8. juli 2016

Byhospice

Danmarks første byhospice søger væk fra det institutionsagtige, uden at gemme døden væk.

FAKTA

Byhospice

Adresse: Dronningensvej 24, 2000 Frederiksberg
Bygherre: Diakonissestiftelsen
Opførelsesår: Januar 2015 til april 2016
Arkitekter: Nord Architects
Ingeniør: Rambøll
Landskabsarkitekt: MASU Planning
Fotos: Adam Mørk

Det nye hospice er en del af Diakonissestiftelsen, det store kirkelige plejekompleks, der mod Peter Bangs Vej udgøres af en høj trefløjet murstensbygning i nygotisk stil, tegnet af arkitekt Hans J. Holm og opført 1876. Senere tilføjelser til anlægget fortsatte den strenge tone fra Holms røde, kamtakkede bygninger. På bagsiden vender anlægget ud til et villakvarter, og på denne side, hvor det nye hospice ligger, er anlægget mere opløst med mindre og lavere bygninger, der gradvist er bygget til eller er blevet indlemmet i komplekset.

I 2012 blev en større helhedsplan for hele Diakonissestiftelsens område udarbejdet med Vandkunsten som hovedrådgiver og Marianne Levinsen som landskabsarkitekt. Hospicet er den første nybygning i planen og ligger derfor omgivet af byggeplads på den ene side og bygninger, der endnu ikke er revet ned på den anden. Hvordan det kommer til at hænge sammen med det øvrige anlæg, kan man endnu ikke fornemme, men man oplever sammenhængen med det omkringliggende villakvarter.

Når man nærmer sig bygningen på den stille villavej med gamle haver og træer, er man ikke i tvivl om, hvor det nye hospice ligger. Med en facadebeklædning af tombakplader står husets bløde volumener i tydelig kontrast til de omgivende murede villaers mere kantede former, stoflighed og detaljerigdom. Bygningen underordner sig villavejens skala med sine to etager, opdelt i mindre volumener både i bredden og i højden, så bygningen er lavere mod villavejen og højere ind mod diakonissekomplekset.

En smal forplads med stenbelægning i cirkler markerer indgangen diskret og imødekommende, uden at give mindelser om hospital eller plejehjem. I en dyb niche er der plads til at stille cyklen. 

Private øer og fælles rum

Inden for døren åbner huset sig straks mod gårdrummet, og går man langs den indvendige krumme facade med vinduer fra gulv til loft, kommer man hen til husets centrale rum, som både er fælles opholdsrum, tekøkken og gennemgangsrum til de private værelser. Dette fine og store rum er dobbelthøjt med en balkon på 1. sal og ligger omkring det gyldenbrune, tombakbeklædte gårdrum, der er nærværende både oppe og nede. Det er her, alle fælles aktiviteter foregår: enten ved de lange spiseborde, omkring et flygel eller i små møblerede nicher, som man kan trække sig tilbage til. Her kan man være privat i små opholdsøer i det fælles rum, noget der erfaringsmæssigt kan være svært at opnå, når mange patienter og pårørende samles i samme rum. Dybe, egetræsbeklædte lysninger skaber forankringer til de private opholdsøer, og rummets behagelige akustik gør det muligt at have private samtaler. Dog kan det undre, at dette motiv ikke er videreudviklet til faste indbyggede nicher, i stedet for blot møblerede, i de fælles områder.

Gårdrum og udsigtsplads

Der er ingen lange, institutionsagtige gange i hospicet. Det store fælles rum tjener som fordelingsrum til patientstuerne, der ligger i grupper af tre eller fire stuer omkring en kort gang. Hver gang har sin rumlige egenart, og det hjælper med til, at det er nemt at orientere sig i huset. Stuerne er enkle, med hvide vægge og trægulve, og igen er der vinduer fra gulv til loft i facaden, nogle steder med udgang til en tagterrasse. Her er plads nok til, at man kan have sin familie omkring sig, og de pårørende kan overnatte. Det institutionsagtige er underspillet, men titter dog frem i indretningen, der venter på, at hver patient og familie skal sætte sit præg, i hjælpemidler som en loftlift og i toilettets indretning. Dette er også en arbejdsplads.

Huset rummer forskellige større og mindre uderum, som på samme måde som indenfor skaber grader af privathed og fællesskab. I det centrale gårdrum, helt omsluttet af vægge og med en cirkelbelægning af sten omkring nyplantede træer og en kommende vandkunst, kan man sidde eller få sin seng bragt ud. Gårdrummets størrelse og form er fin og intim og rummer ligesom fællesrummet nemt flere familier. Med huset som ryg i to etager mod nord og øst åbner rummet sig mod himlen mod syd og vest og sikrer, at sol og lys faktisk når ned i gårdrummet. Men facadebeklædningens glathed modarbejder den ellers fine intimitet og giver ikke rummet den sanselighed, som det sagtens kunne have haft. Gårdrummets vægge er ikke inviterende til ophold og støtte, man har ikke lyst til at læne sig op ad den metalbeklædte facade, og den afgiver ikke duft i varmen, som en træbeklædning kunne have gjort. 

Trænger man til udsigt, forbinder en trappe gårdrummet med en tagterrasse, hvor der er udsyn til villakvarterets huse og træer – og helt til Zoologisk Haves tårn. Nicherne på bygningens yderside skaber mindre, intime og mere afsondrede uderum at trække sig tilbage til, både for patienter, pårørende og personale.

Proces

I en tid, hvor arkitektkonkurrenceinstitutionen kritiseres for at være dyr for både bygherre og arkitekter, og for at udspecificerede krav flytter fokus fra det væsentlige i den samlede arkitektoniske løsning, er det interessant, at udvælgelsen af Nord Architects slet ikke har været baseret på et løsningsforslag. Ud af en række prækvalificerede tegnestuer er arkitekterne valgt på baggrund af deres bud på håndtering af proces og involvering af bygherre og brugere. Dette har givet arkitekterne mulighed for igennem mere end 50 fysiske modeller at afklare programmet for bygningen og afprøve løsninger og skabe prioriteringer i tæt dialog med bygherre, ansatte og pårørende. Dermed har de ansatte brugere været eksperterne, som i dialog med arkitekterne har sorteret i den viden, der findes om arkitekturens lindrende potentiale, og omsat erfaringer fra det tidligere hospice, som det nye erstatter. 

Ud af denne proces er der kommet et meget fint og lavmælt hus, som søger væk fra det institutionsagtige, men heller ikke gemmer døden som vilkår væk: Den upåfaldende og imødekommende indgang til huset er også stedet, hvor man i kiste bæres ud igen. 

Muligheden for en hjemlig følelse under opholdet understøttes både i materialevalget, den rumlige organisering og lysforholdene. Dagslyset har fået lov til at spille en dominerende rolle i alle rum. Både, hvor patienter behandles, bades eller er sengeliggende, og i de rum, der danner ramme om fællesskabet. Lyset kan reguleres med trælameller og gardiner, så det passer den enkelte bedst muligt. De skærmende overgange mellem de private sengestuer, gæsterum og fællesrum, ude og inde, sikrer privathed og inviterer de pårørende indenfor, så de i ro kan pleje og tage afsked med deres nære. Samtidig er der lagt vægt på fællesskab og oplevelsen af andres nærvær. Ingen stuer er langt fra det fælles, ingen skal dø alene! Kun savner man lidt mere sanselighed og kropslig skala de steder, hvor huset selv inviterer til ophold; omkring vinduerne i fællesrummet og som nævnt langs med den tombakbeklædte facade. 

Det nye byhospice er en venlig, imødekommende og omsorgsfuld ramme for den døende og de efterladte. Uden at larme står huset ved sig selv og sin vigtige samfundsfunktion.

Anne Kathrine Frandsen er arkitekt MAA, ph.d. og seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut, AAU

Anmeldelsen blev første gang bragt i Arkitekten 7, juli 2016

Byhospice Frederiksberg. Nord Architects