Frederiksbjerg Skole, Henning Larsen Architects. Foto: Peter Nørby

20. oktober 2016

Frederiksbjerg Skole

Skolen på Frederiksbjerg er resultatet af de voksnes gruppearbejde, når det er bedst. Et miks af skolestilarter og samtidig helt sin egen. Og byens. Vi anmelder Aarhus’ første nybyggede folkeskole i 100 år.

FAKTA

Frederiksbjerg Skole
Ingerslevs Boulevard 2, 8000 Aarhus C
Opførelse: 2014-2016       
Arkitekter: Henning Larsen Architects, GPP Arkitekter
Præmie i konkurrence: 1. præmie, 2013    
Bygherre: Aarhus Kommune

Ingeniør: Niras
Landskabsarkitekt: Møller & Grønborg
Kunstnerisk udsmykning: Rose Eken, Grethe Sørensen, Savanko 
Totalentreprenør: Hoffmann
Bygherrerådgivere: Pluskontoret Arkitekter, Cowi

De nybyggede folkeskoler i Danmark er store, komplekse samlinger af mennesker, materialer og interesser. Skolerne er på én gang vores fælles offentlige pladser og børnenes koncentrerede læringsrum. De markerer sig som velfærdsstatens vigtigste træfpunkt for børn af mange baggrunde, som testplads for tidens pædagogiske læringsidealer og det sted, hvor politik og barndom mødes. 

Boulevardkvarterets superinstitution

Skolen på Frederiksbjerg placerer sig mellem to væsensforskellige lokale byområder. Til den ene side boulevardkvarteret, der er præget af store træk og institutioner, ofte opført i blank mur af røde tegl. Til den anden side smalle gader kantet af pudsede byhuse, der ligger skulder ved skulder, malet i mange farver. 

Bydelen blev tegnet af arkitekt Hack Kampmann og ingeniør Charles Ambt i 1889. Forbilledet, både stemnings- og skalamæssigt, var Paris’ boulevarder, afløst af småpladser med markante, karakterdannende bygninger. Det blev i høj grad skolerne, der kom til at markere sig i kvarteret, særligt langs den brede hovedåre Ingerslevs Boulevard. Her lå indtil 2014 to etageskoler over for hinanden: N.J. Fjords Gade Skole og Sct. Annagade Skole (det tidligere Amtshospital). Begge bygninger blev anvendt af N.J. Fjords Gade Skole, og begge havde svært ved at dække skolens behov. Aarhus Kommune besluttede derfor at rive Sct. Annagade Skole ned for at give plads til en ny superinstitution med firesporet folkeskole, børnehave og fritidshjem under ét tag. 

Forsideformalia 

Den nye skolebygning, der er væsentligt større og højere end sin forgænger, følger gadelinjen og den store skala langs boulevarden. Ved hjørnet mod Sankt Anna Gade er to tredjedele af underetagen udført som en kolonnade i to etagers højde og efterlader i gadeplan et asfalteret by- og ankomstrum under de øvre etager. Selv for en voksen er kolonnaden et grandiost, og ved besøget forblæst, rum at træde ind i – et sted, hvor man uvægerligt kommer til at føle sig lille. Det voluminøse udtryk opløses længere nede ad gaden, hvor der er opstillet bænke langs facaden, og hvor store vinduespartier omgivet af træbeklædning giver indblik til kantinerummet, som er i åben og venlig udveksling med byen. 

Langs Sankt Anna Gade er skolen trukket længere ind på grunden end sin forgænger for at kompensere for den øgede højde. Skolens overordnede L-figur trapper i hver ende ned mod gaden i idræts- og opholdsterrasser. De tilhører skolen i dagtimerne og tilbydes derudover til offentligt brug. De fine, delte områder er klart markeret med en bund af blød, rød gummiasfalt. En skrænt med træbænke afslutter byggeriet ud til Ingerslevs Boulevard. På kvarterets nye samlings- solskinsplads flyder grænserne mellem offentlig institution og offentligt byrum lykkeligt sammen.

Sten og lysstrategier

Teglfacaden er opført i genbrugssten fra den nedrevne skole og tilfører taktilitet og glade farvespil til arkitekturen. Genanvendelsen har også en indlysende hjemmebanefordel: Det er sten med historie, de hører allerede til og bidrager meningsfuldt til energiregnskabet. Hvor stenene har lokal jordforbindelse, synes vinduessætningen (for den uindviede) at boble tilfældigt op langs facaderne. Det er et mønster og en æstetisk myldreleg, vi har set før i tidens byggeri. Men her er den udtryk for en bagvedliggende orden og velunderbygget dagslysstrategi for undervisningsrummene. En tredeling af vinduesstørrelser og placeringer i hvert rum, så de største er placeret i midten – til udsigts- og siddepladser – de mindre i toppen og de mindste i bunden, synes både at give et behageligt dagslysindfald og differentierede lyszoner i rummene. 

Bagsideenergi

På sin bagside møder skolen et helt andet miljø end boulevardens, og det gør den med bravour! I Sct. Annagade Skoles tid lå her en byggelegeplads kaldet Skolemarken, som er vokset ud af samme tankegang og idealisme som Øgadekvarterets stolthed, Børnenes Jord. Nemlig at udendørs leg, pasning af dyr og jord mellem hænderne er lig børnefrihed. For at imødekomme det miljø må man ned på jorden: så skolen trapper ned, afsætter terrasser og flosser sin kant. Dermed zoneinddeles skolegårdsområdet med alle dets aktivitetsredskaber i småtorve, og det skaber en naturligt glidende overgang til den stemningsfuldt renoverede skolemark. Samspillet mellem bygnings- og landskabsarkitektur er forbilledligt her. Ånden fra byggelegepladsen videreføres, samtidig med at man håndterer regnsvandsafledning i terrænet. En klynge af små træhuse formidler den skalamæssige overgang til det bagvedliggende byhuskvarter, og farverne på husenes gavle spiller med. Det er så godt og rigtigt set, at den nye, enorme byskole må lægge nogle af sine kvalitetsgivende uderum op i højden for at lande blødt på grunden og bevare et uformelt landsbyfelt i byen.

Op og hop

At det er en skole, der i overensstemmelse med folkeskoleloven vil sætte gang i benene på børnene, ude som inde, ser man straks inden for døren. Her står man som det første over for en farverig klatreskrænt, der fungerer som alternativ til trapperne, mod første sal. Sammen med de 39 andre bevægelseszoner, der er integreret i indretningen, anslås en uformel stemning af indendørs gadeidræt og et miljø, der i høj grad tilhører børnene. Der er ingen, der siger, at man skal GÅ i skole. På sin vis kunne man beskrive ankomstområdet som et klassisk atriumskolerum, men atriet er i højden fyldt op af to pangfarvede bevægelsessale på betonstylter. Det er en kreativ måde at løse den kompakte heldagsskoles evige pladsproblem og en virkningsfuldt maksimeret dobbeltudnyttelse af kubikmeter. Der er mange fine krydskig, når man bevæger sig rundt på etagerne. Man mærker skolens faglige puls. Demokrati-område, eksperimentarium, laboratorium, dansesal, twisterbane. Overalt finder man vej ved hjælp af en tydelig grafisk identitet. 

Fleksibilitet eller faste rammer?

Da N.J. Fjords Gade Skole blev opført, sad eleverne på stole ved pulte, i én enhed, med øjnene vendt i én retning, og modtog undervisning fra katederet med ét fagligt fokus. Sådan er det ikke længere og i særdeleshed ikke på Skolen på Frederiksbjerg. Klasselokalet, som vi kender det, er væk. I stedet har man programmeret stamlokalerne til de mindre børn efter opskriften: formidling, fordybelse og projekt. Klassen samles ved timens begyndelse på formidlingstrappen, hvor læreren fremlægger en opgave. Her sidder eleverne maks. 15 minutter, hvorefter de skal videre ud i lokalet og arbejde. De sidder ved høje borde, lave borde, på skamler og i vindueskarme. Indretningen bygger på viden om, at børns indlæring støttes af forskellige arbejdsstillinger og fysiske skift. I modsætning til Hellerup Skole (Arkitema 2002), hvor al indretning er fleksibel, og til det klassiske klasselokale, hvor alt har sin faste plads, har man her mikroprogrammeret zoner mellem faste og flydende i samme lokale. I udskolingen har eleverne ikke længere stamklasser, men vandrer i stedet mellem faggruppe-klynger. Terrasserne er på alle etager lige ved hånden og fungerer som fagrum, pædagogiske rum, udsigtsrum, sociale rum. Gangarealerne ligeså. Under taget i udskolingen er der bløde flydemøbler, så teenagerne kan lære liggende med laptops på skødet.  

Spas og alvor

Den integrerede kunst på skolen fungerer flot og underfundigt indbygget i hverdagens rum. Billedkunster Rose Eken har lavet 15 små hverdagsscener med genstande, som børnene kender og selv kan sætte i spil. En gul Fjällräven-taske står efterladt på en trappe. Et par grønne mælkekasser er stablet til en lille trappe, og pedellens glemte kost står med halvopfejet skrald og smøger. Et par små festlige dioramaer i væggene kommer til live, når børnene tænder lys på væggen. Væver Grethe Jørgensens store vægtæppe i kantineområdet er ved første øjekast et sløret grafisk motiv, men så træder en menneskemængde frem. Det, vi ser, er en demonstration, der bevæger sig gennem New Yorks gader. Det er et smukt og tankebefordrende motiv, der bliver bragt ind i børnenes samlingsrum.  

Hvordan bygger man en god skolekultur? 

Skolen på Frederiksbjerg er gjort af adskillige kompetente ildsjæle og fagfolks viden og kraft. Mange har været eksperter. Fra byggeprogram til endeligt projekt. Som så slet ikke er endeligt, i skolens optik. For efter indflytningen i august 2016 har skoleleder Jette Bjørn Hansen og hendes kolleger konstateret, at der var momenter i indretningen af læringsrummene, som ikke spillede godt nok sammen med de pædagogiske idealer. Det har man haft vilje til og mulighed for at gøre noget ved med det samme. Skolen har engageret en arkitekt til at følge op på de ønsker, der er vokset frem gennem hverdagens brug og erfaring. Man prøver sig frem. Og det tyder på en skole, der tager sig selv og sine rammer dybt seriøst. 

Den brede deltagelse i processen både før, under og efter byggeriets skabelse bevirker, at vi står med et stykke arkitektur, som mange, givetvis og lykkeligvis, føler sig knyttet til. Mange ideer og kompromiser har affødt en robust og fleksibel æstetik. Vi står ikke over for den skønneste skole i klassisk, harmonisk forstand, men hold op, hvor er der meget inspiration at hente her! Skolen er tegnet med indlevelse og omsorg, fuld af indre og ydre udsigter. Og det er et ærværdigt projekt, fordi det virker! 

Anmeldelsen blev første gang bragt i Arkitekten 8, oktober 2016.

Frederiksbjerg Skole, Henning Larsen Architects.
Frederiksbjerg Skole, Henning Larsen Architects.