8. maj 2016

Tønder Rådhus

Hvad er en passende arkitektur for et stort hus i en mindre by? Vi er i Tønder, i det røde tegls revir og nær de opmålte arnesteder for en bygningskultur, hvis arkitektoniske træk fandt udbredelse gennem Bedre Byggeskik.

FAKTA

Tønder Rådhus

Adresse: Kongevej 57, 6270 Tønder
Bygherre: Tønder Kommune
Opførelsesår: 2015-16
1. præmie i åben arkitektkonkurrence, 2013
Tidligere offentliggjort i: Arkitekten vol. 115, 2013

Arkitekter: SLETH arkitekter
Arkitektmedarbejdere: Søren Leth, arkitekt MAA, MDL, partner; Rasmus Therkildsen, arkitekt MAA, partner; Allan Edmund Hansen, arkitekt MAA; Jeppe Bonne Olsen, arkitekt MAA; Clara San Millan, Ma in Architecture; Andreas Kristensen, arkitekt MAA; Jacob Jakobsen bygningskonstruktør, BTH, projekteringsleder; Ralf Wagner, arkitekt MAA; Søren Gornitzka, arkitekt MAA; Jens Kinch, arkitekt MDL (landskab)
Ingeniører: Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma, byggeledelse
Landskabsarkitekter: SLETH arkitekter
Entrepriseform: Udført i fagentreprise
Fotos: Rasmus Hjortshøj COAST

Et rådhus kræver et vist mål af virkemidler, og det skal hverken være provinsielt eller ydmygt pr. rutine, bare fordi vi befinder os i nationens sydvestjyske periferi. Omvendt er det heller ikke nogen universalløsning at omplante Tokyo til Tønder i et forsøg på at anskaffe sig so ein Ding. En nær-eksistentiel overvejelse, som arkitekterne bag udbygningen af Tønder Rådhus må have set sig konfronteret med. 

Tønder Kommune ønskede at samle sin administration og fattede ambitiøst om opgaven med at bygge til Halldor Gunnløgsson og Jørn Nielsens rådhus fra 1980-81 (opført efter konkurrence i 1976) ved at udskrive en åben arkitektkonkurrence. Den blev vundet af Sleth, der med rådhusudvidelsen melder sig med deres reelle Erstlingswerk. Tegnestuen har gjort sig bemærket i en række konkurrencer og står også bag et enkelt realiseret projekt, kulturhuset Stjernen i Risskov ved Aarhus, der dog blev projekteret i andet regi. Projektet i Tønder er det første af en lille håndfuld projekter, der i den kommende tid ruller af Sleths tegneborde og ud til tjeneste i det byggede miljø. 

Et nyt volumen

Tilbygningen er placeret bag rådhuset og dermed lige i grænsefladen mellem byen og det flade marsklandskab. De mest prominente offentlige vinkler er fra den østlige indfaldsvej set over Vidåen, ankommende til fods fra syd og så, paradoksalt nok for et hus i den sønderjyske marsk, set oppefra!

Vandtårnet, der ligger i forbindelse med Tønder Museum, blev renoveret af Niels Frithiof Truelsen i 1995 og huser en samling af bysbarnet Hans J. Wegners møbler. Det er et af byens mest populære udflugtsmål, og tagbearbejdningen kalder, ikke mindst på grund af sidstnævnte, på særlig opmærksomhed. 

Konkurrenceforslaget lagde op til et grønt tag, som endnu står for at skulle etableres. Selvfølgelig kalder et let hus som dette på noget andet end det oprindelige rådhus’ kraftfuldt modulerede masse af teglbeklædte sadeltage. Men også medregnet et kommende sedumtag savner man omhu ved anlægningen af ventilationssystemer, ovenlys og de opstillede solcelleelementer for at løfte en usædvanligt offentlig femte facade.

Det kan undre, når bygningens volumen ellers forekommer at være udviklet i en kombination af forelskelse i planens stærke formvilje og bestemte views. 

Bygningen tager sig smukt og velkomponeret ud fra den vinkel, som konkurrence-visualiseringerne viser. Volumenet set over hjørnet og samspillet med vandtårnets taktfaste vindues­inddeling, der agerer metronom i baggrunden, virker overbevisende. Ligeledes er kompositionen god, set fra volden ved den gamle Tønder Slotsvandmølle og over vandet; her står volumenet velproportioneret og stramt både i sammenbagningen med Gunnløgsson og Nielsens rådhus og sydover i sin lette gestalt mod marskland og træklynger. 

Der rejser sig dog et par spørgsmål: de buede facader fx. Er de et svar på det storslåede landskab, som skyller ind mod bygningen? Og, hvis ja, hvorfor så samme gestus ved den lille (parkerings-)plads mod museet, som virker overset, trods at det er en af de mere befærdede arealer omkring bygningen. Ligeledes kan man overveje, om Sleths udsagn fra konkurrenceforslaget om et hus uden bagside er indiskutabelt positivt: Alskens praktiske anordninger skal jo alligevel have en plads og hober sig nu op mellem byrådssalen og museet. Den slags prosaiske forhold må en så stor omdisponering også adressere. 

Facadebearbejdningen

Vinderprojektet anførte en æterisk SANAA’esque facade med en næsten ulegemlig indfatning af store glaspartier. Den indeklimabetingede tilpasning forårsaget af at lægge et rent glashus stik sydvendt, som kom til i realiseringen af projektet, forudså også dommerbetænkningen. Opført blev en facade vekslende mellem vertikale glaspartier og letmetalpaneler. 

Det at finde et udtryk for et hus, som skal føjes til en stærk, eksisterende sammenhæng uden hverken at skryde eller ligne en undskyldning for sig selv, er aldrig nemt. Når det var transparensen, man lagde fra land med i konkurrenceforslaget, kunne man have taget den pragmatiske udfordring fra varmeindstrålingen som afsæt for facademotivet og have arbejdet dybere med translucens og spejling. Gigon/Guyer giver, fx i deres Kirchner Museum i Davos eller kunstmuseet i Winterthur, gode eksempler på lukkede facadepartier, der bearbejder transparens i et rigt og nuanceret spektrum. Den valgte binære opdeling i helt gennemsigtige og fuldt tillukkede partier balancerer på kanten af mainstream-arkitekturens udtryk. 

Detaljering indvendigt 

Oppe og nede er der tale om en fin og gennemført detaljering baseret på få gode, afspændte løsninger. Anvendelsen af mursten i de cylindriske funktionskerner samt som belægningsmateriale på cirkulationsarealer og i gårdrummet mellem den gamle og nye del af rådhuset virker, også i dette bevidst lettere hus, veldoseret og uanstrengt, gennem velmedierede overgange mellem lyst og mørkt, let og tungt.

Planløsning

Husets brugere stod ved besøget stadig med den ene fod i flyttekassen, og en rumlig forhandling omkring, hvordan man indretter sig, pågår stadig. Men planløsningen synes robust i forhold til organisatoriske strukturer, der sikkert ikke har set deres sidste omkalfatring. Der ambuleres ind mod det røde gård­rum, mens der er frihed og god plads til at udfolde sig mod den ydre facade.

Rum mellem nyt og ældre

Rådhuset tilgås gennem det gamle rådhus’ hovedindgang (den primære adgang for borgerne) samt gennem en indgang mod vest, indlejret i overgangen mellem eksisterende og nyt. Denne vestindgang forekommer i eksteriøret noget uforløst, med en lidt undersætsig mellembygning. Vel inden for døren befinder man sig i en rumlig situation, som slipper anderledes godt fra sin karakter af forbindelsessted. En vandrehal strækker fra facade til facade, flankeret mod syd af et dobbelthøjt rum med kvadratisk grundplan, som fordeler trafikken ud og op og desuden kan anvendes til samlinger af forskellig art.

Hus i grænselandet

Helhedsindtrykket forbliver et venligt, let og imødekommende hus, hvor man, særligt inde, har keret sig om samlinger og detaljer. Og selv om man kan betvivle den formstærke plans berettigelse, fungerer huset fint som mediator mellem marsk og by. Dog har den selverklærede ‘utidstypiske’ facade alligevel en samtidspræget karakter, uden at det får karakter af en overskudspræget leg med konventionerne. Tagbearbejdningen vidner om et projekt, som kunne have tålt en grundigere bearbejdning i fysisk model, hvor den visuelle relation mellem tårn og tag ville have været mere fremtrædende. Måske er det på tide, at man indfører den fysiske situationsmodel i 1:500 som krav ved konkurrenceafleveringer, som man ofte ser det i andre lande? 

Sandra Gonon er arkitekt MAA og ansat ved KADK. 

Sofie Bjerring er arkitekt MAA.

Anmeldelsen blev første gang bragt i Arkitekten 5, maj 2016

Udvidelse og renovering af Tønder Rådhus. SLETH arkitekter