Installationsview fra udstillingen i Venedig. Foto: Dansk Arkitektur Center

6. august 2016

Art of Many – The Right to Space

Det danske biennale-bidrag har været vist i Utzon Center i Aalborg og på Dansk Arkitektur Center i 2017. Læs eller genlæs Mikael Anderssons anmeldelse, som blev bragt i Arkitekten 8 2016.

Den danske pavillon i Venedig kan ses som en logisk opfølger til forrige års danske biennalebidrag til Rem Koolhaas’ “Fundamentals”. Dengang præsenterede landskabsarkitekten Stig L. Andersson (SLA) en poetisk og lidt romantisk udstilling om, hvordan arkitekturen, og verden som helhed, kan anskues og forstås ud fra et æstetisk perspektiv. Et aspekt, som han mente var gået tabt i vores mere og mere rationelle, videnskabelige og kvantificerbare samfund. 

“Empowerment of Aesthetics”, som udstillingen hed, bestod af to dele. Dels en fænomenologisk baseret udforskning af materialer (sand, bark, jord), farver, lys, spejlinger og det i arkitektursammenhæng så udefinerlige begreb atmosfære. Med arkitekten og arkitekturteoretikeren Juhani Pallasmaas ord fra hans velkendte bog Arkitekturen og sanserne kunne undersøgelsen beskrives som ‘multisensorisk’, altså appellerende til alle de menneskelige sanser. Dels en kortlægning af det moderne Danmark via et arkiv af nærmest privat karakter: bøger, breve, skitser, fotografier, ting. 

Dette var givetvis en skildring af grundlaget for og inspirationskilderne til SLA’s tankegang og arkitektur, guldaldermalere, sommerfuglesamlinger, 1800-tals-arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll, landskabsarkitekten G.N. Brandt, maleren Asger Jorn og digteren Inger Christensen. Men set i et bredere perspektiv kunne udstillingen også opfattes som et baggrundsrids i mikroformat af udviklingen i dansk arkitektur fra slutningen af 1900-tallet og frem til i dag.

Og det er netop, hvad årets danske pavillon, “Art of Many – The Right to Space”, handler om: det mangefacetterede arkitekturlandskab, som nutidens danske arkitekter og byplanlæggere former inden og uden for landets grænser. 

Det daglige arbejde

Dette års hovedkurator, den chilenske arkitekt Alejandro Aravena, har med biennaletitlen “Reporting from the Front” villet vise, hvordan arkitekturen kan forbedre vores livskvalitet. For at leve op til det har arkitekten og forskeren Boris Brorman Jensen og filosoffen Kristoffer Lindhardt Weiss sammensat et bidrag, der viser bredden i dansk samtidsarkitektur fra år 2000 og frem. De to siger følgende om emnevalget i deres ‘statement’ i udstillingens katalog: “Dansk arkitektur er ikke først og fremmest kendetegnet ved prestigebyggeri og arkitektoniske fyrtårne, der hæver sig over den anonyme mængde af masseproduceret standardbyggeri. Dansk arkitektur er kendetegnet ved et meget højt generelt niveau. Det er de manges kunst, ‘Art of Many’. Og kunsten at skabe noget for og til de mange og ikke kun en snæver elite, der kan betale for høj kvalitet.”

Kuratorerne er med andre ord ikke gået i fælden og har skabt en udstilling om ikonarkitektur eller stjernearkitekter, bestemte værker eller arkitekter (stjernearkitekterne har ellers gjort comeback på årets biennale efter at have været relativt fraværende sidste gang – Tadao Ando, David Chipperfield, Peter Zumthor f.eks.). Det er heller ikke et idealiseret billede af Danmark og dansk arkitektur, som bliver tegnet. Derimod er det arkitekternes og byplanlæggernes daglige arbejde med trin for trin at forbedre folks livskvalitet, ligesom det er temaer som humanisme, mangfoldighed, diversitet og frem for alt alles ret til det offentlige rum, som har stået i centrum for kuratorernes interesse og arbejde.

Og resultatet er en pavillon bestående af tre dele: en film med forskeren, byplanguruen og arkitekten Jan Gehl, en præsentation af dansk samtidsarkitektur med 130 arkitekturmodeller og et katalog. 

De forskellige dele står både på egne ben og i dialog med hinanden. Man kan således sagtens læse kataloget uden at have set udstillingen. Det rækker nemlig langt ud over Giardini og Venedig. Og langt frem i tiden.

Dygtigt gjort

Filmen med Gehl vises i et af pavillonens mindre rum, men burde måske have været placeret sådan, at alle udstillingens gæster passerede forbi skærmen (hvordan det så ellers skulle være gået til) og på den måde være koblet mere direkte til pavillonens tema. Efter at have set alle de tidskrævende arkitekturmodeller er der nok mange, som kun lige kaster et hurtigt blik ind i filmrummet uden at se hele interviewet med Gehl. I betragtning af, at hans tanker om det offentlige rums egenskaber og potentiale og hans modernismekritik er et af grundelementerne i “Art of Many – The Right to Space”, er dette uheldigt. Det er imidlertid bare en lille bitte indvending mod en i øvrigt velkomponeret udstilling. 

Det store udstillingsrum er fyldt med arkitekturmodeller og indrettet som et lager. Det minder til en vis grad om den japanske pavillon – “In the Real World” – på arkitekturbiennalen i 2014. Men også om IKEAs selvbetjeningslager, som vi alle kender. Udstillingsgæsten ledes rundt i rummet på gange og trapper i forskellige niveauer og er hele tiden omgivet af modeller. Foran, bagved, ved siden af, under, over. På såvel gulv som vægge. Tæt på og på afstand. I og med at planen, perspektivet og afstanden hele tiden forandres, opdager man forskellige sider af modellerne, præcis som ved det arkitektoniske objekt in situ. Man overraskes gang på gang og bliver derfor aldrig træt eller mæt af mængden af udstillingsobjekter. Det er dygtigt gjort. 

Installationsview fra udstillingen i Venedig. Foto: Dansk Arkitektur Center

En pointe

Arkitekturmodellerne er indsamlet via et ‘open call’ blandt danske arkitekter og byplanlæggere. Hundredvis af projekter kom ind, og udvalget, som vises i Venedig, repræsenterer forskellige skalaer og stilarter og er udført af arkitekter fra flere generationer. Kuratorerne beskriver og motiverer deres strategi på følgende måde:

Det gav god mening at skabe en udstilling, der viser den maniske artsudvikling og rastløse eksperimenteren, som ligger til grund for projekterne. Ikke kun nogle få projekter, men et helt arkiv med udførlig dokumentation af den samlede indsats. Et øjebliksbillede af en livskraftig profession. Det er arkitektur i praksis. En slags nutidig arkæologi, hvor vi ud af det hele graver beviset for en mulig ‘arkitektonisk humanisme’ – med alle dens fejl og mangler. Et Wunderkammer, der viser det daglige arbejde med at forme det fysiske miljø. Beviset på, at dansk arkitektur langtfra er en enmandshær. 

Brorman Jensens og Lindhardt Weiss’ tekst indeholder et par af tidens modebegreber fra kunstens og arkitekturens verden. F.eks. er ‘arkiv’ og ‘arkæologi’ fænomener, der både er populære at undersøge og har været flittigt brugt som grydeklare udstillingskoncepter i de seneste ti års kunst og arkitektur. Men ellers er der ingen klicheer og tomme ord hverken i udstillingen eller i kataloget – i modsætning til mange af de andre bidrag på årets biennale. Og måske har begreberne alligevel en pointe her? 

Mangfoldighed

Ganske vist er arkivet af arkitekturmodeller “visuelt lidt rodet”, som Annica Kvint skriver i det svenske Arkitektur. Men det samme var raritetskabinetterne – de såkaldte Wunderkamre, som Brorman Jensen og Lindhardt Weiss refererer til, og som var et populært fænomen i 1500-tallets Nordeuropa. 

Som kunsthistorikeren Maria Fabricius Hansen skriver et sted: “Generelt var idealet i de fyrstelige kunstkamre at samle hele verden i lille format. […] Samlingernes mangfoldighed hang uløseligt sammen med fyrstens magt: Hans ekstrakt af verden afspejlede jo i det lille format den verden, han beherskede, ligesom den viden, som hans samling indeholdt i form af bøger eller avancerede instrumenter, var et direkte billede på hans personlige lærdom. […] Men 1500-1600-tallets kunstkamre var ikke udelukkende encyklopædiske fyrstespejle. Også lærde mennesker, som man i en moderne tænkning ville betegne som naturvidenskabsfolk, samlede på kultur- og naturskabte sjældenheder. Formålet med disse samlinger var en udforskning af verdens mærkværdigheder og forunderlige sammenhænge.” 

De kvaliteter, som Fabricius Hansen nævner, har Brorman Jensen og Lindhardt Weiss på en måde overført til en nutidig kontekst. De fokuserer på forskelle i stedet for ligheder og har samlet mange forskelligartede projekter, nogle større og nogle mindre, af både etablerede arkitekter og studerende, såvel realiserede som urealiserede værker. Villaer. Etageejendomme. Offentlige institutioner. Idrætsanlæg. Mere omfattende landskabs- og byplanprojekter. Mindre infill-opgaver i eksisterende miljøer. Visioner af nærmest utopisk karakter. Som eksempel på denne stimulerende mangfoldighed kan nævnes: THIRD NATUREs Enghave Klimapark, Nicolai Bo Andersens Statens Naturhistoriske Museum, FORCE4s AiH – Andelssamfundet i Hjortshøj, Leth & Goris Brick House og Mathilde Petri Arkitekters nye facade på sognehuset ved Trinitatis Kirke.

Installationsview fra udstillingen i Venedig. Foto: Dansk Arkitektur Center

Disponering

Bidragene præsenteres skematisk og inddeles i fem “agendaer”. “Exit Utopia” omfatter projekter, som bl.a. ved at revurdere forholdet mellem by og natur kan imødegå de krav, som befolkningstilvæksten og klimaforandringerne stiller, uden at ødelægge de eksisterende bymiljøer, sådan som mange af 1900-tallets byfornyelser gjorde det, heriblandt 3XNs urealiserede Green School Stockholm, Schønherrs “Løkkensvej” og MAP Architects’ “Water Shore Habitat”.

Erik Møller Architects’ og HLM Arkitekturs Halden Fængsel, Dorte Mandrup Arkitekters ombygning af Munkegårdsskolen og KHR Arkitekters Oslo Plads er tre eksempler på “Designing Life”, der i tråd med Alvar Aaltos tanke om en humanistisk funktionalisme på hver deres måde vil påvirke tilværelsen for andre mennesker. Under overskriften “Pro Community” er samlet projekter med forskellige former for brugerinddragelse: Anders Abrahams og Christina Capetillos “Hunstad”, Nord Architects Copenhagens Marinepædagogiske Center og Lundgaard & Tranberg Arkitekters Tietgen Kollegium.

Arkitektur, som i stedet for et stort forbrug af ressourcer er skabt med små midler, f.eks. ved en kombination af lokal håndværkskunnen og moderne teknik, er samlet i kategorien “Beyond Luxury”: Her er Lenschow & Pihlmans og Mikael Stenströms orangeri, Leth & Goris “Roof House” og Arkitemas ”Uptown Nørrebro”. “Claiming Space” er bl.a. repræsenteret ved ADEPTs Dalarna Mediebibliotek, Kristine Jensens Tegnestues Järva Begravelsesplads og SLAs Novo Nordisk Naturpark, som alle udfordrer den traditionelle idé om det offentlige rums egenskaber og udformning. Det er dog først og fremmest i kataloget, at disse “agendaer” træder tydeligt frem. På udstillingen er det objekterne selv, arkitekturmodellerne, der er det centrale. Desværre savner man en diskussion af selve fremstillingsformen. De seneste år har der f.eks. været sat spot på arkitekturtegningens betydning og rolle i forskellige sammenhænge, i bøger og på udstillinger. Arkitekturmodeller burde på samme måde kunne udforskes som et værk i sig selv med sin egen værdi og ikke blot som en fremstillingsform. 

Hvad er en arkitekturmodel? Hvilken rolle/funktion har arkitekturmodeller i vore dages arkitektur og på tegnestuerne? Hvad skal en arkitekturmodel formidle? Hvordan er arkitekturmodellerne blevet påvirket af samfundets og arkitektarbejdets digitalisering? Hvordan ser arkitekterne selv på modellerne? Det er eksempler på spørgsmål, som godt kunne have været taget op på udstillingen eller i en artikel i kataloget.

Opdagelsesrejse

Kataloget er i øvrigt fremragende. Det er velredigeret, afvekslende og intellektuelt slagkraftigt – og vil fremover kunne danne basis for arbejdet med arkitektoniske miljøer såvel blandt politikere som arkitektstuderende. Bertel Haarder har skrevet forordet, og der er “statements” af Kent Martinussen og Brorman Jensen/Lindhardt Weiss. Og en lige så stringent indledning om koblingen mellem det arbejde, som arkitekter og byplanlæggere har udført, og vefærdsstatens udvikling af Brorman Jensen og Lindhardt Weiss. 

Derefter opregnes udstillingens bidrag under de respektive agendaer. Projekterne præsenteres på nogle få sider, med en tekst, nogle illustrationer (fotos, skitser, planer) og oplysning om bl.a. typologi, bygherrer og anlægssum. 

Flettet ind imellem alle projektbeskrivelserne er desuden flere læseværdige artikler. Ud fra en fænomenologisk synsvinkel skriver idéhistorikeren Louise Fabian interessant og engageret om “den såkaldt rumlige vending inden for humaniora”. Og arkitekten Tom Nielsen diskuterer, hvad der sker, når dansk arkitektur eksporteres til og realiseres i andre kontekster og kulturer, i artiklen “Exporting Humanist Architecture”. 

Men katalogets højdepunkt er samtalerne, de såkaldte “conversations”. Nedskrevne samtaler har en tendens til at blive flade og statiske, men her er det lige modsat. Brorman Jensen og Lindhardt Weiss ved, hvilke spørgsmål der skal stilles, for at samtalerne skal få fart og energi. De er selv så bredt orienteret, at samtalen hurtigt og problemfrit kan tage uventede drejninger og dække forskellige emner. Læsningen bliver på den måde til en hvirvlende opdagelsesrejse. De har også valgt at tale med folk fra forskellige fag og baggrunde – bl.a. Mogens Lykketoft, Carsten Thau, Dorte Mandrup, Dan Zahavi – og belyser på den måde pavillonens tema ud fra forskellige vinkler: politiske, økonomiske, sociale, kulturelle og historiske. Og med såvel nationale som internationale perspektiver. 

Nogle billeder fra pavillonen indgår også i kataloget (hvordan kunne det dog nås!?) samt et fint udvalg af “Danmarksbilleder”: Cykelslangen af Rasmus Hjortshøj, havnen i Aalborg af Niels Fabæk og Moesgaard Museum af Jens Lindhe. Udstillingskatalogets potentiale er dermed udnyttet på bedste vis, og det skaber en god balance mellem udstilling, indhold og publikation. Fx betyder dét, at de teoretiske ræsonnementer udfoldes så udmærket i kataloget, at udstillingen kan opleves mere direkte – sanseligt – uden at man som publikum behøver at kæmpe sig igennem uforståelige plancher, diagrammer eller tabeller – noget, som gør flere andre biennalebidrag svært tilgængelige og kedsommelige.

Trods det meget omfattende udstillingsmateriale og emnets grundlæggende uoverskuelighed er det lykkedes kuratorerne at skabe et sammenhængende biennalebidrag. Én agenda, “Art of Many – The Right to Space”, helt enkelt. Som hviler på et solidt fundament og en dyb forståelse af objekter, historiske begivenheder og samfundsmæssige kontekster. Pavillonen er velfunderet, saglig, engagerende. Og baseret på arkitekturprojekter og kendsgerninger i stedet for faste betegnelser, forudfattede meninger og eksisterende teoridannelser. 

Præcis som SLA gjorde det for to år siden, har Boris Brorman Jensen och Kristoffer Lindhardt Weiss altså haft held med den for alle arkitekturudstillinger så svære kunst: at forene det visuelle og det konceptuelle, det æstetiske og det sociopolitiske. Men denne gang på et almenmenneskeligt i stedet for et personligt plan. 

Mikael Andersson er arkitekturhistoriker, kritiker og siden 2015 ph.d. ved Åbo Akademi. Teksten er oversat fra svensk af Cornelius Holck Colding. Citaterne fra biennalekataloget er oversat fra engelsk. 

Udstillingen Art of Many – The Right to Space vises på Dansk Arkitektur Center i perioden 7. juli til 1. oktober 2017. Du kan læse mere om udstillingen på DAC’s hjemmeside