være ret vanskeligt at genkende sig selv og sit boligområde i arkitekternes glittede visualiseringer. Det giver næring til berettigede bekymringer, når man på renderingerne kan se, at det ikke bare er bygningernes facade, udformning og funktion, men også beboernes hudfarve, udseende og opførsel, der er som forvandlet i ens boligområde.

Sociale udsaneringer, hvor de svageste grupper fortrænges fra boligområder, finder selvfølgelig reelt set allerede sted hjulpet på vej af lejlighedssammenlægninger, huslejeforhøjelser, nye ventelistesystemer og lignende.

Renderinger tages bogstaveligt

Alligevel er det nok sjældent hverken realistisk eller hensigtsmæssigt at tegne et billede af en så radikalt forandret beboersammensætning. Bevares, renderingerne er skabt som velmenende stemningsbilleder, der skal tages med et gran salt, for overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen. Alligevel tages de i praksis typisk langt mere bogstaveligt end som så, fordi de er lettere at aflæse for lægmand end de mere eksakte tegninger og planer.
Det gælder ikke bare i de udsatte boligområder, men i allerhøjeste grad også i nye byområder.

Man køber et billede

Især i forbindelse med projektsalg spiller renderinger en vigtig rolle. Den kommende beboer vælger sin bolig på baggrund af renderinger, plantegninger og eventuelt en prøvebolig indrettet i en container, hvor det ofte er vanskeligt at danne sig et nøjagtigt indtryk af det endelige sted. Snarere end et konkret fysisk rum køber man i første omgang et billede af en bolig, et sted og en stemning, og i beboerens efterfølgende beskrivelser høres ofte tydelige ekkoer af salgsmaterialets sprog og billeder (2).

Men også indimellem slemme skuffelser over, at det sprudlende byliv, man var blevet stillet i udsigt på Amerika Plads, udeblev, at man alligevel slet ikke kunne slikke sol på 8-Tallets grønne tage, eller at det vist aldrig for alvor har været hensigten at etablere et kæmpemæssigt friluftsbad med udspring direkte fra de gamle bygninger i Carlsberg Byen. At reklamer per definition opreklamerer, er selvfølgelig en banal erkendelse. Men arkitektur og byggede omgivelser er trods alt et andet og mere varigt samfundsmæssigt anliggende end de varer, vi hver især blot kan smide væk og erstatte, når vi indser, at reklamens lovprisninger ikke holdt stik.

Kæler for målgruppen

At renderinger er gjort af samme forførende og forvrængede stof som drømme, gør dem til gengæld til guf for kulturanalytisk samtidskarakteristik. Når de tidligere så talrige skatere og parkour-udøvere i renderingernes Utopia efterhånden må se sig afløst af allestedsnærværende guerilla-gartnere og sumplandskaber befolket af kajakker og vilde dyr, afspejler det vel ikke bare skiftende modeluner og nye tilbud i billedbanken. Det vidner snarere om, at dagsordenen gennemgående er ændret fra spørgsmål om byliv, bevægelse og sociale mødesteder til et altoverskyggende fokus på klimatilpasning og antropocæn arkitektur, der gør sig sit samspil med naturens elementer bevidst. Og når renderingernes Utopia overvejende er befolket af smukke, slanke, hvide, aktive mennesker og masser af børn, har det selvfølgelig at gøre med, at ressourcestærke familier med voksende børn og skattegrundlag er en yderst yndet målgruppe.

Når de portrætteres stråhat-klædte, sejlende og legende som ved vor barndoms å, blot ved kanalkanten med byens eller forstadens huse i baggrunden, afspejler det også de stærke interesser i at overbevise børnefamilier om, at man godt kan udleve et idyllisk landligt fritidsliv i by eller forstad. Og når udsigten til samme bys tårne, spir, lys og liv i renderingerne skildres meget mere detaljeret end boligernes konkrete rum, vidner det om et tilsvarende nyt blik på byen som en ejendomsmæglermæssig herlighedsværdi og en fælles dagligstue for de nye byboeres netværksbaserede livsstil.

Arkitekten bør blive mere bevidst om sin rolle

Et længerevarende feltarbejde i renderingernes Utopia kunne givetvis gøre os endnu klogere på, hvem vi er, hvem vi drømmer om at være, og hvem vi reelt får mulighed for at være, hvis det står til dem, der skaber de steder, vi bor og lever. Placemaking – stedskabelse – er den disciplin, som handler om ikke bare at forme de byggede omgivelser, men samtidig stedets kulturelle identitet og sociale liv (3). Her spiller renderinger og anden visuel og sproglig branding en stadigt vigtigere rolle (4).

Derfor kan arkitekten fremover med fordel gøre sig sin rolle og virkemidler som billedmager endnu mere bevidst. Renderingen skal i den optik ikke blot betragtes som et værktøj til at skildre rumligheder og stemninger, eller et middel til at overbevise bygherre og konkurrencedommere. De legende drømmebilleder fra renderingernes Utopia tjener også som værktøjer for magtfulde politiske diskurser og bliver dermed i sig selv en del af målet, en del af det forestillede, såvel som det levede sted.

Noter

1. Se f.eks. Albena Yaneva: “Politics of Architectural Imaging. Four ways of assembling a city” I Elements of Architecture, Routledge 2015, og Sophie Houdart: “Copying, cutting and pasting social spheres: Computer designer’ participation in architectural projects”. Science Studies: An Interdisciplinary Journal of Science and Technology. 2008, 21 (1) pp. 47-64.
2. Eksempler herpå er beskrevet i Marie Stender: Om at bo i glashus. En antropologisk analyse af rum, synliggørelse og beboelsespraksisser i københavnske boliger og arbejdspladser med transparent arkitektur, Kandidatspeciale Institut for Antropologi, Københavns Universitet, 2006.
3. Se f.eks. Kathy Madden: “Placemaking in Urban Design” in Banerjee, Tridib & Anastasia Loukaitou-Sideris (ed.): Companion to Urban Design. Oxon & New York: Routledge, 2011 og Hans Kiib (ed.): Performative Urban Design. Aalborg University Press, 2010.
4. Marie Stender: Nye steder med liv og sjæl?: Stedsskabelse i tre danske boligbyggerier, Ph.d.-serien for Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitetsforlag, 2014.

Marie Stender har sammen med Arkitektens redaktør Anne Pind udvalgt og kategoriseret en række af tidens renderinger. Renderingerne er hentet fra tegnestuernes hjemmesider. 

Naturen rejser sig – vandet kommer 

Arkitekturen trækker sig tilbage – udlyst, gennemsigtig eller indhyllet i mosekonebryg. Våd og vild bynatur træder i forgrunden med opsamlet regnvand i klimasikringsprojekter eller som fuldt udfoldet biotop, f.eks. frodigt floddelta eller svensk fyrreskov midt i en boligbebyggelse.

Skt. Kjelds Plads, SLA
Vinge, Henning Larsen Architects og Tredje Natur
Forslag til masterplan for Vinge, EFFEKT og Henning Larsen Architects
Gro Nørrebro, forslag til skybrudssikring af Hans Tavsens Park and Korsgadekvarteret, EFFEKT
Gellerup. SLA. EFFEKT.
Gellerup Bypark, SLA + EFFEKT
Byen til Vandet, C.F. Møller

Som ved vor barndoms å

Stråhat, sommerkjoler, bare ben, fiskenet og sejlbåde. Børn og ældre laver havearbejde og plukker æbler. Der er sommerhusstemning uden frygt, hegn og fysiske grænser – her kan børn soppe og lege uden opsyn.

Bank Mikkelsens Vej, Vandkunsten
Pædagogisk marinecenter, Nord Architects
Amager Fælled Kvarter, Vandkunsten
Nærheden, Arkitema Architects

Socialt tryllestøv

Den kreative klasse rykker til ghettoerne – unge, slanke og med hipsterskæg, ladcykler og deli’s. Der kan dukke en tørklædeklædt pige op under kirsebærblomsterne, men brune mænd findes ikke. Kun asiater og hyperurbant, kosmopolitisk byliv a la Manhattan døgnet rundt – også i forstæder og provinsen.

Gellerup Bypark. SLA. EFFEKT.
Gellerup Bypark, SLA + EFFEKT.
Tingbjerg Bibliotek, COBE
Nærheden, Arkitema
Urbanplanen etape 2, Tredje natur og JAJA
Mjølnerparken, KHS arkitekter
Klimatilpasning Kokkedal, Spektrum Arkitekter
Gellerup Bypark. SLA. EFFEKT.
Gellerup Bypark, SLA + EFFEKT
Høje-Taastrup, entasis
Guldborgsund – Nykøbing Falster, SLA
Vinge, Henning Larsen Architects og Tredje Natur