Sundbyøsterhal II Amager. Dorte Mandrup Arkitekter
Bagsideindgang mod Parmagade. Foto: Jens Larsen

8. maj 2016

Sundbyøsterhal II

Programmatisk mash-up og samarbejdseksperiment i collagearkitekturens hjemland skal skubbe byudviklingen omkring Sundbyøster Plads i gang.

FAKTA

Sundbyøsterhal II

Nybygning af supermarked i stueplan, sportshal og boliger på tagetagen ydelser v. DMA. Programmering, fuldt arkitektprojekt til aflevering og ibrugtagning.

Adresse: Amagerbrogade 189 & Parmagade 4, 2300 Kbh. S
Areal: 5400 kvm
Bygherre: O. Adsbøll og Københavns Kommune
Status: Start 2014 og indviet 4. marts 2015

Arkitekt: Dorte Mandrup Arkitekter
Sagsarkitekt: Noel Wibrandt, Dorte Mandrup Arkitekter
Ingeniør: Klaus Nielsen Rådgivende ingeniørfirma FRI

Totalentreprenør: O. Adsbøll & Sønner
Rådgiver: Planlægningsfirmaet Hans-Jørgen Bøgesø
Pris: 2016: Vinder af WAN Award for bedste mixed-use bygning i 2015.

Noget af det bedste ved Amager er den bramfri og sine steder cowboyagtige collagearkitektur, som man finder rundt omkring i gaderne. Her er opfindsomme stilperiode-clashes, iværksætteri med nybyggerånd og en udpræget gør-det-selv-stemning. Man præger sit miljø og værner med stolthed om det, der har været engang; industri og småhåndværk. 

Dorte Mandrup Arkitekters multiprogrammerede hjørnebyggeri på Sundbyøster Plads er i store træk i fin dialog med den lokale kultur. Der er spil i materialesammenstødene, divergerende vinkler, rytmer og udkragninger i facaden, skalaforskydning og uhøjtidelig stemning.

Programmatisk sandwich

De tre meget forskelligt programmerede etager træder tydeligt frem i gadebilledet. Nederst ligger et supermarked, herover en kommunal idrætshal og øverst 12 smalle boliger på rad og række. Byggeriets facade flugter med Parmagades boligkarréer til den ene side og fortsætter Amagerbrogades karakteristiske randbebyggelse til den anden.

Således afsættes et stærkt hjørne i den ene ende af Sundbyøster Plads, hvor der før blot lå en fladmast parkeringsplads. Et hjørne, som på gadeplan befolkes livligt af børn på vej til hallen og kunder, der kigger på tilbudsfrugt ved gadestandere. Materialerne veksler udvendigt mellem transparente vinduespartier og translucent u-profilglas i stuen, mens hallens zigzaggende facade er beklædt med træ i en varmrødlig tone, der er i familie med de omkringliggende tunge, blankmurede teglfacader. Øverst ligger boligernes forskudte vinduesfacader som en række lette aluinddækkede kukkasser, der kigger ned ad Amagerbrogade. 

Hvor vejene krydses

Den delte indgang til hal og boliger finder man fjernest fra Amagerbrogade. Herfra er der i skrå linje bare et par skridt over til indgangen af Sundbyøster Idrætshal (1977), som den nye hal assisterer. 

Inden for døren er det tydeligt, i hvilken retning man skal bevæge sig, hvis man har idræt i skolen: op ad den brede betontrappe og hen imod lydene fra hallen. Men boligernes eksistens på taget virker besynderligt hemmeligholdt. Ud over trappen ser man bare hvide vægge og hvide døre. Den programmatiske uklarhed er ærgerlig, fordi man her kunne have formgivet et potentielt spændstigt og spændende møde mellem husets forskellige brugere i en slags lokal-urban foyer. 

Videre op ad tappen mod hallen, med en glasfacade til den ene side, kommer man til et slags forrum, der fordeler piger og drenge og lærere til omklædningsfaciliteter, inden man myldrer videre ind i hallen. Også dette rum har et samlende potentiale, som fremstår lidt uforløst. Der er godt nok en trappe til ophold vendt mod glasfacaden og de hjemlige røde karréer på den anden side af gaden, men den synes ikke at invitere stærkt nok til, at børnene vælger at sætte sig der. 

Lyshal med blikfang

Inden i hallen er der et flimmer af bevægelser, arme der svinger, bolde der flyver. Alligevel fanges øjnene straks af de to gadefacaders skråt skårne vinduesnicher, som afhængigt af éns position i hallen enten åbner eller lukker sig for udsyn – fra gulv til loft. Det er visuelt og rumligt interessant og hænger smukt sammen med brugen af et rum, hvor man er i konstant bevægelse. Den moderne pille-vindue-fortolkning, som på én gang bibringer konstruktionen tyngde og lethed, er absolut hallens hovedattraktion.

Effekten af de dybe lystragte giver en diffus lysspredning i hallen og et behageligt og roligt lysmiljø. Betonsøjlerne, der står pr. 5 m i facaden, er skjult i lysnichernes gipsopbygning og er ligesom væggene malet mathvide fra gulv til loft. Det er en smuk baggrund for lyset, men ikke robust nok til den hårde brug af bolde i rummet, og slitagen har allerede sat sine tydelige sorte spor. Man sender en nostalgisk tanke tilbage til 60ernes karakteristiske håndboldhal med limtræsspær og blankmurede undervægge med ribber foran. Den haltype er slidstæk, bestemt, men oftest også programmatisk og visuelt lukket om sig selv, i modsætning til Sundbyøsterhal ll, som via den fine facadeopbygning står i relation til bylivet både i dagtimerne og aftentimerne.

Går man hen til hjørnet ved Amagerbrogade, har man fra et stort hjørnevindue, der skærer hul i nicherne, en førsteklasses udsigt til gadens brogede liv. Gulvet er lige præcis i en højde, så man både kan se, hvad der er i indkøbsvognene på vej ind i supermarkedet, og se ned ad den uendeligt lange Amagerbrogade, tælle busser og falde i staver.

Akustisk mega-dæk

Roen i rummet forstærkes af de akustikdæmpende løsninger, som virker to veje. Dels dæmper en opbygning af perforerede stålplader og mineraluldsbeklædning lydene i hallen, dels optager et bagvedliggende ophængt gipsloft støj og vibrationer, som kunne genere beboerne på toppen af bygningen. Dækopbygningen mellem hal og boliger er derfor usædvanligt tyk, knap 3 m, og det virker, som om en vovet akustisk opgave er lykkedes for akustikere og arkitekter i samarbejde. De bærende stålspær, der er 3,5 m høje og hviler af på betonsøjlerne i facaden, spænder over 24 m i tværsnit gennem hallen.

Trappe-tv og kvartershule

I hallens modsatte ende er der en lille tilskuertrappe – og den er i brug. Her er der noget underholdende at se på, både for elever, som ikke laver idræt, og forældre, der venter på poderne. Oven for trappen er der indgang til et aktivitetsrum, der vender ud mod Parmagade. Her er der ingen vinduesnicher, der kan filtrere indblik og udkig, med vinduer fra gulv til loft, og man er overraskende tæt på facaderne overfor. Vinduernes rytme er velproportioneret og rummet rart at være i.

Gardiner kan trækkes for de store vinduer og spejle rulles hen foran vinduet til hallen, så rummet bliver roligt og indadvendt. Om aftenen er rummet et uformelt mødested for kvarterets beboere og lokalforeninger. På den måde er hallens program generøst og veludtænkt, fordi man inviterer mange forskellige grupper af mennesker til at tage ejerskab over stedet. 

Kikkertkasser med himmelhaver

På toppen af hallen sker der endnu et stemnings- og rytmeskift. De 12 smalle rækkehusboliger ligger på taget som tætpakkede cigarer med skråt afskårne ender mod nord. De deles om en træbeklædt sydvendt altangang, der leder hen til mindre ankomstnicher foran hver hovedør. Boligerne (her beskrives den mindste på ca. 80 kvm, de øvrige er ca. 87 kvm plus lysgård på 13 kvm) er i sig selv en multitype med hems, minialtan, (entreprenørens tillæg), gårdhave og walk-in closet.

Der sker altså en hel masse inden for et lille og langstrakt areal på knap 4,8 x 23 m. Det gør, at de mange funktioner virker lidt klemte og kommer til at tale i munden på hinanden. I den sammenhæng fungerer gårdhaven, af japansk art, i hjertet af lejligheden, som et rart og stille pauserum, en lille himmelhave med skytag. 

Mere end en bygning

Sundbyøsterhal ll er ikke kun en demonstration af, hvordan man kan bygge tætpakket og pladsbesparende i en tæt by. Det er også et eksempel på en vanskeligt forenelig sammenblanding af kort- og langsigtede interesser udført i totalentreprise, og det påvirker selvfølgelig resultatet. For Københavns Kommune er Sundbyøsterhal ll et blæksprutteprojekt, som man har mange forskellige hensigter med. Bygningen spiller en væsentlig rolle i den planlagte opgradering af Amagerbrogade til strøggade. I et løft af nærområdet omkring Sundbyøster Plads. I planen om at etablere en idrætscampus omkring Sundbyøster Skole. Og i planen om at tiltrække nye børnefamilier til området ved at tilbyde attraktive boliger. 

Fra gadehjørne til pladsfacade

Det projekt, der står på pladsen i dag, er derfor også kun første etape ud af to, hvor anden etape fokuserer på relationen til Sundbyøster Plads. Pladsen er historisk set ikke anlagt, men opstået, fordi her tidligere lå en stor sporvognsremise, som markerede overgangen mellem tæt by og spredt forstadsbebyggelse. Anden etape er også tegnet som projektforslag af Dorte Mandrup Arkitekter og blev vedtaget ved et lokalplanstillæg d. 28.1.2016. Tilbygningen trækkes ud på pladsen som en karré med detailhandel i stuen og boliger ovenpå, og forsætter på den måde hallens blandingsforhold, men uden offentlig funktion i midten.

Den enorme betongavl ud til pladsen, som står bar og grå i dag, skal begrønnes, og der anlægges en fælles have i 1. sals højde. For at give plads til udvidelsen nedriver man to velbevarede historiske huse i tegl og bindingsværk. Husene er en tidligere administrationsbygning og folkestue tilknyttet remisen. Det kan undre, at man ikke forsøger at optage de eksisterende bygninger i det nye projekt, når man befinder sig i et område, der er præget af talrige sammenbygninger og opfordrer til legende omgang med historien. Er det ikke netop Amagers succes at indoptage skævheder i nye sammenhænge? I det perspektiv kan man håbe på, at den yderligere udvikling af pladsen vil slå solidt rod som det gamle, bevaringsværdige træ, der som eneste spiller fra fortiden får lov til at blive stående. 

Broerne til Amager

For nogen er Amager mere et vilkår end en destination, man vælger: “Jeg vil gerne fortælle/ om broerne til Amager,/ ikke så meget dem der er der nu,/ men om de gamle”, indleder Klaus Rifbjerg sine Amagerdigte (1967), før fortælleren til slut, med et lidt undskyldende “Jeg bor et andet sted nu” forlader øen igen. Sundbyøsterhal ll skriver nogle virkelig gode linjer i et nyt festskrift for Amager for dem, der vælger ø-byen til, uden ambivalens. Det må være kommunens og arkitekternes fornemste opgave i det videre samarbejde at fastholde, at lokalt rimer på fænomenalt. 

Anmeldelsen blev første gang bragt i Arkitekten 5, maj 2016.

Sundbyøsterhal II Amager. Dorte Mandrup Arkitekter
Sundbyøsterhal II Amager. Dorte Mandrup Arkitekter